Fokus på foreningslivet i Dragør:
Dragør Håndboldklub
50 år med børnene i centrum
Af Rasmus Mark Pedersen
En af Dragørs gamle sportsforeninger fylder rundt i 2023 – i år kan Dragør Håndboldklub nemlig fejre 50-års-fødselsdag.
Dragør Nyt tegnes et portræt af klubbens nutid og fremtid – med skønne frivillige, knappe haltider og masser af glade håndboldbørn.
En klub for børnene
Dragør Håndboldklub har som sagt været en del af foreningslivet i byen i et halvt hundrede år. Foreningen har altid holdt til i Hollænderhallen, men i takt med succesen har der også været trænet andre steder i byen.
Undervejs har klubben både haft senior- og veteranhold for begge køn, men fokus har altid været på Dragørs børn og unge. For selvom gamle seniormedlemmer af Dragør Håndboldklub kan fortælle mange røverhistorier om den årlige træningstur til venskabsklubben Olufström i Blekinge, så har det aldrig været seniorernes resultater, der har gjort Dragør Håndboldklub til en skattet del af byen. Det har arbejdet med børnene.
I dag er der ét dameseniorhold, mens resten af holdene er i aldersgruppen 2 til 13 år. Der er mellem 150 og 200 medlemmer, og de fleste er i aldersgruppen 7 til 11 år. Det betyder, at klubben har mange frivillige til at stå for de forskellige hold. Og selvom klubbens få seniorspillere i den grad tager sin tørn, så er det forældrene, der er rygraden i klubben.
Brug for frivillige
Henrik Broch blev bestyrelsesmedlem for små tre år siden, da hans søn begyndte at gå til håndbold i klubben. Han har set, hvordan specielt det med at finde nok frivillige, er den største udfordring for foreningen. Det mest kritiske er selvfølgelig at finde nok trænere og holdledere til næste sæson.
Men det er også en udfordring fra kamp til kamp at have nok forældre, der kører med til kampene, så børnene kan komme frem, eller dømmer kampene for U/11- og U/13-holdene, eller arrangerer en afslutningsfest. Bare for at nævne nogle af de ting, som Henrik Borch remser op.
Det ser ud som om, det går med trænere til den kommende sæson, ligesom det lykkedes at få nok trænere i den netop overståede sidste sæson. Men i den forrige sæson var stod det slemt til. Der manglede en del trænere, og klubbens bestyrelse måtte derfor skrive ud til forældrene, at de var nødt til at aflyse et hold.
Så galt endte det ikke med at gå, men det var en faretruende advarsel om, hvor sårbar klubben egentlig er.
»Det at drive en frivillig organisation er svært, fordi man er meget afhængig af, at andre også byder ind. Fordi vi er jo alle sammen i fuldtidsjob, og vi får jo ikke nogen aflønning for det her. Så det er jo noget vi gør, for at børnene fortsat kan have en klub,« lyder det fra Henrik Broch.
Han håber dog på, at det bliver bedre. Men han reflekterer også over, hvad der skal til for, at forældrene rent faktisk bliver deltagende i deres børns sport.
»Der skal det til, at når vi henvender os og beder om hjælp, så hører vi også en stemme fra den anden side. Så kommer der faktisk svar fra forældrene. Det er ikke sådan, at de tænker, at der er nok brug for hjælp her. Hvad kan jeg gøre for at støtte op? Den tankegang er ikke særlig udbredt. Og det tror jeg heller ikke, den var for mig selv, inden jeg kom ind i det her. Så det kunne være fedt at få ændret,« konstaterer Henrik Broch.
Stærk opbakning
Der findes også hold, hvor det går rigtigt godt. Et eksempel er sidste års U/13-drengehold, hvor der var et stærkt forældresammenhold, så ungerne også fik en fed oplevelse ved at spille håndbold. Her tog forældrene med ud til de fleste kampe, og der var også langt flere spillere klar, end der skulle spille i kampene, så det var okay at misse noget på grund af en rund fødselsdag i familien.
Holdet havde endda en far, der var fysioterapeaut, så det havde sådan en lidt mere professionel aura over sig, når der var behandling af småskavanker på banen, ligesom der også blev hjulpet lidt til med styrketræningen. Og pludselig endte holdet også med at have en stregtræner, en forsvarstræner og en styrketræner, fordi trænerteamet sørgede for at tilrettelægge træningen, så børnene fik mest muligt ud af det.
»Det er bare et stjernegodt eksempel på, at vi var en masse forældre, som bakkede op om dem. Og vi tog med dem ud, og var der sgu til hver kamp, hvis vi kunne. Vi havde en forholdsvis bred bænk. Der havde vi jo 15 spillere, eller noget i den retning, som han kunne udtage til hver kamp. Så der var en base af spillere, vi kunne tage af,« fortæller Henrik Borch.
Få træningstider
Holdet endte med at vinde to stævner og blev nummer to i ligaen. Men succesen viser også, hvor Dragør Håndboldklub er i fødekæden. Fordi fem af holdets bedste spillere valgte at fortsætte denne sæson i Amager SK, fordi de kunne få mere træningstid og modstand på et højere niveau.
»Vi har jo ikke nok træning til vores U/13-hold. Vi har 2,5 timers træning om ugen. Det er ikke noget, man bliver en super håndboldspiller af. Og hvis vi så også skal have et U/15-hold, så skal vi smide nogen ud i Kongelundshallen også. Det går måske endda, men det er enormt svært at finde unge nok, der gider møde op uge efter uge, så vi beholder dem i klubben,« beretter Henrik Borch.
Frafaldet har givet de resterende kammerater tilbage på holdet en lille smule udfordringer med at være nok til kampene. Og generelt så er det svært at holde på spillerne, når de for alvor bliver teenagere. For enten så vil de noget mere med deres sport, eller også så har de svært ved at forpligte sig på træning og kamp hver uge. Og så begynder korthuset at smuldre, som Henrik Borch får formuleret det.
En anden ting, som klubben arbejder med, er forholdene i Hollænderhallen.
I gamle dage mødtes unge såvel som gamle i Hollænderhallens cafeteria. Her var endda et vindue ned til hallen, så man kunne se, hvordan det gik med dem, der spillede. Men cafeteriaet er lukket i dag.
Samtidigt fortæller man fra håndboldklubben, at der er skåret ned på halpersonalet i forhold til tidligere. Det bevirker blandt andet, at der ikke bliver sat stole frem til de fremmødte, som derfor må stå op eller sidde på gulvet, og i klubben oplever man af samme årsag, at det derfor ikke er så hyggeligt at komme i hallen, som det har været.
»Folk sidder på gulvet og overværer kampene. Man kan ikke engang købe en kop kaffe eller en sodavand. Det er svært for indendørsidrætten at gøre det til et spændende sted at være,« fortæller Henrik Borch.
Han tror, at Dragør Håndboldklub vil kunne løfte et langt større ansvar, når børnene går fra at være børn til at være unge. Men som det er lige i øjeblikket, så er det svært for klubben at holde på spillerne.
»Tænk, hvis vi kunne være en klub, som kunne give de unge et sted at mødes, hvor de siger, at det er fedt at komme i Hollænderhallen og møde mine venner. Så det ikke bliver sådan et affolket sted, hvor man jo simpelthen kan se, at når du lander i den der 14-årsalder, så bliver Hollænderhallen pludselig et lidt mindre sjovt sted at være,« siger Henrik Broch.
Men han ser positivt på fremtiden for Dragør Håndboldklub. Fordi klubben er inde i en positiv gænge med at få frivillige til at hjælpe.
Bestyrelsen har sørget for at have en udvidet kreds af forældrehænder, som man kan ringe til, når der er behov for hjælp. Planen er at rekruttere flere til dette arbejde, så det bliver hele familien, der er tilknyttet klubben, og ikke bare børnene.
»Det, som vi nok kommer til at gøre fremadrettet, er at holde nogle åbent hus--arrangementer. Eller åben træning, hvor vi inviterer folk ind, så de voksne også kan se, hvad vi er for en klub. Det, håber vi, kan gøre, at det ikke er de samme Tordenskjolds soldater, som skal trække det hele. Men at vi ved, at vi har en stabil base, vi kan tage fat i. Det er jo et ønskescenarie,« lyder det fra Henrik Broch.
Og hvis han skal tænke længere ud i fremtiden, så skal der arbejdes på at holde på flere spillere, så klubben også får nogle ungdomsspillere, der kan være forbilleder for de yngre generationer.
»Et drømmescenarie er, at vi har en stabil årgang af lidt ældre spillere, så dem, der er U/13, går videre og spiller U/15, hvor vi så har en bred bænk, fordi det har så mange afsmittende positive effekter på de små spillere. Her vil vi også kunne trække på dem som trænere, men det vigtigste er bare, at vi har nogle spillere, som også i ungdomsårene synes, det er fedt at spille håndbold hos os,« slutter Henrik Broch.
