Vi har modtaget:

Nedsmeltning af lokalarkivet

Ingen vil tage ansvar

For ca. halvanden år siden blev det besluttet at reorganisere Historisk Arkiv Dragør. Og de ni frivillige blev midlertidigt forment adgang til arkivet. Der blev forelagt en ret detaljeret plan for reorganiseringen, som skulle være tilendebragt sidste efterår. Men siden er intet sket!

Jeg har ikke selv været aktiv i arkivet, men har som pårørende til en af de frivillige – min hustru Hanne – stået på sidelinjen og iagttaget det, jeg vil kalde dybt tragisk for Dragør.

Jo, jeg er part i sagen og ved, at arkivlederen har en anden opfattelse af situationen. Men det er for let for beslutningstagerne i Dragør at gemme sig bag synspunktet:

»Ja, det er tragisk, at lokalarkivet er nedsmeltet, men der er jo forskellige opfattelser af hvorfor.«

Arkivledelsens opfattelse står altså overfor de ni frivilliges opfattelse. Det er en mod ni, hvilket vel må være god nok grund til at bore i sagen og sikre, at sagen belyses sagligt. Det har man ikke rigtig gjort politisk.

Lisbeth Dam Larsen har dog skrevet om situationen i sidste nummer af Dragør Nyt (nr. 24, side 10, red.). Jeg kan til fulde støtte hendes ord. Læs indlægget!

Tak er kun et fattigt ord

De ni frivillige har gennem mange år knoklet med lokalarkivet. Men Dragørs tidligere nærmest landskendte lokalarkiv fungerer ikke længere. Man modtager ikke arkivalier, og man har stort set ingen besøgende.

Det, der er tilbage, er det smukke tidligere Dragør Rådhus på Stationsvej. Lokalarkivaren er stort set den eneste, der har sin gang på stedet. Foreningernes hus, som kommunalbestyrelsen vedtog i 2020, står gabende tomt.

Det er efter min mening dybt tragisk, at Dragør på den måde har nedsmeltet sit lokalarkiv.

Særligt beklageligt er det, at man faktisk fra Museum Amagers side på et tidspunkt havde indhentet kvalificeret rådgivning i forsøget på at finde en løsning. Disse råd er desværre ikke fulgt.

Og det er lige så tragisk, at Dragør, der ellers praler af sin frivillighedspolitik, har afviklet de ni dedikerede og kompetente frivillige, der har lagt tusindvis af arbejdstimer på arkivet. De frivillige er blevet rigtig dårligt behandlet, og jeg ved, at flere af dem er gået psykisk ned af hele situationen.

Selv mener de frivillige, at man har gjort arkivet og Dragør en tjeneste ved at støtte op om vores historie. Og arkivet har haft stor opbakning fra Dragørs borgere. Der er blevet indsamlet vigtige historiske arkivalier, og de frivillige har gjort, hvad de kunne for at tage godt imod borgerne. Og hvad er så takken – fyret!

Jeg er sikker på, at hvis det havde været et almindeligt ansættelsesforhold, så havde sagen været guf for Arbejdstilsynet. Men frivillige kan man åbenbart gøre med, hvad man vil.

Jeg synes, at Dragør Nyts læsere må bede om en redegørelse for de sidste halvandets års nedsmeltning af lokalarkivet. Det må kræves af vores politikere. Og også arkivets administrative ledelse, Museum Amagers leder samt arkivaren fra lokalarkivet må forklare sig. I den forbindelse må der redegøres for, hvordan Dragørs borgere kan have tillid til, at allerede afleverede arkivalier til arkivet er sikret bevaring, og hvordan borgerne kan få adgang til disse arkivalier.

Borgerne må kort og godt have at vide, om man overhovedet er interesseret i fortsat at have et lokalarkiv i Dragør – om man fortsat vil modtage arkivalier, og om hvordan man kan aflevere disse til arkivet tillidsfuldt.

Endelig savner jeg Dragør Kommunes kommentarer til, hvordan man i lyset af kommunens frivillighedspolitik kan tillade, at ni frivillige er blevet behandlet, som tilfældet er. Og husk. Tingene kan gøres om.

Lad os takke alle de mange frivillige hænder, der gennem mange år har holdt vores historie levende – og så i øvrigt bede dem fortsætte arbejdet.

Med venlig hilsen
Axel Bendtsen
Lodsstræde 4A

Seneste debat

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?