Nyt fra Dragør Boldklub:

Nederlag til bundhold på udebane

Der er sket ting og sager i Rødovre i vinterpausen

Af Henrik Rosschou

Dragør Boldklubs førstehold (DB) tog lørdag turen til Rødovre, hvor de skulle møde serie 1’s bundhold, der blot fik tilspillet sig et enkelt point i alle efterårets kampe. Sidst DB mødte Rødovre, vandt Dragør-klubben 4–0 på hjemmebane.

I vinterpausen er der dog sket ting og sager i Rødovre. Og i foråret er der vendt op og ned på klubbens præstationer. Rødovre har med sejren over DB nu vundet tre af de fem opgør i foråret, og klubben har pludselig fået kontakt til de andre bundhold i serie 1.

Der venter formentlig det stærkt forbedrede Rødovre-mandskab flere sejre inden sæsonafslutningen i juni, og fra, hvad der ved vinterpausen lignede en stensikker nedrykning, er der for alvor kommet spænding i bunden af rækken.

Tam indledning

DB skulle mod Rødovre forsøge at holde forspringet på tre point til Bispebjerg BK og samtidig holde snor i topholdet Kastrup BK, der har været stærke hele sæsonen.

1. halvleg var en tam affære fra begge hold. DB-mandskabet ville gerne, men Rødovre stod meget kompakt på midten og i forsvaret, og det gjorde svært for DB at tilspille sig åbne målchancer.

DB byggede spillet op nede fra egen zone og ventede på den rigtige mulighed for at sætte angrebet ind. Men det var vanskeligt, så kanterne skulle udnyttes for at komme runde om Rødovre-forsvaret.

Først efter et kvarters spil fik DB det første hjørnespark. Nikolaj Strandby spillede via Tobias Riber frem i Rødovre-feltet, hvor Mads Lund forsøgte sig med en afslutning. Hjemmeholdets målmand kom i vejen, og bolden gik ud over baglinjen. Hjørnesparket var ligesom det meste af 1. halvleg – en fuser!

Rødovre fik slået kontra oven på et DB-angreb efter 19 min. Julius Krüger missede en aflevering, som blev opfanget af en Rødovre-spiller – og så var der en kontramulighed. Krüger forsøgte at gøre skaden god igen, men tacklingen. der kom bagfra, blev takseret til frispark. Rødovre fik dog ikke udnyttet scoringsmuligheden. Hjemmeholdet var for ineffektive.

Spillet flyttede sig frem og tilbage, men der var ingen åbne målchancer.

Selvom der ikke kom mål, var der alligevel drama for alle pengene. Hector Uhl, som har spillet sig ind på holdet, havde en hård dag på banen. De store rødovrespillere var ikke nemme at komme rundt om – og efter 36 min. blev Hector Uhl ramt i ansigtet. En hånd på næsen kostede næseblod og udskiftning. Det blev Mathias Rahbek, der kom på banen i stedet for Hector Uhl.

DB kunne gå til pause med et overtag i spillet – men afslutningerne manglede.

Marcus Donnelly blev på bænken efter pausen – ind kom Sebastian Matz.

DB-keeper Mads Glæsner i kamp om bolden.
DB-keeper Mads Glæsner i kamp om bolden.

Hårdt spil i 2. halvleg

2. halvleg fik et helt andet udtryk end de første 45 min. Det var, som om Rødovre-spillerne smed fløjlshandskerne og ville presse DB tilbage med hårdt spil.

Det var dog alligevel DB, der fik det første gule kort efter kun fire minutter i anden halvleg. Midt på banen satte Julius Krüger en tackling ind på benet af en modspiller. Dommeren takserede frisparket til et gult kort og en 10 min. udvisning.

Lad det være sagt; rødovrespillerne fik ingen gule kort i kampen overhovedet, selv om deres tacklinger på tidspunkter var værre, end den Krüger begik. Nikolaj Strandby blev bl.a. tacklet hårdt kun få min. senere, men der var ingen reaktion fra dommeren.

Rødovre bragte sig foran 1–0 efter 52 min. Scoringen faldt efter et hjørnespark, hvor DB-forsvaret ikke fik fat i bolden. Tæt under målet blev bolden headet i kassen. Rødovre udnyttet effektivt deres chance i overtalsspillet.

Kort efter diskede DB-keeperen Mads Glæsner op med en fantastisk dobbeltredning inde på stregen, som forhindrede rødovreholdet i endnu en scoring.

DB skiftede Albert Kindberg ind efter 55 min. – ud gik Peter Ursin. Ursin kom tilbage på banen som erstatning for Nikolaj Strandby.

Mathias Rahbek, som erstattede Hector Uhl i 1. halvleg, blev taget ud efter godt en times spil. Uhl havde fået styr på næsen, og Rahbek fik en lille skade i 2. halvlegs hårde tacklinger.

Drama på drengen

Den sidste del af 2. halvleg blev en dramatisk affære. Mads Lund led en hård skæbne efter at være sendt godt af sted af Frederik Frost, som nemt havde taget bolden fra en modstander. Lund løb i angrebsposition, og Frost spillede en lang bold frem i hullet. Lund, der noget tvivlsomt dømt offside, spillede som fairplay bolden tilbage til Rødovres keeper. Men hvad gjorde rødovremålmanden så? Ja, som tak, sparkede han bolden op i Lunds »nedre region« – og den unge DB-spiller kollapsede. Gult kort for dårligt fairplay? Nej da! Mads Lund måtte en tur ud på bænken. Han blev erstattet af Marcus Donnelly.

Hårdt presset bagfra header Marcus Donnelly bagud.
Hårdt presset bagfra header Marcus Donnelly bagud.

Der var mere drama efter 76 min. Tobias Riber modtog midt på banen en aflevering fra Albert Kindberg. Riber kom i nærkamp med en modstander, og bolden kom tæt på sidelinjen. Rødovrespilleren kom foran Riber. Frost hjalp til fra modsatte side for at rydde op. Uheldigt rammes rødovrespilleren i baghovedet, og han måtte udgå med en blødning fra baghovedet. Dommeren takserede situationen til et gult kort til Frederik Frost!

Efter 84. min. var der mere voldsomt spil. Marcus Donnelly modtog en aflevering fra Peter Ursin og satte fart frem i venstre side af Rødovres banehalvdel. Donnelly blev tacklet direkte på anklen og faldt med smerter om på græsset. Dommeren så dog anderledes på situationen – fra en position, hvor han ikke kunne se, hvad der egentlig skete. I stedet for at give gult kort til rødovrespilleren gav dommeren DB’s træner, Janus Krüger, gult kort for at protestere over dommerens kendelse.

To min. efter tog Peter Ursin et frispark fra venstre side af Rødovres banehalvdel. Indlægget blev sendt langt til Albert Kindberg, som med besvær fik headet på mål. Rødovres målmand fik fat i bolden og ville sætte spillet hurtigt i gang. Målmanden tabte imidlertid bolden, men samlede den op igen i hænderne i feltet. Dette var en ulovlig handling – og dommeren så det! DB fik tilkendt et indirekte frispark i Rødovres straffesparksfelt. Der var store protester fra rødovrespillerne, men denne gang havde dommeren ret.

Ursin tog frisparket, som han sendte kort bagud til Donnelly, der afsluttede direkte i Rødovres mur – som stod mindre end de krævede 9 meter fra bolden. DB fik ikke udnyttet chancen, og Dragør-holdet måtte til sidst tage til takke med et 1–0-nederlag.

DB burde have vundet kampen, men når man ikke kan udnytte mulighederne, så ender det galt.

Kastrup BK trækker fra

Trods DB’s nederlag til bundholdet mistede DB ikke 2.-pladsen i serie 1. Kastrup BK udbyggede dog forspringet til DB til ni point, da de på udebane slog IF Føroyar 3–1. Bispebjerg BK scorede to gange i overtiden og fik dermed vendt deres kamp mod CSC til en 2–1-sejr. Dermed er de nu a point med DB.

BK Hellas tabte 0–1 til HB, og BK Vestia tabte ligeledes hjemme til Nørrebro FF. Denne kamp sluttede 0–2.

Både Jægersborg BK og ØFK tabte 1–2 til henholdsvis Østerbro IF og Frederiksholm Sydhavnen.

Kommende kampe

DB spiller lørdag den 27. april kl. 12 mod Jægerborg BK på hjemmebane.

HoldKampeMålscorePoint
1Kastrup BK1861–2048
2Dragør BK1853–2939
3Bispebjerg BK1849–2339
4HB1839–3234
5Frederiksholm Sydhavnen1831–2426
6Jægersborg BK1730–3326
7CSC1830–3324
8IF Føroyar1732–3123
9BK Hellas1841–4422
10BK Vestia1825–4320
11Nørrebro FF1833–3920
12Østerbro IF1829–4714
13ØFK1826–5310
14Rødovre1825–5310

 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk