Vi har modtaget:

Klimavalg? Nej, ikke i Dragør!

Det blev så klart ikke et klimavalg til kommunalbestyrelsesvalget i Dragør. 

Med en enkelt undtagelse ignorerede alle partier og lister spørgsmålet om kystsikring som valgtema. På trods af, at det er den største udfordring, som Dragør nogensinde har stået over for. Et spørgsmål om overlevelse som by og fredet landområde, og samtidig den langt dyreste investering i historien. 

Undtagelsen var Sydamagerlisten, der som de eneste bragte kystbeskyttelse op som et væsentligt emne i valgkampen. 

Det blev trods alt et valg med en lykkelig udgang, for vi fik en rigtig borgmester og et flertal af politikere valgte at bakke seriøst op. 

Da vi for godt fire år siden søgte efter et hus i Dragør, havde vi lejlighed til at møde flere af de dygtige lokale ejendomsmæglere. Byens vist nok førende mægler stillede os det gode og naturlige spørgsmål; hvad er jeres kriterier for at vælge det rigtige hus? Et plan, gode omgivelser, god stand, rigtig orientering på grunden – og så yderligere en vigtig ting – over kote 3,5. 

»Hvad er kote?« spurgte ejendomsmægleren. Det betyder grundens højde i meter over normal vandstand. Jeg er helt okay med, at man ikke kender fagudtrykket – i min tid lærte man om det i geografi i skolen. Men det er alligevel påfaldende, at det virkede som en overraskelse, at jeg var interesseret i sådan en »usædvanlig« ting. Tiderne ændrer sig, det kommer til at blive vigtigt.

Nu er tiden så kommet til, at borgmester Kenneth Gøtterup må gå helt ind i den endelige afklaring af kystsikringen. 

Borgmesteren får tilsyneladende ikke megen hjælp af forkvinden for miljø- og teknikudvalget (Klima-, By- og Erhvervsudvalget, red.), selv om det for en stor del er inden for Helle Barths område. Hun blev i avisen erklæret inhabil af Nordstrandens Digelag i forbindelse med deres meget risikable forslag om at reducere digehøjden. 

Første opfordring fra min side: Helle Barth må påtage sig opgaven som leder af udvalget eller trække sig i sager om kystsikring. Flemming Blønd er nok et godt alternativ – bare som et konstruktivt forslag.

Hvad er alternativerne?

Her er et forsøg på at se lidt systematisk på mulighederne.

Første mulighed: Après nous, le déluge (Efter os, syndfloden). 

Man kan vælge at ignorere problemet og svæve lidt hen over argumenterne. 

Statistik er en vanskelig disciplin – selv for akademikere. Kommunen har valgt at sikre os mod en 100-årshændelse. Så tænker man naivt, men naturligt nok, jamen så bliver der nok ikke nogen oversvømmelse i min tid. Det er helt klart forkert, for 100-årshændelsen kan ske i morgen, eller om 10.000 år. Du kan vælge at satse på, at oversvømmelsen ikke kommer i din levetid, men der er stadig en reel risiko for, at du en dag står i vand til knæene og »nyder« din havudsigt. 

Forsikringsselskabet vil regne på risikoen og justere præmien opad. Ejendomsmægleren – som nævnt ovenfor – vil begynde at justere prisen ned, hvis ejendommen er mindre attraktiv for køberne. Forsikringen (og stormflodsfonden) dækker sandsynligvis, men forvent ikke 100% dækning op til den forventede salgspris. Desuden tager det år at komme tilbage til blot nogenlunde status quo efter en oversvømmelse.

Anden mulighed: Realisme – bygge for at bevare.

Den eneste måde, vi kan få fuld opbakning fra staten og dermed så megen finansiering som overhovedet muligt, er at bakke op om forslaget om 10.000-årsdiget. Mange steder vil man miste havudsigt, men til gengæld er der langt mindre risiko for skader på natur og ejendom. Man kan sove roligt om natten, selv når stormen kommer. 

De hollandske erfaringer, som jo på en måde ligger lige for med Dragør og Store Maglebys historie, er jo, at det er muligt at sikre sig mod havstigninger og blive boende på lavlandet og indvundne områder. Til gengæld skal man en tur uden for diget for at få havvand mellem tæerne. 

Forslaget kræver stadig en virkelig god strategi og energisk indsats fra borgmesteren og udvalgsforkvinden, for hele den sydlige strækning skal også finansieres, og det er ikke klart med det nuværende forslag.

Tredje mulighed: Laden stå til – hedonisme (livsnyderi).

Det er 100% sikkert, at staten bygger de høje diger omkring lufthavnen, tunnelfæstet osv. Dragør kan vælge at ligge udenfor, og vi behøver så at sige ikke at investere i kystsikring og har måske heller ikke finansiering til mere end nogle mindre foranstaltninger. Så må vi leve med risikoen, og potentielt kan både havn, den gamle by og alle de lavtliggende boligkvarterer blive oversvømmet eller skyllet væk. Der er huse, som ligger så langt ude, at en kraftig stormflod med bølger vil kunne skylle dem og grunden, de står på, væk og ud i havet. Man må sørge for at komme væk i tide – og så i øvrigt nyde udsigten, så længe det varer. 

Imod den holdning taler, at man så forsømmer pligten til at bevare de naturlige værdier og samtidig opfører sig ret selvisk mod resten af samfundet, som er med til at betale erstatning for skader, som kunne have været undgået med en rettidig indsats i form af digebygning.

Bonuschance: Se mulighederne – carpe diem (grib dagen, brug dit liv nu).

Hvis man bygger et fremskudt dige, vil den lidt kedelige lagune, som er Nordstranden i dag – mellem lufthavnen, rensningsanlægget og bagsiden af den gamle by – kunne udvikles til noget spændende. 

Indflydelsesrige beboere i området kunne jo evt. arbejde på at få byggefelter ude i den opfyldte lagune, som kompensation for det oplevede tab af herlighedsværdier. 

Den forhandling skal startes nu, hvis der skal være en chance. Byggehøjde kunne jo også være en anelse højere, med mulighed for udsigt. 

Dragør har en lang historie med opfyldninger. Nogle er startet som lossepladser, andre er naturlig tilsanding, som er hjulpet lidt på vej. En strandpark foran Dragør er helt sikkert en herlighedsværdi, som gode borgere vil forstå at udnytte på bedste vis. 

Hvis man tager højde for strømforhold, vil man samtidig kunne begrænse nogle af dagens problemer med tilsanding og tang.

Med venlig hilsen
Hans Christensen
Lundegård Strandvej 5A