Naturen omkring os

Dyrepasser og naturvejleder Mia Carlsen var torsdag den 16. november på besøg hos Dragør Rotary for at give et indblik i biodiversitetens kompleksitet og dens indflydelse på mennesket. 

Mia Carlsen arbejder til daglig i Sagnlandet Lejre, og hun præsenterede en grundig indføring i nøglebegreber såsom biodiversitet, økosystem, habitat og niche.

I foredraget, der foregik foran et engageret publikum, blev betydningen af biologiske hotspots og såkaldte veterantræer samt kontrasten mellem specialiserede arter og generalister belyst. Desuden blev der givet indsigt i, hvordan geografiske og klimatiske forhold påvirker biodiversitet verden over.

Et vigtigt element i foredraget var forståelsen af Danmarks naturlige historie. Mia Carlsen beskrev her landets udvikling siden sidste istid, naturens evolution op til landbrugets fremkomst og landbrugets radikale indflydelse på landskabet.

Afslutningsvis fokuserede Mia Carlsen på Dragør Kommunes initiativer og fremtidige planer for bevarelse af biodiversitet og gav herefter praktiske råd om, hvordan man kan fremme biodiversitet i egne hjem – lige fra altanen til haven, og meldingen fra Dragør Rotary lyder, at foredraget affødte livlig diskussion.

Mød erhvervs- og turismekonsulent

Torsdag den 30. november mødes Rotary-medlemmerne igen på Dragør Strandhotel. 

Her er det Charlotte Brendstrup, der vil fortælle om sine tanker vedrørende fremtidens turisme og erhverv i Dragør.

Se annoncen på side 2.

Mia Carlsen holder foredrag på Dragør Strandhotel. Foto: TorbenStender.
Mia Carlsen holder foredrag på Dragør Strandhotel. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk