Kærligheden til håndværk blev startskuddet for butikken Verk

Fra drøm til virkelighed: Butiksejeren Mille Emilie Vilmar åbner interiør- og livsstilsbutikken Verk, og deler sin passion for håndværk og design.
Mille Emilie Vilmars kærlighed til håndværk er blevet startskuddet til butikken Verk. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Mille Emilie Vilmars kærlighed til håndværk er blevet startskuddet til butikken Verk. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

»Det er et dansk firma, som producerer de her virkelig fine rammer, som også er en slags opbevaring.«

Vi står i butikken Verk, og indehaver Mille Emilie Vilmar viser begejstret en ramme i mørkt træ fra det danske firma Ramn frem, mens hun fortæller om den.

I det lille, hyggelige, bleggule hus med mørkegrønne vinduer på Kongevejen finder man alt i tilbehør til hjemmet – og meget mere.

Rammen, hun entusiastisk viser frem, er tiltænkt børnetegninger, som med blot et tryk let kan sættes ind, og den kan indeholde op til 50 tegninger.

»Børnene synes, det er hyggeligt, at de laver deres egne små værker og selv kommer det i rammen. Mange børnetegninger har en fin streg, og hvis du kommer det i en pæn ramme, så bliver det et lille stykke unikt kunst. Det er hele tanken med butikken her. Jeg elsker kunsthåndværk,« siger Mille Emilie Vilmar.

Den kærlighed skinner igennem, når man taler med hende. Hvad end det er billedrammer på væggen, smykker eller noget andet i den lille butik, så kan hun fortælle en masse om det. Der er et tøjstativ i hjørnet, et stort bord med kopper, skåle, lysestager og andet i keramik, lige når man træder ind – og endnu mere på en reol lige bagved.

Det er også indehaverens store kærlighed til håndværket, som har givet inspiration til butikkens navn. Da hun skulle finde på det, tog hun et stykke papir og skrev en masse ord ned, som indkapslede det, hun ville med butikken.

»Det var ord såsom håndværk, mesterværk og pragtværk. Der var mange ord, der sluttede på værk. Og da det med æ ikke er så godt til turister, og der gerne måtte være lidt ordspil, så blev det til Verk,« fortæller hun.

Mille Emilie Vilmar beskriver selv Verk som en interiør- og livsstilsbutik. Der er ting til hjemmet såsom keramik, glas, puder, håndklæder og så videre – men også hudplejeprodukter, tøj, tasker og lignende.

»Det er lidt all round. Du kan købe noget til dig selv, men du kan også finde en rigtig fin gave,« siger hun.

Interiør- og livsstilsbutikken Verk har blandt andet ting til hjemmet, så som keramik, glas, puder, håndklæder m.m. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Interiør- og livsstilsbutikken Verk har blandt andet ting til hjemmet, så som keramik, glas, puder, håndklæder m.m. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Drømmen om sit eget

Mille Emilie Vilmar er oprindeligt udlært i en butik, men har også en grafisk baggrund og har arbejdet som multimediedesigner i mere end ti år.

Drømmen om en dag at have sin egen butik har altid ligget i hende, men det har ikke passet ind tidligere.

»Jeg har altid gerne ville have min egen forretning en eller anden dag, men det har aldrig rigtig passet ind. Så fik min mand og jeg børn, så flyttede vi og så videre,« fortæller hun.

Timingen blev dog rigtig i september sidste år, hvor hun første gang slog dørene op til butikken Verk.

Mille Emilie Vilmar flyttede med sin familie til Dragør fem år tidligere og oplevede noget personligt, som satte gang i drømmen om sin egen butik igen.

»Min far døde for halvandet år siden, og det satte skub i nogle ting i mig. Det er nok meget naturligt, at det sætter gang i noget i én, men jeg bestemte mig for, at nu skulle jeg ikke gå og drømme mere. Nu skulle jeg rykke på det,« siger hun.

Derudover var mødet med Dragør også en faktor i, at det netop blev her, butikken skulle ligge. Mille Emilie Vilmar er ikke selv fra byen, men det er hendes mand.

»Jeg kom som tilflytter og opdagede det her lille, hyggelige lokalsamfund. Det ville jeg gerne bidrage til, være en del af og skabe noget i,« siger hun.

Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Deadline til julemarkedet

Efter beslutningen blev taget, var der ikke langt til handling, og hun gik således straks i gang med at lede efter lokaler til sin nye butik. Det viste sig dog at blive en udfordring. Der var ikke de helt rigtige lokaler ledige, og dem, som hun var ude at se, var for dyre til en nystartet butik.

Derudover var banken ikke meget for at låne ud til en fysisk butik, som i nutidens verden ligger i skarp konkurrence med internethandlen.

Løsningen på det hele skulle dog vise sig at ligge lige i baghaven. Næsten bogstavelig talt.

»Vi bor på Drogdensvej, og der har vi et lille baghus, som vi ville sætte i stand og leje ud til turister. En dag går jeg rundt derinde med en veninde og taler om problemet med at finde butikslokaler, hvorefter hun kigger rundt og siger, at jeg jo har de perfekte lokaler lige her,« fortæller Mille Emilie Vilmar.

Hun tyggede lidt på hendes venindes råd om at gøre brug af baghuset og blev enig med sig selv om, at det var det rigtige for hende. Det ville give en mulighed for at prøve det af og se, om det gav mening med en butik.

Det var altså i baghuset, at Verk slog dørene op i september sidste år.

Butikken nåede dog ikke at ligge her særligt længe, for pludseligt blev de nuværende lokaler på Kongevejen ledige – og efter en enkelt fremvisning følte hun, at hun bare måtte have dem.

»Jeg var nede og se det og blev forelsket. Det her lille hus, det føltes bare som mit lille hus. Jeg elsker det,« forklarer Mille Emilie Vilmar.

Hun overtog derfor lokalerne, som dengang med sorte gulve og en skillevæg så meget anderledes ud, end den gør i dag, og gav sig selv en deadline, så hun kun havde fjorten dage til at få lokalet gjort klar til åbning.

»Jeg havde sat en deadline til den 25. november, hvor vi skulle være klar til at åbne, fordi det var der, hvor julemarkedet åbner,« forklarer Mille Emilie Vilmar.

Mille Emilie Vilmar fortæller, mens hun viser butikken frem. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Mille Emilie Vilmar fortæller, mens hun viser butikken frem. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Webshop på vej

Selvom det ikke var lang tid til at sætte i stand og klargøre butikken, så nåede hun det til deadline. Og det var godt, fordi julen og december måned blev en meget travl tid i den lille butik.

»Vi havde en virkelig god december. Der havde jeg rigtig travlt og kunne godt have brugt en ekstra hjælpende hånd,« siger Mille Emilie Vilmar.

Da den travle juletid var vel overstået, kom de mørke vintermåneder, hvor Mille Emilie Vilmar godt kunne mærke, at der var mere stille i byen.

»Bang! Det var som at trykke på en knap, og så var der bare stille. Der nåede jeg lige at tænke, at det blev lidt for spændende,« siger hun.

Efter påske, hvor vejret også blev bedre, har hun dog kunnet mærke, at der stille og roligt er kommet mere gang i den. Derudover har det også hjulpet, at der er begyndt at komme turister. Hun og hendes varer er dog ikke kun til stede i den fysiske butik.

»Jeg har en profil på Instagram til butikken, hvor jeg deler en masse af mine varer og sælger en del igennem,« siger butiksejeren.

Lige nu har Verk ikke en onlinebutik, selvom der ifølge Mille Emilie Vilmar er mange, som har efterspurgt det. Dog vil der nok snart være en på vej, da hun har hørt, at det kan være en god måde at udjævne de sæsonudsving, som udmøntes i, hvor travlt der er i butikken.

Ramme til børnetegninger. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Ramme til børnetegninger. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

»Jeg kan høre på mine butiksnaboer, at en webshop er en god idé til de stille måneder. Dragør er jo en sæsonby, som også lever af turisterne,« siger hun.

Webshoppen vil dog aldrig komme til at erstatte den fysiske butik. Det betyder nemlig meget for Mille Emilie Vilmar at have sin fysiske placering.

»Jeg elsker selv at handle i fysiske butikker. Det er en oplevelse at komme ind og faktisk mærke produktet i sine hænder. Om det så gælder en kop eller et stykke tøj,« siger hun.

Hun pointerer, at man i fysiske butikker også tager større stilling til et produkt, før man køber det. Det er ikke ligesom på webshops, hvor man kan købe en masse og bare sende tingene retur igen.

Derudover har fysiske butikker ifølge hende også en betydning, som går ud over den enkelte butik.

»Man er selv med til at skabe det liv i den by, man bor i, og det er svære tider for detailhandlen. Der er mange, man skal konkurrere med som butik. Hvis man er glad for sit lokalsamfund, så skal man også bruge det,« siger Mille Emilie Vilmar.

Hun siger dog også, at hun ikke ønsker at hive den holdning ned over hovedet på folk. Det er helt okay også at købe produkter på nettet – men hun vil opfordre til, at man også tænker over at støtte sit lokale handelsliv.

Selv føler hun, at hun har fået en god start som butiksejer i Dragør. Folk har været gode til at støtte hende, og der kan stadig komme folk forbi butikken, som tror, at hun lige er startet. Hun er derfor forhåbningsfuld, når det kommer til et større kendskab i fremtiden.

Men som butiksejer, så kan hun også komme til at tænke på, om det hele nu kan gå. Måske fordi det betyder så meget for hende med sin egen butik.

»Alt i alt synes jeg, at det går godt, men jeg kan ikke lade være med at have den tanke, om det nu vil lykkes. Fordi det er en stor drøm, og jeg vil virkelig gerne bidrage til Dragør,« afslutter hun.

Vinduerne ind til butikken Verk på Kongevejen er pyntet med fristelser i stort udvalg. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Vinduerne ind til butikken Verk på Kongevejen er pyntet med fristelser i stort udvalg. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Fik du læst?