Den store værftsbygning viser sig at være særdeles velegnet til indsamling. Foto: TorbenStender.
Den store værftsbygning viser sig at være særdeles velegnet til indsamling. Foto: TorbenStender.

Indsamling intensiveres i påsken

Det var med en vis usikkerhed, spændte forventninger og store forhåbninger, da Christina Lauenbach onsdag den 15. marts for første gang kunne tage imod donationer til fordel for nødlidende i Ukraine i den gamle værfsbygning på Dragør Havn. 

Enhver usikkerhed, om hvorvidt borgerne i Dragør havde mistet sympati for den krigsramte befolkning, blev hurtigt gjort til skamme – og det viste sig hurtigt, at den store, rummelige hal var det helt rigtige sted som ramme for indsamlingen. 

I hallen er der i mere end en forstand højt til loftet, og der er rigeligt med plads – og det har vist sig gavnligt. Det er strømmet ind med donationer, og med de mange genstande har de frivillige også modtaget masser af søde ord og rosende tilkendegivelser for det gode initiativ – ligesom de selv har kvitteret med varm tak til borgerne for deres betænksomhed og omtanke.

Den gode plads i hallen er også særdeles velkommen, når de mange ting sorteres og pakkes ned. Det hele skal nemlig pakkes så grundigt og optimalt som muligt, da det skal køres i biler til Ukraine.

Til formålet har man fået doneret en stor mængde flyttekasser fra flytteforretninger, og så har man opsat en lang række intermistiske borde, hvor de frivillige kan sortere og pakke.

Selvom der onsdag den 29. marts, hvor Dragør Nyts udsendte taler med Christina Lauenbach, der står bag den lokale indsamling i Dragør, og Andreas Foss, som er en af initiativtagerne bag KOLO Nordic – organisationen bag indsamlingen – blot har været fire dage med indlevering, er den første sending allerede sendt af sted til Ukraine. Og der er fortsat masser af genstande i hallen, der skal pakkes.

Christina Lauenbach beretter, at selv den dag, hvor det stod ned i stænger, og hun havde tænkt, at så fik hun god tid til stille og roligt at sortere og pakke – ankom der i en lind strøm Dragør-borgere, præcis som de øvrige dage.

Der er mange gode, sjove og søde historier blandt de oplevelser, hun får, når hun tager imod donationerne – og der lyder en stor og varm tak for det hele, stort som småt.

Åbent i påsken

I de kommende dage i påsken holder indsamlingen åbent stort set alle dage. I den gamle værftshal vil der hver dag fra skærtorsdag, den 6. april, til anden påskedag være åbent fra kl. 11–13.

Tirsdag den 11. april holdes lukket, og onsdag den 12. april  kl. 16–18 er det sidste chance for indlevering af donationer.

Hvis man ligger inde med genstande, der ikke bliver brugt, og som kan gøre gavn i det krigshærgede land, så er der i påsken mange muligheder for at lægge vejen forbi havnen og aflevere dem til indsamlingen.

Indsamlingen tager imod det meste – dog ikke for voksentøj, da dette behov er dækket. Til gengæld er børnetøj og -sko noget, der virkelig kan hjælpe i de modtagecentre, hvor et stort antal mennesker, der er fordrevet fra den østlige del af landet, opholder sig.

Ligeledes er alle former for hygiejne og medicinsk udstyr særligt efterspurgt. Men som sagt kan næsten alt bruges.

Andreas Foss, der var med til at stifte KOLO Nordic umiddelbart efter krigen begyndelse sidste vinter, fortæller, at man har et fremragende samarbejde med både myndigheder og de lokale organisationer i Ukraine, som er utrolig taknemmelige for hjælpen.

Det, at man har direkte kontakt med de steder, hvor nødhjælpen anvendes, gør, at man kan være målrettet i indsamlingen og pakningen, således at genstandene kommer de rette steder hen og bliver brugt bedst muligt. De lokale kræfter i Ukraine giver ved afleveringerne konkrete input og forespørgsler – og dem tager KOLO Nordic med hjem og forsøger at opfylde. Blandt andet har man kontakt til mange virksomheder, som hjælper med helt specifikke forespørgsler.

Det er håbet hos Christina Lauenbach og organisationen KOLO Nordic i øvrigt, at man får mulighed for at gentage succesen senere på året.

HAS

KOLO Nordics bil fyldes – der gøres plads til flere donationer i værftshallen. Foto: TorbenStender.
KOLO Nordics bil fyldes – der gøres plads til flere donationer i værftshallen. Foto: TorbenStender.
Johannes Stephensen fra KOLO Nordic har netop kørt en bil, der skulle bruges ved Kherson, til Lviv, hvor organisationen har et samarbejde med Vifaniya-kirken. Bilen var før afgang fra Dragør blevet fyldt med ting, som således kunne overbringes til kirken. Foto: KOLO Nordic.
Johannes Stephensen fra KOLO Nordic har netop kørt en bil, der skulle bruges ved Kherson, til Lviv, hvor organisationen har et samarbejde med Vifaniya-kirken. Bilen var før afgang fra Dragør blevet fyldt med ting, som således kunne overbringes til kirken. Foto: KOLO Nordic.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk