Vi har modtaget:

Metaldetektorer

Ændringer i sikkerhed er nødvendig nu

Det seneste alvorlige knivoverfald mod en læge på Psykiatrisk Center på Amager må nu føre til væsentlige ændringer i sikkerheden for personalet. Alt andet vil være uforsvarligt.

Nu må fodslæbende politikere altså tage sig sammen. Også Dansk Sygeplejeråd og personalegrupper må revidere deres holdning til opsætning af metaldetektorer visse farlige steder i psykiatrien.

Det er altså uholdbart og uforsvarligt, at såvel Radikale som SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten i Region Hovedstaden igen og igen har modsat sig opsætning af metaldetektorer.

Det drejer sig fortsat om, at personalet skal have tilbudt den maksimale sikkerhed. Og det kan altså ikke ske ved, at man blot idealiserer og drømmer sig ind i en verden, som ikke eksisterer længere.

Flere drab på personale på bostæder, mord på en psykiatrisk overlæge i Glostrup, Fields-tragedien og senest knivoverfaldet mod en læge i sidste uge tydeliggør, at sikkerheden absolut ikke er god. Tværtimod.

Jeg synes, at det er sørgeligt, at der går fnidder-fnadder-partipolitik i et så alvorligt problem. Jeg er også skuffet over, at den socialdemokratiske regionsformand i Region Hovedstaden ikke træder i karakter og går forrest i kampen for vores personales sikkerhed. Det er sløseri, manglende forståelse og manglende rettidig omhu.

Folketinget har gjort det muligt for os at beslutte at opsætte metaldetektorer. Desværre har det store flertal i Region Hovedstaden ignoreret kravet fra blandt andet DF om opsætning af metaldetektorer. Ved at undlade dette spiller man hasard med sikkerheden og de ansattes liv.

Vi kan ikke længere se på en sådan skødesløshed. Politikerne må tage sig sammen – men samtidig bør Folketinget nu ændre loven, således, at opsætning af metaldetektorer ikke kun bliver en mulighed, men et lovkrav.

Det bør ske – jo før des bedre. Vi vil ikke længere se på, at personale arbejder under risikofyldte vilkår. Det er uansvarligt.

Med venlig hilsen
Finn Rudaizky (DF)
Regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk