Levende Låger 2019. Arkivfoto: TorbenStender.
Levende Låger 2019. Arkivfoto: TorbenStender.
Vi har modtaget:

Levende Låger 2020

Som I ved, må vi ikke mødes for at spadsere sammen i skumringen – på grund af den dumme virus! Og det er vi selvfølgelig kede af, men det skal ikke forhindre os i at vandre byen tynd (med afstand hver for sig) og se på vidunderlige vinduer alligevel!

Levende Låger har ændret format i år og er i stedet for blevet en slags skattejagt, hvor alle kan »jagte« lågerne for sig selv eller i mindre grupper.

Man kan således stadig se Levende Låger, når man lufter hunden, eller når man går en frisk aftentur med familien!

Rundt om i byen vil en række adresser have pyntet et vindue op fra den 1. til den 27. december. I de deltagende vinduer vil man kunne finde et lille logo – det viser, at beboerne her er med i »lågejagten«. I disse vinduer vil der også være gemt et bogstav. Det er en del af en gåde, som man kan løse og sende ind for at være med i jagten på præmier.

Vi kan lige så godt afsløre det nu: Der er 28 vinduer med i årets udgave af Levende Låger. 

Hvorfor 28 og ikke 24? Tja – hele året har jo været usædvanligt på mange måder ... så denne gang er der altså 28 Levende Låger til jul!

I en tid før corona ... ikke mindre end 224 personer deltog, da 4.-klasserne fra Store Magleby Skole lavede luciaoptog den 13. december 2018. Arkivfoto.
I en tid før corona ... ikke mindre end 224 personer deltog, da 4.-klasserne fra Store Magleby Skole lavede luciaoptog den 13. december 2018. Arkivfoto.

Gå på vindues-skattejagt

Hvis man frisk på at kombinere en tur rundt i byen med en sjov vindues-skattejagt, kan man hente en deltagerseddel i en af følgende butikker: Laura Ella på Badstuevælen eller Karl og Kalinka på Kongevejen 23.

Skulle man miste sin seddel, kan man selvfølgelig hente en ny de samme steder.

Man kan også få en print-selv-pdf ved at henvende sig til os via e-mail til
levendelaager@gmail.com

Når sedlen er udfyldt, skal den afleveres i postkassen på Kongevejen 8 – hos Nanné. Man kan kun deltage én gang pr. person – men selvfølgelig kan alle i husstanden deltage hver for sig.

Følg med i Dragør Nyt 

I løbet af december måned vil man løbende kunne se en række af de deltagende vinduer præsenteret her i Dragør Nyt. 

De mange vinduer vil komme til at fortælle smukke, sjove, finurlige og forunderlige historier – så selvom man ikke ønsker at deltage i skattejagten, vil der stadig være mange gode grunde til at tage en gåtur gennem den gamle by i julemåneden.

Udtrækning af vindere

Søndag den 27. december i Dragør Bio – lige inden børneforestillingen kl. 14 – udtrækkes vinderne af »lågejagten« – og vi tør godt love, at vi har gode præmier til såvel store som små, unge som gamle – og til både kvinde og mænd.

Man behøver ikke være til stede under trækningen – vinder man, får man direkte besked. Desuden vil vinderne blive offentliggjort her i Dragør Nyt samt på vores facebookside Levende Låger i Dragør.

Som altid opfordrer vi alle i den gamle by til at gøre vinduer og udearealer hyggelige med lys og pynt, så alle, der tager en spadseretur gennem byen, får en hyggelig oplevelse.

Med venlig hilsen
Bente, Hanne, Helle, Klaus, Marchen, Nicolai, Ole og Søs
Holdet bag Levende Låger

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk