Kammeratskab og fællesskab mod kræft

De kommende dage samles der penge ind til Kræftens Bekæmpelse

Af Thomas Mose

På lørdag, den 15. juni, er Stafet For Livet tilbage i Dragør.

Årets udgave af arrangementet til støtte for Kræftens Bekæmpelses arbejde finder sted på havnepladsen i Dragør Havn – hvor der vil være masser af underholdning for de mange deltagere.

Stafetten kommer i år i en lidt kortere udgave, end man tidligere har set i Dragør. I stedet for 24 timer skal deltagerne i år »kun« løbe eller gå i et halvt døgn. Arrangementet begynder lørdag kl. 12 og slutter ved midnat.

Stafet For Livet Dragør oplyser, at alle kan være med til at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Og som noget nyt kan man deltage i stafetten selvom, man ikke er på et hold.

Alle deltagere betaler et gebyr for deltagelse, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse – og man kan så være med til at løbe eller gå på den godt 500 meter lange rute. To sponsorer vil sammenlagt donere 15 kr. for hver omgang, der tilbagelægges.

Underholdning for alle

Undervejs i stafetten vil der være masser af indslag og underholdning for både deltagere og publikum. Der vil blandt andet blive afholdt auktion, musikquiz og børnekonkurrencer.

Det lokale fitnesskoncept »PWR Power Workout – Repeat« vil to gange i løbet af eftermiddagen sørge for masser af sved på panden.

Brian »Brizze« Mengel – en af Danmarks dygtigste fodboldfreestylere – viser sin uovertrufne teknik med læderbolden på scenen på havnepladsen kl. 14.30 – og bagefter vil publikum få muligheden for selv at lære nogle tricks.

I en hel anden boldgade vil de to dragqueens Lathisya Adore og Di Di Cancerella kl. 21 indtage scenen for at give både børn og voksne et festligt og livsbekræftende show.

Kl. 22.45 kommer Dafne, der er kendt fra Fællessang på DR1 og som vinder af Voice Junior, og underholder.

Og mens mørket sænker sig over havnepladsen, vil der kl. 23 blive afholdt en stemningsfuld lysceremoni.

500 km i sadlen

Omkring 100 ryttere fra Race500 Against Cancer slutter deres tre dage på cyklen på havnepladsen i Dragør midt under Stafet For Livet.

Rytterne forventes at ankomme til Dragør mellem kl. 17 og 18 efter 500 km’s strabadser på de danske landevej.

Årets Race500 kører en anden rute, end de plejer. Normalt begynder turen i Skive, men i år er turen lagt om og begynder torsdag den 13. juni i Nyborg, hvorfra feltet bevæger sig 175 km mod vest til Kolding.

Løbets anden dag, hvor turen går til Aarhus, bliver »bjergetapen«. På den 170 km lange rute skal der køres 1.180 højdemeter, inden der kan holdes fyraften.

Tredje og sidste etape går fra Aarhus til målet i Dragør. Efter færgeturen fra Aarhus Havn skal rytterne i sadlen kl. 10.30 fra Sjællands Odde – inden der kan køres paradekørsel det sidste stykke til Dragør Havn.

På havnepladsen vil DJ Nick i forvejen have opvarmet publikum, der står klar til at tage imod de trætte ryttere.

Lokal støtte

Race500 har tidligere år samlet rigtig mange penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Sidste år blev det til ikke mindre end 1,1 mio. kr.

Ole Morten Landsmann, der er formand for lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse skriver til Dragør Nyt, at en lille del af de indsamlede midler kommer Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Dragør til gode.

Det var således de midler, lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse kunne give videre til Dragør Kommune i økonomisk støtte, så der kan oprettes sorggrupper for børn, der har mistet en forælder til kræft.

Ole Morten Landsmann opfordrer alle til at møde op på Dragør Havn for at hylde cykelholdet for deres store indsats.

Man kan fortsat tilmelde sig Stafet For Livet Dragør – se mere herom på hjemmesiden stafetforlivet.dk

I 2022 ankommer Race500-rytterne under stort tiljubel til Dragør Fort – i år ligger målområdet på havnepladsen, hvor rytterne mellem kl. 17 og 18 forventes at rulle ind. Arkivfoto: TorbenStender.
I 2022 ankommer Race500-rytterne under stort tiljubel til Dragør Fort – i år ligger målområdet på havnepladsen, hvor rytterne mellem kl. 17 og 18 forventes at rulle ind. Arkivfoto: TorbenStender.

Seneste artikler

Fik du læst?