DB lider et skuffende 4–1-nederlag til Jægersborg BK, der inden kampen lå og dannede bundprop i serie 1.
DB lider et skuffende 4–1-nederlag til Jægersborg BK, der inden kampen lå og dannede bundprop i serie 1.
Nyt fra Dragør Boldklub:

Hårdt presset program

12 dage og hele fem kampe er, hvad spillerne fra Dragør Boldklub, inden ugen er omme, kan hakke af i kalenderen

Kampe i serie 1; tirsdag den 2., lørdag den 6., onsdag den 10., lørdag den 13. maj – og så lige en pokal-kamp torsdag den 4. maj – er, hvad spillerne på Dragør Boldklubs 1.-hold (DB) den sidste uges tid har kunnet se frem til i en travl fodboldkalender.

Jægersborg BK–DB 4–1

DB har været ubesejret i serie 1 i foråret – lige indtil forrige tirsdag aften hvor holdet på Gentofte Sportspark løb ind i Jægersborg BK (JBK) – ligaens absolutte bundhold.

Det blev ikke de tre point, DB-spillerne havde sat næsen op efter, så holdet kunne mindske afstanden til de to tophold.

JBK kom foran efter kun fire min., da et frispark fra kanten af feltet blev sat direkte i mål uden for Mads Glæsners rækkevidde. Og så tog en »bjergetape« for DB sin begyldelse.

DB’s nye angriber, Marcus Donnelly, blev efter 11 min. spillet frem i JBK-feltet. Efter en dribletur med hæl, tå og to JBK-spillere fik han spillet sig fri i straffesparksfeltet – kun for at blive nedlagt af to hænder i ansigtet. Straffe? Nej ... dommeren lod spillet fortsætte.

Det skabte stor frustration hos DB’s trænerteam – en frustration, som endte med, at dommeren kaldte træner Kim Damkær til »kammeratlig« samtale.

Første del af bjergetapen blev i ikke helt så stejl. Marcus Donnelly fik bragt balance i regnskabet efter 17 min. Lucas Frederiksen tog sig af et DB-hjørnespark i højresiden. Bolden blev forsøgt sparket væk, men en JBK-spiller fik sparket bolden op på egen hånd. Selvom dommeren her stod i »skyggen«, dømte han straffespark til DB. Marcus Donnelly satte roligt bolden i mål og udlignede til 1–1.

JBK lod sig dog ikke slå ud, for efter 22 min. kom de foran 2–1 på et angreb med to afslutninger, hvor den sidste sad klokkerent i målet.

DB havde overvægt i spillet og fik efter 33 min. fremtvunget et nyt straffespark. Spillet kørte bredt foran JBK’s mål. Bolden endte hos Victor Dyhl, som forsøgte at sende et indlæg ind foran målet, men bolden gik ud til hjørnespark. Lucas Frederiksen lagde hjørnesparket ind over, JBK fik spillet bolden ud på midten. Victor Dyhl fik fat i bolden. Han spillede ud til højre, hvor Lucas Frederiksen atter sendte bolden ind foran mål. Her lå Kim Have, som blev tacklet hårdt. Dommeren dømte straffespark til Have og DB. Marcus Donnelly blev igen sat til at eksekvere, men denne gang gik bolden med et drøn over mål. Herefter blev bjergetapen for alvor stejl.

JBK appellerede for at straffespark efter 36 min. Bolden blev spillet godt ind i DB-feltet, hvor Glæsner kom godt ud og liggende fik bokset bolden væk. En JBK-spiller faldt over Glæsner, men dommeren afviste apellerne for straffespark.

I alt var det en tempofyldt første halvleg, hvor JBK fik lov til at forstyrre DB’s fremadrettede spil. Eller måske var DB bare ikke i det rigtige spilhumør!

I pausen blev der foretaget tre indskiftninger. Patrick Sandby, Mathias Rahbek og Jacob Heinsøe kom på banen – ud gik Marcus Donnelly, Lucas Frederiksen og Tobias Damkær.

JBK fik efter 51 min. tildelt et straffespark – igen for hånd på bolden. JBK gjorde det sikkert til 3–1.

Tre straffespark i samme kamp – to dømt for hånd på bolden! Skal man til at spille uden arme?

Kasper Walker blev taget ud efter 60 min. Han blev erstattet af Marcus Donnelly, der kom tilbage på banen.

Det var JBK, som fik sat DB under pres i store dele af anden halvleg. Lige meget hvordan der blev dirigeret fra bænken, kom DB ikke helt tæt på i anden halvleg.

DB forsøgte også med lange bolde fra midten ind i JBK-feltet, men lige meget hjalp det.

Kim Have blev skiftet ud efter 73 min – ind kom Lucas Frederiksen. Kort efter gik Dyhl ud, og ind kom Kasper Walker.

Efter 80 min. blev JBK reduceret til ti mand, men det forhindrede dem ikke i at fortsætte deres spil fremad.

Mads Glæsner måtte hive endnu en stor redning op af posen efter 81 min., men kun for at se JBK afslutte kampen med en coringen til 4–1 efter 89 min.

Det blev aldrig en køn kamp af de to hold. Havde DB udnyttet sit andet straffespark og udlignet til 2–2, var kampen måske endt anderledes.

»Vi burde havet gået til pause med en føring,« lyder det fra de to trænere, Kim Damkær og Janus Krüger-Larsen, der begge mener, at DB havde masser af chancer og var i nogenlunde kontrol.

»Desværre er vores clearinger dårlige, og det bliver straffet af et hurtigt og teknisk stærkt hold. Anden halvleg bliver noget rod, og vi formår ikke at sætte dem under pres. De chancer, vi skabte, blev misbrugt, og derfor blev kampen aldrig rigtig spændende,« fortæller det skuffede trænerteam efter kampen.

Sejr i pokalen uden kamp

Torsdag den 4. maj, blot to dage efter ovenstående nederlag, skulle DB spille mod serie 5-holdet NV FK Herman på udebane i Københavns nordvestkvarter. Kampen blev dog aflyst, og DB gik videre i pokalturneringen – og fik sig tilmed en fridag inden lørdagens kamp.

Dragør BK–Bispebjerg BK 1–1

DB skulle lørdag den 6. maj op på hesten igen og forsøge at revanchere det forsmædelige nederlag til JBK tidligere på ugen. Det skulle gå ud over Bispebjerg BK (BBK), som DB knebent vandt over med 1–0 i efteråret.

I lørdagens kamp var der debut til Daniel Nielsen, mens Frederik Glendorf, der ikke har spillet siden den 24. september mod FC Nyhavn, gjorde comeback.

DB kom bedst fra start. Kasper Walker fik en kæmpe chance serveret foran mål efter kun tre min.s spil. Julius Krüger afsluttede udefra. BBK-målmanden parerede bolden ud i DB’s højreside, hvor Victor Dyhl fangede bolden. Med hælen spillede Dyhl videre til Kim Have, som sendte bolden ind foran målet, hvor Kasper Walker var klar i midten af feltet. Afslutningen var dog lige på BBK-keeperen.

DB fik en god start, men BBK fik hurtigt lagt deres spil længere op på banen.

Meget af spillet lå på midten af banen, og der blev produceret få målchancer.

BBK fik tilspillet sig ikke mindre end fire hjørnespark efter 35 min., men de blev alle afværget af DB’s forsvar.

Daniel Nielsen får debut mod Bispebjerg BK.
Daniel Nielsen får debut mod Bispebjerg BK.

Kommende kampe

Serie 1:

Onsdag den 10. maj kl. 19
mod FC Nyhavn på Kløvermarken

Lørdag den 13. maj kl. 12
hjemme mod Rødovre

HoldKampeMålscorePoint
1PI Fodbold2060–1948
2BK Viktoria1964–2443
3Kastrup BK2058–3737
4Dragør BK2041–3337
5CSC2141–4336
6Bispebjerg BK2046–4132
7Østerbro IF2044–3631
8Frederiksholm Sydhavnen2039–4823
9HB2036–5323
10Jægersborg BK2137–5421
11Rødovre2037–4721
12FC Nyhavn2030–5016
13BK Vestia1929–4616
14BK Hellas2030–6115

Stillingen i serie 1 ved redaktionens deadline mandag. Der spilles i alt 26 runder.

Når DB forsøgte at skabe spil fremad banen, forsvarede BBK med alle mand, og når chancen tillod det, satte BBK gang i hurtige kontraspil.

Lukas Søgaard var dagens uheldige DB’er, da han efter 39 min. begik et dumt straffespark. BBK udnyttede chancen og bragte sig foran 0–1.

I pausen blev Julius Krüger erstattet af Sigurd Thomsen.

Tre min. inde i anden halvleg fik DB udlignet til 1–1 – målscoreren var Kim Have. Daniel Nielsen tog et hjørnespark fra højresiden. BBK fik headet bolden væk. Den havnede hos Sigurd Thomsen, som med ryggen til mål afsluttede. Bolden var tæt på at gå ind i målhjørnet, men BBK-keeperen fik en hånd på. Men ved selv at forstyrre målmanden fik Kim Have gjort det muligt at rage bolden i mål. God tidlig scoring, som bragte håb om sejr.

Efter 53 min. skiftede DB Patrick Sandby ind. Han afløste Lukas Søgaard.

BBK fik for let spil frem ad banen, og DB kunne ikke holde dem væk. Helt tæt kom de dog ikke, men nok til at de fik forstyrret DB’s spil.

Efter 80 min. blev Frederik Glendorf taget ud og erstattet af Julius Krüger. I samme minut kom Kasper Walker på banen i stedet for Daniel Nielsen, som fik en fin debut.

Øjeblikket efter måtte Mathias Rahbek hjælpes af banen efter en alt for voldsom tackling, som gik ud over hans ankel.

BBK kom ikke til de store, afgørende chancer. Omvendt fik DB heller ikke selv skabt de store muligheder.

Kampen sluttede 1–1 – et resultat DB ikke kunne være tilfredse med.

I de to sidste kampe har holdet sat fem point over styr, og det kostede i toppen, da Kastrup BK med 37 point og en bedre målscore igen gik forbi DB. Og ydermere er CSC nu kun et point efter Dragør-holdet.

»Nederlag gør markant mere ondt, end sejre skaber glæde, og det føles som et nederlag i går,« lød det fra træner Kim Damkær efter kampen.

Han pointerer, at holdet i de tidligere kampe har følt, at de skulle have scoret flere mål.

»Problemet i lørdags var, at vi ikke skabte chancerne til at score. Vores evne til at tilspille os større chancer var væk, og det var vel ok, at kampen endte 1–1,« tilføjer Kim Damkær og forklarer dernæst, at hvis det ikke skal ende helt galt, så skal der rettes op på dette til de næste kamp.

Øvrige kampresultater

Fredag den 5. maj vandt HB 2–1 over Frederiksholm Sydhavnen, mens topholdet PI Fodbold vandt 6–0 over FC Nyhavn. Lørdag den 6. maj fortsatte Jægersborg BK sin gode stime, da de ude vandt 0–2 over BK Vestia. Kastrup BK vandt hjemme 3–1 over BK Hellas, mens CSC og rækkens nummer to, Viktoria BK, spillede uafgjort 3–3. I weekendens sidste kamp vandt Østerbro IF 3–1 over Rødovre.

Tirsdag den 9. maj, efter redationens deadline, spilles tre kampe i serie 1: Bispebjerg BK skal spille mod BK Vestia, BK Hellas skal møde Østerbro IF, og endelig skal der findes afgørelse af det spændende opgør imellem BK Viktoria og Kastrup BK.

HR

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk