Kirsten Tønnesen skildrer livet i Dragør med en skæv streg.
Kirsten Tønnesen skildrer livet i Dragør med en skæv streg.

Livets gang i Dragør

Kirsten Tønnesen udstiller sine underholdende værker

Af Mikael Sonne

Fredag den 10. starter Kirsten Tønnesen sin udstilling i Dragør Havnegalleri, Strandlinien 17, med fernisering.

Nogle vil måske kunne nikke genkendende til de billeder Kirsten Tønnesen har brugt til at kommentere og illustrere »livets gang i Dragør«.

Det er mest i Dragør og på det øvrige Amager, at hun finder sine motiver – og en god bænk eller café, hvor hun kan sidde og tegne skitser. Kirsten Tønnesen bruger tegning og maling til at lære steder bedre at kende. Hun synes også, det er dejligt at tegne noget, som viser hvad andre holder af – noget, som hun dermed også kan lære at kende og holde af.
Kirsten Tønnesens farfar, Ejnar Tønnesen, malede i sin tid nogle Dragør-motiver, som hun også finder inspiration i at prøve at skildre, som de ser ud i dag. Det historiske der er endnu, og det der var engang, er en god kilde. Det samme er havnen og fiskeriet, og alt hvad der er knyttet til det. Måske fordi hendes far og bedstefædre var sømænd.

Kirsten Tønnesens baggrund som underviser skinner igennem i hendes tegnestil, der ofte er skæv og med finurlige og meget fortællende detaljer i motiverne. I år har hun blandt andet en række oliemalerier med på udstillingen, som for hende, stadig er et forholdsvis nyt område.

Kirsten Tønnesen er aktivitetsleder på flere af tegne- og maleholdene på Dragørs Aktivitetshus, hvor hun vejleder andre og selv får inspiration til at afprøve forskellige motiver og materialer.

Udstillingen varer til og med torsdag den 16. maj.

Hvis man ikke når at se Kirsten Tønnesens udstilling i havnegalleriet så kan man opleve hendes værker på Dragør Kunstfestival på havnepladsen den 13.–14. juli. Eller måske støde på hende i byen, når hun i godt vejr er ude med sin gamle billed-barnevogn.

Næste udstilling

Kirsten Zwick og Susan Bregenborg udstiller fra fredag den 17. til og med torsdag den 23. maj (fernisering lørdag den 18. maj fra kl. 14).

Joachim Knopp, herren yderst til højre, havde i fredags inviteret til fernisering, og denne fredag den 10. maj overtager Kirsten Tønnensens malerier væggene i Dragør Havnegalleri. Foto: TorbenStender.
Joachim Knopp, herren yderst til højre, havde i fredags inviteret til fernisering, og denne fredag den 10. maj overtager Kirsten Tønnensens malerier væggene i Dragør Havnegalleri. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk