Lukketid i den gamle by

Nu er der ikke lang tid til, at Dragør Bio lukker og slukker – for denne omgang. Søndag den 30. april er biografens sidste åbningsdag. Derfor byder Dragør Biografforening i den sidste weekend på gratis popcorn, når vises film hele dagen – både lørdag og søndag.

Efter aftale med ejeren af bygningen er det blevet muligt at vise film hele weekenden og først foretage en overlevering af lejemålet i løbet af den følgende uge.

Lukning måske midlertidig

Omkring lukningen af biografen forklarer formanden for Dragør Biografforening, Mette Jansen: »Der er ikke en fremtid for biografen under de nuværende omstændigheder med en kort lejekontrakt, hvor både bygning og teknik har brug for en opgradering. Men der skal ikke herske tvivl om, at alle i bestyrelsen ønsker og vil arbejde for, at Dragør fortsat kan have sin egen biograf. Det er en vigtig del af kulturarven i Dragør.«

Dragør Biografforening opfordrer derfor også foreningens medlemmer til fortsat at forny eller bevare deres medlemskab. Ud fra parolen »når vi er mange, står vi stærkere«, mener biografforeningen, at det vil sende et styrket signal til beslutningstagerne om, at borgerne i Dragør vil have en biograf.

Mette Jansen udtaler, at trods de triste omstændigheder p.t., så er det deres håb, at de kan starte på et nyt kapitel i biografens historie.

Lige nu pågår der et arbejde i Dragør Borgerforening, som har meddelt, at man ønsker at købe og renovere biografbygningen med den hensigt, at Dragør Biografforening kan drive biografen. Biografforeningen ser en tydelig fremtidsudsigt i dette, hvilket også er tilkendegivet over for borgerforeningen. 

Forhandling af et sådan køb vil dog være en proces mellem ejer og borgerforeningen, som biografforeningen ikke er en del af.

I mellemtiden vil Dragør Biografforening bruge kræfter på at undersøge, hvad der eksisterer af muligheder for at vise film på alternative måder, for eksempel som »Open Air«-forestillinger.

Irma lukker

Irma på Kongevejen lukker søndag den 14. maj, og i den forbindelse inviterer forretningen fredag den 28. april kl. 15–18 byens borgere på afskedskaffe. Det er naturligvis Irmas ikoniske blå kaffe, der vil blive serveret denne dag.

Butikkens personale håber at de kunder, der dagligt har mødt personalet med smil og glæde, har lyst til at kigge forbi til en hyggelig afsked.

Allerede fem dage efter biografforeningen i 2015 overtager driften af Drag­ør Bio, bliver den røde løber rullet ud.
Allerede fem dage efter biografforeningen i 2015 overtager driften af Drag­ør Bio, bliver den røde løber rullet ud.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk