Med en fantastisk redning parerer DB-keeper Mads Glæsner bolden ud på stolpen.
Med en fantastisk redning parerer DB-keeper Mads Glæsner bolden ud på stolpen.
Nyt fra Dragør Boldklub:

Taber terræn i oprykningskampen

BK Hellas–Dragør BK 3–1 

Efter sande målorgier med 12–1 i målscore i Dragør Boldklubs (DB) to seneste kampe var der lagt op til en spændende kamp på udebane mod BK Hellas (BKH) lørdag  den 20. maj. 

BKH har tilbragt det meste af sæsonen i den nederste del af serie 1. 

Med de to store sejre burde DB have haft en masse selvtillid med til kampen – men DB-holdet blev hurtigt pillet ned af piedestalen.

BKH var tæt på at ødelægge kampen for sig selv i første spilminut, hvor de var faretruende tæt på et selvmål – men bolden kom tilbage i spil, og Patrick Sandby afsluttede efterfølgende over målet.

Det rystede dog ikke BKH, som herfra overtog spillet på den knoldede bane.

BKH bragte sig foran efter 11 min. på et langskud, der gik i mål tæt op ad højre stolpe – uden en chance for Mads Glæsner i DB-målet.

DB’s spil kom ikke til sin ret i første halvleg. Der var alt for mange boldtab, og afleveringerne ind i BKH-feltet ramte sjældent en medspiller. BKH havde held til enten at heade eller sparke bolden væk, inden en DB’er kom til.

Efter 14 min. havde Jacob Heinsøe et godt løb frem på venstresiden. Han fik lagt bolden ind på midten, hvor Patrick Sandby liggende fik dirigeret bolden over mål.

I næste BKH-angreb opstod en dramatisk situation. BKH sendte en lang bold frem mod DB-målet. Mads Glæsner kom godt ud af sit mål, men den BKH-spiller, som bolden var tiltænkt, fortsatte sit løb og ramte Glæsner i brystet med knopperne forrest. Der opstod lidt tumult efter situationen, og at dommeren ikke præsenterede mindst et gult kort var noget af en bedrift. Heldigvis kom Glæsner på benene igen.

BKH kom på 2–0 efter 34 min. – denne gang på et hovedstød. Bolden blev sendt ind i DB-feltet fra højre side. Et flot dirigeret hovedstød sad præcist oppe i venstre målhjørne.

BKH var tæt på at bringe sig foran 3–0 kort før pausen, men bolden ramte målstolpen og gik tilbage i spil.

DB leverede en tam første halvleg mod et BKH-hold, som med deres simple, men energiske taktik fik sat DB ud af spillet.

I pausen forsøgt man at få DB-spillerne til at finde gejsten, og der blev talt en del.

Marcus Donnelly, Mathias Rahbek og Albert Kindberg blev skiftet ind. Ud gik Julius Krüger, Marcus Alsig og Tobias Oppermann.

I anden halvleg fik DB gang i spillet, og de pressede BKH tilbage. Men DB-holdet formåede ikke at spille sig frem til åbne målchancer.

BKH kæmpede, løb og jagtede alle bolde. DB begyndte at spille lange bold frem, men afleveringerne ramte sjældent en DB-spiller.

Donnelly måtte forlade banen efter 55 min. Han blev erstattet af Marcus Alsig.

Efter 63 min. kom der lidt hjælp fra dommeren, da en BKH-spiller blev præsentereret for at gult kort efter et frispark på Tobias Oppermann.

Med en mand i overtal var der håb – men nej ... BKH kæmpede endnu mere og holdt DB væk.

Hellas var tæt på 3–0 efter 67 min., men bolden ramte igen målstolpen, hvorefter Glæsner fik fat i bolden.

Minuttet efter var Marcus Alsig tæt på en scoring, men BKH-målmanden kunne følge bolden hele vejen og leverede et sikkert indgreb.

Alsig måtte udskiftes med en mindre skade. Han blev erstattet af Donnelly, der kom tilbage på banen på trods af et knæproblem.

BKH bragte sig foran 3–0 på en scoring af den tidligere DB-spiller Andri Astporsson. Endnu et DB-angreb blev trevlet op af BKH, som efterfølgende sendte en lang bold op på DB’s banehalvdel. Glæsner var langt ude af sit mål, og han måtte haste tilbage. BKH spillede klogt kontraen ud i venstre side, hvorfra der blev afsluttet på mål. Glæsner fik pareret bolden, der kom tilbage i spil foran mål. Her kom Andri listende bagfra og sparkede bolden i mål til 3–0.

DB fik reduceret til 3–1 på et mål af Marcus Donnelly, som blev spillet fri i venstre side. Han placerede bolden diagonalt over i det lange hjørne af BKH-målet. Flot sparket!

Men det hjalp lige meget. BKH tog en fortjent sejr og fik lidt mere luft ned til nedrykningsstregen. DB tabte derimod terræn i toppen af serie 1.

Anker fra Jægerborg BK

Som man kunne læse i sidste uges Dragør Nyt, blev Jægersborg BK taberdømt i kampen mod DB for at bruge en ulovlig spiller. Jægersborg BK har efterfølgende anket afgørelsen, og DB er fratrukket de tre point for skrivebordssejren, indtil anken er afgjort.

Jægersborg BK var i kamp tirsdag den 16. maj, hvor de tabte 2–5 til HB.

Kommende kampe i serie 1:

Lørdag den 27. maj kl. 16
mod Østerbro IF på hjemmebane

HoldKampeMålscorePoint
1PI Fodbold2272–1954
2BK Viktoria2272–2846
3Kastrup BK2365–4044
4Dragør BK2253–3343
5Bispebjerg BK2356–4441
6CSC2345–4639
7Østerbro IF2345–4232
8Frederiksholm Sydhavnen2344–5826
9HB2242–5726
10Rødovre2240–5424
11BK Hellas2335–7121
12BK Vestia2232–5519
13Jægersborg BK2235–6418
14FC Nyhavn2232–5716

Stillingen i serie 1 ved redaktionens deadline mandag. Indtil ankesagen fra kampen mellem DB og Jægersborg BK er afgjort, indgår kampen ikke i den samlede stilling.

Torsdag den 18. maj spillede Bispebjerg BK mod CSC. Hjemmeholdet vandt kampen 3–1.

Jægersborg BK var tilbage på banen fredag den 19. maj, hvor de tabte 0–6 til BK Viktoria.

Dagen efter sluttede kampen mellem Rødovre og BK Vestia 3–0. Østerbro IF tabte 0–3 til topholdet PI Fodbold, og Frederiksholm Sydhavnen tabte hjemme 2–5 til Kastrup BK.

Med nederlaget til BKH og fratrækkelsen af de tre point indtil afgørelsen af anken fra Jægersborg-kampen rykkede både BK Viktoria og Kastrup BK forbi DB-holdet. DB får dog mulighed for igen at rykke forbi Kastrup BK, hvis afgørelsen stadfæstes. Med en bedre målscore er BK Viktoria sikre på at holde fast i 2.-pladsen, hvis DB får de tre point tilbage. Samtidig har BK Viktoria spillet en kamp mindre, end DB-holdet.

Ved Dragør Nyts deadline mandag er det endnu uklart, hvornår DBU vil behandle anken.

HR

DB’s anfører Jacob Holmegaard header bolden væk, mens Albert Kindberg dækker bagrummet.
DB’s anfører Jacob Holmegaard header bolden væk, mens Albert Kindberg dækker bagrummet.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk