Gratis sommerbio for byens børn

De frivillige fra Dragør Biografteater (tidligere Dragør Bio) har planlagt en sommer med gode film for Dragørs børn.

Foreningens frivillige mener ikke, at det skal være kedeligt at være barn i Dragør hen over sommeren og har derfor arrangeret visningen af to gratis børnefilm i juli måned.

Første film

»Hodja fra Pjort« er den første film, der vises. Det sker søndag den 2. juli kl. 14 på Beghuset. 

Der er tale om en sjov animationsfilm, egnet for børn fra tre år.

Gratis popcorn

Biografens popcornmaskine flytter naturligvis med ind på Beghuset, hvor den vil lave en masse gratis popcorn til ungerne. 

Drikkevarer til indtag under forestillingen kan købes i caféen på Beghuset (det vil ikke være tilladt at medbringe egne snacks eller drikkevarer).

Som forælder kan man vælge at se filmen sammen med børnene eller måske nyde en kop kaffe i caféen ved siden af imens.

»Vi glæder os over muligheden for at kunne vise et par gode film til Dragørs børn denne sommer. Nu håber vi bare, at en masse glade børn har lyst til at komme og se film med os,« siger Mette Jansen, der er formand for foreningen Dragør Biografteater.

Samtidig udtrykker formanden også et håb om, at også forældrene har lyst til at støtte op om initiativet og vise, at Drag-ør stadig kan lide at se film sammen, selv om der lige nu i kommunen ikke er en egentlig biograf.

»Hodja fra Pjort«.
»Hodja fra Pjort«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk