Indehaver af Geist Karsten »Lauge« Laugesen og optiker Ina Christoffersen.
Indehaver af Geist Karsten »Lauge« Laugesen og optiker Ina Christoffersen.

Ny Geist på Kongevejen

Af Rasmus Mark Pedersen

Hvordan sørger man for nænsomt at forny en brillebutiks sjæl? Den opgave har Karsten Laugesen (Lauge) sat sig for at løse – og i denne uge kan Dragørs borgere være vidne til resultatet: RS Optik genåbner i nye klæder som Geist. 

Samme ejer, samme sans for kvalitet og samme lyst til et godt tilbud. Men med en hel masse nyt på plakaten alligevel. Ambitionen er simpel: At lave verdens bedste brillebutik i Dragør. 

Lauge – som Karsten mest bliver kaldt – gør, hvad han kan for at klare de sidste forberedelser til genåbningen. Væggene har fået en smart grønlig nuance, og inventaret er blevet gentænkt. 

Men naturligvis med respekt for butikkens særlige historie. Det er også det første, Lauge påpeger – uden den tidligere ejer, ingen butik. 

Lauge fungerede nemlig oprindeligt som leverandør og styrer af varelageret for den tidligere ejer, Rie Sørensen. Så på den måde er han ikke den typiske optiker. 

Men der er heldigvis gode kræfter til at tage sig af det øjenfaglige, så Lauge kan koncentrere sig om at finde de helt rigtige brillestel. Geist har den erfarne optiker Ina Christoffersen bag disken. Hun har boet på Amager det meste af sit liv og gør, hvad hun kan for at skabe den gode kundeoplevelse.

Balance i hverdagen

Det var samme ånd, Rie Sørensen i sin tid havde, og det var netop deres samarbejde, der banede vejen for Lauges overtagelse af butikken. For Rie Sørensen ville ikke sælge til hvem som helst.

»Hun var sådan lidt – hun ville ikke give hendes lille baby til nogen, som hun ikke syntes om,« fortæller Lauge, der virker tydeligt glad for, at han blev betroet den tillid.

Eller det vil sige – det var han i hvert fald, lige da han havde overtaget for tre år siden. For ingen kunne have forudset de strabadser, der lå forude.

En ting var corona-epidemien. Den var naturligvis en kæmpe udfordring i sig selv med mangel på kunder og coronatiltag i butikken.

Men samtidigt betød det også et farvel til Lauges medejer, som egentlig skulle være mest i butikken. Lauge bor nemlig på Fyn, og med to unger i huset hver anden uge har det været en udfordring samtidigt at være nok i butikken på Kongevejen.

Så selvom planen fra starten var, at Lauge mest skulle sørge for det strategiske, så er det ikke endt sådan. Heldigvis for både Lauge, børnene og kunderne i butikken er der balance mellem familieliv og arbejdsliv, så genåbningen som Geist kan få fuldt fokus.

Nyt navn og fornyelse

Og hvordan bliver man så verdens bedste brillebutik i Dragør? Jo, for Lauge har det indlysende svar været at søge svaret hos kunderne selv.

Han lavede en dag med en professionel facilitator, hvor nogle kunder var med i en workshop og gav deres helt ærlige holdning til butikken.

Der kom nogle sandheder på bordet, som har gjort, at Lauge er gået i gang med den fornyelse, der ses i butikken i dag. Han håber ikke, det skræmmer de gamle kunder væk, men idéen er naturligvis også at invitere nye ind i de hyggelige lokaler.

En kunde, der var ude af stand til at deltage i workshoppen, tog sig tid til at skrive en lang, konstruktiv e-mail, som påvirkede Lauges perspektiv og fremtidige planer. Men han var hård.

»Han skrev, at han synes, vi havde tabt kampen, og at vi fremstod som at være lidt kedelige og lidt gammeldags,« fortæller Lauge. »Og det gjorde ondt!«

Men trods den barske feedback tog han det ikke som en fornærmelse, men som en mulighed for at forbedre. Han tog det næste skridt og snakkede i lang tid med kunden for at lære mere om, hvordan butikken kunne forbedres.

En ting, som de fleste har peget på, er navnet. For workshoppen viste, at butikken sådan set har de rigtige varer på hylderne, og at kvaliteten i den grad er i orden, samtidig med, at flere er overraskede over, at priserne ikke er højere. Men det indkapslede navnet ikke rigtigt længere. Derfor måtte RS Optik skiftes ud. Og ind kommer så i stedet for: Geist.

Det skal signalere ny energi og vilje til at ville hjælpe kunderne. Igen spurgte Lauge ud i sit netværk, og der var en af hans kammerater, der arbejder i et reklamebureau, der svarede: Zeitgeist.

Altså tidsånd – det med at følge tidens tendenser. Det var lige tysk nok for Lauge, men Geist hang ved. Og selvom han stadig mangler at give den flaske gin, som han havde lovet sin kammerat for navnet, så bliver det altså taget i brug nu.

Karsten Laugesen gør klar til opsætning af det nye skilt.
Karsten Laugesen gør klar til opsætning af det nye skilt.

Lauge har nemlig forelsket sig i idéen om at signalere, at man både har ånden fra Rie Sørensens butik, samtidig med at man følger moden og har de moderne brillestel, så man ikke behøver køre til København for at opleve de smarte briller.

Aktiv del af lokalsamfundet

En anden ting, som butiksindehaveren har fået ud af workshoppen, er, at butikken altid vil forandre sig lidt. Han ser alt for ofte, at mange detailhandlere bliver glade for et koncept og så holder fast i det for længe. Derfor bliver butikken ikke så stationær.

Det betyder at inventaret kan flyttes om, og at brilledisplay kan flyttes rundt, så faste kunder også får følelsen af at være kunde et sted, der følger med tiden. Stellene bliver også jævnligt skiftet ud, så der er nyt at kigge efter hver måned.

»Jeg vil gerne skabe et sted, hvor folk kommer, ikke kun for at købe briller, men også for at have en god oplevelse. Jeg tror på, at hvis vi giver folk en god oplevelse, vil de komme tilbage og købe flere briller,« forklarer Lauge.

En tredje vision, som han håber bliver tydelig, er, at han gerne vil have, at borgerne får øjnene op for, at Gejst er en aktiv del af vores lokalsamfund.

Lauge selv har været stærk fortaler for at fremme lokale indkøb i byen. Så borgere i Dragør handler i Dragør og ikke tager under tunnelen med sine penge.

»Vi kan ikke bare sidde og tude, vi skal også være gode nok til, at de vælger at blive her,« siger han med overbevisning og forklarer glæde-strålende om en kunde, han havde tidligere i dag, som før var taget til København for at handle i en af de fancy brillebutikker, men nu var glad og fornøjet med det, som Geist kan præsentere.

Lauge værdsætter stærkt fællesskabet og inklusionen i Dragør. Han ønsker at skabe en følelse af fællesskab og samhørighed i sin butik. Han vil, at folk skal føle, at de er en del af noget større, når de træder ind i Geist. Derfor er en del af butikkens motto også at have god tid til kunderne.

Brugte briller

I en tid, hvor bæredygtighed og genbrug er i fokus, er Lauge også trådt frem med et innovativt koncept: Geist Green. Det handler om at købe og sælge brugte briller. Alt for tit ryger gamle brillestel nemlig ud, når synet skifter.

Hvis Lauge ikke selv kan lide stellet, så køber han det ikke retur for at sælge det igen, men vil i stedet for sende det til Afrika. På den måde sørger han for, at stellene i Geist Green lever op til de samme høje standarder som resten af butikken, mens han og hans kunder samtidigt kan gøre noget godt andre steder i verden.

Lauge er overbevist om konceptet og har allerede modtaget positivt feedback, fordi folk er helt med på, at vi ikke bare skal smide ud, men bliver nødt til at genbruge. Og så er det også en mulighed for at få nogle virkelige kvalitetsstel til en billig penge, som Lauge fremhæver.

I butikken sørger de for at polere stellene op, sætte nye næseklemmer på og gøre dem så gode som nye. På den måde kan stellene leve meget længere, end de gør i dag.

Koncepterne er med andre ord på plads frem til den store genåbning torsdag den 25. maj. Men spørgsmålet er, om butikken også bliver det. Lauge knokler i hvert fald, hvad han kan for at få det til at ske.

Da interviewet her bliver lavet, mangler det nye Geist-skilt stadig, ligesom en bænk i vinduet, hvor man vil kunne sidde og drikke sin kaffe, også mangler det sidste touch. Om det når at blive klar, må man altså selv ned i butikken for at opleve.

Der ankommer nye stel til butikken hver måned, og derfor er der altid nyheder på hylderne.
Der ankommer nye stel til butikken hver måned, og derfor er der altid nyheder på hylderne.
Butikken er blevet malet, og der er kommet nyt inventar.
Butikken er blevet malet, og der er kommet nyt inventar.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk