Mange deltager mandag den 3. april i Dragør Borgerforenings generalforsamling. Foto: TorbenStender.
Mange deltager mandag den 3. april i Dragør Borgerforenings generalforsamling. Foto: TorbenStender.

Generalforsamling i Dragør Borgerforening

Mandag den 3. april mødte 125 medlemmer af Dragør Borgerforening op til den årlige generalforsamling, som blev afholdt i foreningens hus i Strandgade.

Aftenens dirigent, Ole Theut, styrede løjerne og tog de fremmødte igennem generalforsamlingen i god ro og orden.

Jørgen Steen Larsen, der er formand i borgerforeningen åbnede mødet. Han oplyste, at foreningen nu var på 547 medlemmer. Han talte dernæst for afdøde Richard Barth og fortsatte med beretningen. 

Regnskabet blev forelagt af bestyrelsen – og godkendt.

Der var seks forslag til modernisering af foreningens vedtægter. Der blev stemt for alle forslag, og der skal således indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Foreningens vedtægter kræver, at mindst halvdelen af medlemmerne skal være til stede ved en ordinær generalforsamling, før vedtægtsændringer kan vedtages – og at mindst to tredjedele af medlemmerne stemmer for. Bestyrelsen vil i den kommende tid finde en dato for en ekstraordinær generalforsamling og vende tilbage herom.

Biografbygningen

Det var ikke gået mange af medlemmernes næser forbi, at foreningens bestyrelse havde været meget aktive i forbindelse med fremtidsmulighederne for den lokale biograf i Dragør.

Der var således også ved generalforsamlingen stillet forslag om bestyrelsens arbejde for køb af bygningen, der rummer biografen. Der blev stemt om, hvorvidt bestyrelsen må gå videre i sagen i forbindelse med et eventuelt køb af den pågældende bygning på Jan Timanns Plads. Dette blev godkendt med meget stort flertal.

Efter endt generalforsamling bød foreningen sammen med det nye værtspar i Beghuset, Lars og Linea Olsen, på skipperlabskovs, som er en fast tradition til foreningens generalforsamling.

Efter en veloverstået generalforsamling serveres der skipperlabskovs. Foto: TorbenStender.
Efter en veloverstået generalforsamling serveres der skipperlabskovs. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk