Fokus på en virksomhed:

Fra lille anneks til 500 kvadratmeter

I mere end to årtier har familievirksomheden HeFe – House of Brands ligget i Dragør og stille og roligt vokset sig større og større

Af Anders Brøndsholm og Rasmus Mark Pedersen

HeFe – House of Brands runder et skarpt hjørne, da virksomheden nu har over 20 år på bagen. 

Den har lige siden sin begyndelse haft hjemme i Dragør, selvom der løbende har været flytninger, når de eksisterende lokaler viste sig for små. 

Forretningen, som i dag sælger alt, hvad hjertet begærer til hjemmet – og særligt badeværelset – har gennem sine leveår stille og roligt vokset sig større og større.

Stifteren og direktøren Ann-Dorthe Henriksen er i dag 63 år gammel, men hun har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt. Hun er sikker på, at hun har 10 år mere i sig, og så handler det mere om overdragelsen til den næste generation end en lukning.

Virksomheden er nemlig i dag en god forretning, selvom der selvfølgelig har været bump på vejen. 

Direktør Ann-Dorthe Henriksen viser rundt i virksomhedens lager. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Direktør Ann-Dorthe Henriksen viser rundt i virksomhedens lager. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

»Er det til alkohol?«

Iværksætteriet har ikke altid fyldt så meget hos Ann-Dorthe Henriksen. Hun er oprindelig uddannet forsikringsmægler – og arbejdede også indenfor det felt i mange år.

Men for 22 år siden endte hun på en arbejdsplads, hvor hun egentlig ikke havde det specielt godt. Og så dukkede en gammel idé op i hendes tanker om at blive selvstændig.

»Så var spørgsmålet, om jeg skulle udleve en gammel drøm med at få lavet nogle opfindelser, som jeg før havde gået og pønset på,« siger Ann-Dorthe Henriksen.

Hun kom aldrig videre med de opfindelser, men selvstændig blev hun altså. 

Ann-Dorthe Henriksen startede en grossistvirksomhed fra villaen i Dragør, som i begyndelsen kun solgte sæbedispensere beregnet til at hænge op i brusekabinen. Det blev fundamentet for HeFe – House of Brands.

»Dengang var de sæbedispensere i brusenichen ikke noget, man havde i Danmark på den måde. Nogle spurgte endda, om det var holdere til alkohol,« siger Ann-Dorthe Henriksen, mens hun griner.

Virksomheden startede altså med at være meget fokuseret på ét produkt. Det gik godt, og stille og roligt tog salget af sæbedispenserne mere fart – og forretningen voksede. Der blev hele tiden tilføjet flere og flere produkter, som i starten holdt sig inden for badeværelses-kategorien. Produkter som spejle, håndklæder, badeforhæng og så videre.

»Det hele startede hjemme i annekset bag mit hus, hvor jeg havde mit kontor og nogle varer bagved, som jeg solgte. Det udviklede sig så til et rigtigt lager, hvor jeg havde kontor på lageret, og til nu, hvor jeg har både kontor og lager,« fortæller iværksætteren.

Den fødte sælger

Virksomheden har i dag mere end 3.000 forskellige varenumre i sit sortiment. Det betyder selvfølgelig, at Ann-Dorthe Henriksen har mange leverandører at forholde sig til – og et vigtigt arbejde med at finde nye, spændende leverandører.

»Vi holder hele tiden øje med markedet og tager selvfølgelig også på messer, men det er faktisk aldrig der, at jeg finder nye leverandører. Jeg finder dem oftest online,« siger Ann-Dorthe Henriksen og giver et eksempel:

»Vores sidste nye leverandør sælger os sengetøj, og det fandt jeg faktisk på Facebook. Det var bare lækker kvalitet, så man ved aldrig, hvor den næste snaps kommer fra,« siger hun med et smil.

HeFe – House of Brands er i dag ikke kun et lager og showroom i erhvervskvarteret på A.P Møllers Allé eller en webshop, hvor private forbrugere kan handle. Det er også en grossistvirksomhed, der sælger produkter til andre virksomheder, for at de så kan sælge dem videre til privatforbrugerne.

Det stiller også et krav til udvælgelsen af leverandører, hvor det er vigtigt for Ann-Dorthe Henriksen at finde samarbejdspartnere, som kan levere forskellige og brede produktlinjer, så hun kan sammensætte tilpassede sortimenter til sine kunder.

»Vi har forsøgt at sige, at der er noget til en slags kunder og noget andet til en anden slags. Det er vigtigt at have et sortiment til de forskellige kunder,« siger virksomhedsejeren.

Derfor kan hun både levere til f.eks. billigvvs.dk og til Illum på en og samme tid. 

En ting er at sikre en god leverandørside, men gode produkter på lageret er ikke meget værd, hvis man ikke kan sælge dem. Det har dog lige siden begyndelsen ikke været et problem for den tidligere forsikringsmægler.

»Jeg er god til at sælge. Det er det, jeg har gjort i hele mit liv. Først indenfor forsikringsbranchen og nu her i min egen virksomhed,« siger Ann-Dorthe Henriksen.

Hun sælger dog ikke så meget i dag, som hun gjorde i begyndelsen. I dag har hun en ansat, som tager ud i marken, fordi hun er bundet mere op på administration, logistik og økonomi. Arbejde som der er kommet mere af, i takt med at virksomheden er vokset og vokset. 

Salgsturné i Jylland

Ann-Dorthe Henriksens salgsgener og fortid i forsikringsbranchen var på mange måder et godt fundament for at starte op som selvstændig, men det viste sig at give nogle udfordringer for iværksætteren.

»I mit tidligere job som forsikringsmægler var jeg vant til at handle med erhverv og store kunder, og meget af mit arbejde var møder på bestyrelsesgangene. Så det prøvede jeg selvfølgelig også, da jeg startede mit firma op, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne banke dørene op hos de allerstørste kunder i Danmark,« fortæller hun.

Det gjorde det svært at finde kunder i starten, og efter otte måneder måtte den nyudklækkede virksomhedsejer indse, at der skulle en anden tilgang til, hvis det her skulle lykkes.

»Jeg smed mit telt i min bil og kørte til Jylland. Så brugte jeg hele dagen på at støve butikker og mulige kunder op, og om aftenen slog jeg teltet op, og fortsatte så med det samme igen dagen efter,« fortæller Ann-Dorthe Henriksen og ser tilbage på det med smil, før hun lige tilføjer:

»Og jeg husker stadig den første nat. Det var om sommeren, men helt unormalt kom temperaturen i bund, så jeg hammerfrøs den nat.«

Jyllandsturen tog Ann-Dorthe Henriksen en uge. Efter den var ordrebogen fuld, og så var hendes virksomhed rigtigt i gang.

Den kørte godt i flere år og voksede sig stille og roligt større, men der lå stadig et stort bump på vejen til at blive det, som HeFe – House of Brands er i dag. Nemlig finanskrisen: »Jeg startede op for 20 år siden. Så går der et par år, og så rammer finanskrisen. Og det er altså ikke specielt sjovt, når man er nystartet,« pointerer Ann-Dorthe Henriksen.

Krisen var et tilbageslag for virksomheden, som nu ikke kunne fortsætte sin vækst. Det betød, at Ann-Dorthe Henriksen måtte se andre veje for at holde sig oven vande i den periode.

»Så jeg begyndte at opbygge et netværk for en canadisk virksomhed, som skulle have et distributionsnetværk af hoteller i Europa til deres sæbedispensere. Så det havde jeg til at give lidt ekstra på sidelinjen,« fortæller hun.

Med tiden måtte Ann-Dorthe Henriksen dog indse, at det arbejde tog for meget tid og opmærksomhed væk fra hendes egen virksomhed.

»Det tog for meget fokus, så da jeg havde gjort det et par år, måtte jeg sige til dem, at det ikke gik mere. Jeg bliver nødt til at sætte snuden i sporet og gøre det, der skal til,« siger hun.

I deres showroom udstilles nogle af de 3.000 varer, HeFe – House of Brands forhandler. Foto: TorbenStender.
I deres showroom udstilles nogle af de 3.000 varer, HeFe – House of Brands forhandler. Foto: TorbenStender.

Coronaens velsignelse

Det var da også begyndt at gå bedre for virksomheden igen, da finanskrisen stille og roligt kom mere og mere på afstand. Det betød så, at der også kunne bruges mere tid og fokus på at få virksomheden til at vokse.

Det gjorde den i et roligt og sikkert tempo, men det blev der lavet fuldstændigt om på i starten af 2020. 

Da coronapandemien ramte, var der mange virksomheder, som gik langt ned i aktivitetsniveau og også nogen, som ligefrem måtte lukke. Det gjaldt bare på ingen måder HeFe – House of Brands, som oplevede det stik modsatte.

»I de to år, hvor der var corona, fik vi mere travlt, end vi nogensinde havde haft. Vi kunne faktisk ikke følge med, fordi varerne ikke blev leveret hurtigt nok,« fortæller Ann-Dorthe Henriksen.

Corona-nedlukningerne betød, at folk gik meget mere derhjemme, og når der ikke kunne bruges penge på rejser og sociale sammenkoster, så begyndte folk at bruge deres penge på hjemmet. 

Og det passede en virksomhed som HeFe – House of Brands perfekt.

»Så der havde vi to rigtigt sjove år, men så kom 2022, og der kunne vi mærke, at der skete noget, som fik det til at gå den anden vej,« siger Anne-Dorthe Henriksen.

Pludselig blev corona afløst af krigen i Ukraine og en høj inflation. Det lagde en mærkbar dæmper på forbruget, som også ramte HeFe – House of Brands. 

Den trend fortsatte stort set på samme måde i 2023, hvor folk igen havde andet at bruge deres penge på end forbedringer til hjemmet.

Men som virksomhed må man være klar på, at tiderne går op og ned. Det er Ann-Dorthe Henriksen, og for hende har drømmen aldrig været, at HeFe – House of Brands skulle vokse sig til en kæmpestor virksomhed.

»Det har aldrig været ambitionen, at det skulle vokse sig kæmpestort eller gøre mig til millionær. Sådan nogle drømme har jeg egentlig ikke. Ambitionen er at se det gro og se, hvad det kan udvikle sig til,” fortæller hun.

Den ambition er indtil videre opfyldt, for på trods af nogle bump på vejen, så er HeFe – House of Brands vokset sig større og større fra den spæde start i annekset. 

I dag fylder lager, kontor og showroom i Dragør Nord omkring 500 kvadratmeter, og der er tænkt over udvidelsesmuligheder, når de bedre tider igen rammer. Fordi det tror virksomhedsejeren på, at de nok skal.

»Nu mener man, at der i 2024 begynder at komme mere gang i den igen. Det håber vi i hvert fald,« afslutter Ann-Dorthe Henriksen med et smil.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk