Torsdag den 6. april fra kl. 8–18 vil en stor del af trafikken i det markerede område her på kortet være gjort ensrettet, og i sammen tidsrum vil ruten for buslinje 33 også være omlagt.
Torsdag den 6. april fra kl. 8–18 vil en stor del af trafikken i det markerede område her på kortet være gjort ensrettet, og i sammen tidsrum vil ruten for buslinje 33 også være omlagt.
Nyt fra Amager Cykel Ring:

Stort cykelløb skærtorsdag

Trafikken vil fra kl. 8–18 være omlagt flere steder

Skærtorsdag – den 6. april – afholder Amager Cykle Ring sit traditionsrige cykelløb med deltagere i alle aldre fra alle dele af landet.

Det officielle cykelløb på Amager har været et af sæsonens højdepunkter for både børneryttere og landets absolutte elite i mange år.

I år er løbet, der er sæsonens første landevejsløb øst for Storebælt, flyttet til påsken, så flere kan være med. 

Klassisk rundstrækning

Ruten, der snor sig rundt på de smukke amagerkanske landeveje, er lagt i en klassisk rundstrækning med både start og mål i Kongelunden, hvor mange af de store amagerryttere har trådt deres barnepedaler. 

Ruten går ad Nøragersmindevej, Tømmerupvej og Englandsvej til Store Magleby og Søvang som omdrejningspunkt – og med opløb i Kongelunden.

I forbindelse med cykelløbet vil der ske omlægning af trafikken torsdag den 6. april fra kl. 8 til 18 på dele af Sydamager. Det betyder blandt andet, at ruten for buslinje 33 vil være omlagt på dagen.

Cykelløbet begynder med de yngste klasser fra kl. 8 og slutter med herrernes A-felt, der forventes i mål lidt efter kl. 17. I dette tidsrum vil ruten (bortset fra Englandsvej) være ensrettet. Der vil være trafikofficials ved alle kritiske punkter.

Bestyrelsen i Amager Cykle Ring vil gerne herigennem sende en tak til samarbejdspartnerne fra politiet samt Dragør og Tårnby Kommuner – og samtidig på forhånd også sende en tak for forståelsen til de berørte borgere og trafikanter på Amager.

Store stjerner

Sidste års mest vindende rytter på dansk grund, Rasmus Bøgh Wallin, der som juniorrytter kørte i Amager Cykle Ring, stiller til start sammen med holdkammeraten på holdet Restaurant Suri-Carl Ras Magnus Bak Klaris, der har trådt sine første løbskilometer som amagerrytter, og som fungerer som konsulent og træner for Amagers licensryttere i dag.

Begge ryttere er i øvrigt kommet flyvende fra start i år. Ude i den store verden er deres navne allerede skrevet ind i topplaceringer; Rasmus Bøgh Wallins med en sejr på den græske ø Rhodos, og Magnus Bak Klaris’ med en andenplads i fjerde etape af det hollandske løb Olympia Tour.

Også kørere fra den danske elite ventes at være samlet til løbet. Navne såsom Michael Mørkøv og Matti Breschel har tidligere gæstet løbet, og denne gang er der håb om deltagelse af andre store stjerner. Amager Cykle Rings elitehold, Team CO:Play Giant, som i øjeblikket er landets mest vindende hold, stiller med fuldt hold.

Flere kvinderyttere

På kvindesiden er der virkelig vækst i antallet af ryttere hos Amager Cykle Ring, som forventer at stille med et stærkt hold.

Tidligere verdensmester Amalie Dideriksen, som er opvokset på Amager – og i cykelringen, har ofte deltaget i løbet.

Men i år vil hun formentlig være i gang med forberedelserne til brostensklassikeren Paris-Roubaix.

Hun indledte året på cykelbanerne, hvor hun blandt andet er blevet nummer fire i omnium ved EM, og senere har høstet succes i Nations Cup i Egypten.

Amager Cykel Ring kører stort løb på Amager i påsken. Arkivfoto: TorbenStender.
Amager Cykel Ring kører stort løb på Amager i påsken. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk