Jytte Hahn Ohrt fra Lions Drag­ør med den nye kalender.
Jytte Hahn Ohrt fra Lions Drag­ør med den nye kalender.

Lions årskalender er på gaden

Fotograf Edita Kristensen, der står bag årets billeder i kalenderen med titlen »Dragør naturen og sundet«, har fanget motiverne på gåture 

Edita Kristensen har et godt øje for magiske øjeblikke i naturen, og så er hun tilmed god til at nå at fange dem med kameraet – til glæde for mange andre. 

»Når jeg tager ud og går en tur med hunden, så er der pludselig noget, der fanger mig. Noget i græsset, i træerne eller på himlen,« fortæller Edita Kristensen. Og når små, magiske ting sker i naturen, hvad enten det er en sky på himlen, der tilfældigvis ligner en hundehvalp, eller et par insekter, der er i gang med at parre sig på en grafisk meget smuk facon, så er Edita Kristensen rådsnar nok til at finde sin smartphone frem og fange det særlige øjeblik. 

Edita Kristensen kommer oprindelig fra Litauen. Hun flyttede til Danmark i 2007 – det var kærligheden, der trak. »Jeg begyndte helt forfra i et nyt land. Jeg gik i skole, jeg lærte dansk, og jeg fandt arbejde,« fortæller hun. 

I dag er Edita Kristensen regnskabsmedarbejder, så fotografiet har ikke noget med hendes profession at gøre.

»Det blev en hobby for mig at fotografere i 2014. Jeg er naturmenneske og har gået lange ture i Kongelunden og ved vandet. Jeg så andres naturbilleder på Facebook, og hvordan de lavede flotte billeder,« lyder det fra Edita Kristensen, der tilføjer: »Det vil jeg også lære, tænkte jeg, og begyndte at eksperimentere.« 

Edita Kristensen var i mange år bosat i Dragør/Søvang – men flyttede tidligere i 2021 til Midtjylland, så nu er det blandt andet motiver fra Gudenåen, der fanges.

Kalenderen

Lionsmedlemmerne er i øjeblikket på vej rundt til så mange husstande som muligt for at sælge kalenderen med 12 smukke billeder fra Dragør. Herforuden sælges kalenderen også fra en række salgssteder i Dragør – listen af disse salgssteder findes i sidste uges nummer af Dragør Nyt.

Alle indtægter fra salget går direkte og ubeskåret til velgørenhed – til Kirkernes Menighedspleje, Dragør Bio og Omsorgscenteret Enggården med flere.

Yderligere information på dragoer.lions.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk