Forhandling om partnerskab

Økonomiudvalget i Dragør Kommune besluttede på deres seneste  møde, at indlede forhandlinger om et partnerskab med FOA med henblik på rekruttering af nye medarbejdere samt fastholdelse inden for ældre- og sundhedsområdet.

På grund af Dragør Kommunes beliggenhed, oplever man her særlige udfordringer. Med partnerskabsaftalen, ønsker kommunen at lave en ekstra indsats for at forbedre mulighederne for at rekruttere og holde på medarbejdere.

Dragør Kommune har allerede haft en indledende drøftelse med FOA om etablering af en aftale, som efter planen skal være medvirkende til at synliggøre Dragør Kommune som en attraktiv arbejdsplads.

Arbejdspunkter

Partnerskabet forventes at blive delt op fire underpunkter.

Første område er indsatser angående fleksibel arbejdstid og få deltidsansatte til at arbejde på fuldtid – herunder en FEA-aftale (frivilligt ekstra arbejde). Det kommunale arbejdsmarked rummer et enormt arbejdskraftspotentiale, hvis flere af de deltidsansatte kan arbejde på fuldtid. Dragør Kommune skal arbejde for at gøre det mere attraktivt for flere deltidsansatte at arbejde flere timer eller gå på fuld tid. Det kan ske ved at skabe mere fleksibilitet i arbejdsplanlægningen, så der i højere grad tages hensyn til medarbejdernes ønsker til arbejdstiden.

Det andet indsatsområde handler om uddannelse og udvikling af nuværende medarbejdere. 

Med udviklingen og forandringen kommer der nye produkter på markedet, og man får ny viden om behandlingsmuligheder og sundhedstilstanden for de ældre. Udviklingen stiller krav til, at medarbejdernes kompetencer hele tiden tilpasses den nye virkelighed.

Tredje område er et særligt fokus på rekruttering af elever og sundhedsfaglige medarbejdere. 

SOSU-uddannelserne skal gøres mere attraktive, så flere har lyst til at søge ind og reducere frafaldet, så flere bliver uddannet. På landsplan er der allerede taget initiativer for at skytke uddannelserne, f.eks. er der lavet en aftale om løn til voksenelever under grundforløbet og flere lærepladser. 

Det er ambitionen, at Dragør Kommune med yderligere lokale initiativer – f.eks. ved at uddanne flere praktikvejledere – kan bidrage til at styrke den faglige kvalitet og dermed gøre det attraktivt at være elev i Dragør. 

Derudover skal der være fokus på rekruttering af elever fra nærområdet, for at fastholde eleverne efter uddannelsen.

For at styrke den faglige kvalitet i vejledningen af elever samt anerkende de medarbejdere, der brænder for vejlederopgaven, skal alle praktikvejledere gennemgå en AMU-uddannelse. 

Samtidig skal det sikres, at der sættes tid af til vejledning i praktikvejlederens og elevens arbejdsplan.

Det er målet, at det skal være udviklende at arbejde i ældre- og sundhedsområdet. Det skal understøttes med karriereveje i form af specialiststillinger. 

Endelig vil der komme en vurdering af, hvorvidt sociale og faglige aktiviteter for elever kan understøttes i samråd med praktikvejledere. Det er muligt allerede nu at søge om midler via den centrale pulje.

Sidste delområde har fokus på HR-indsatsen. 

Grundet Dragørs geografiske placering, kan det være svært at tiltrække og fastholde medarbejdere på ældreområdet andre steder fra. Derfor undersøges det om alle medarbejdere skal have mulighed for at købe et skattefrit erhvervskort (et særligt pendler-kort) eller lease en elcykel med løntræk.

Der er ligeledes brug for at fastholde de mange seniorer, der allerede er i ældre- og sundhedsområdet. Mange har bedre helbred end tidligere og vil gerne arbejde, hvis der tages hensyn til rammer og arbejdsvilkår ressource. 

Nøglen til det gode arbejdsliv skal i høj grad findes lokalt på arbejdspladserne i en dialog mellem ledelse og medarbejdere.

Forhandlingerne med FOA forventes igangsat i slutningen af marts.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk