Piratdag med udklædning. Foto: Drag­ør Ungdomsskole.
Piratdag med udklædning. Foto: Drag­ør Ungdomsskole.

På sommertogt med Fulton

Sidste gang, at elever fra Dragør Ungdomsskole fyldte hængekøjerne under dækket på Fulton, skrev vi 2019. Det var derfor et længe ventet togt, da skoleskibet stævnede ud fra Hobro mandag den 1. august med 19 elever om bord. Det er en tur, der er berømt for det gode fællesskab, de sjove traditioner og de lange nattevagter.  

Turen gik ud af Mariager Fjord, hvor skibet lå for svaj den første nat. Herefter sejlede de videre til Anholt, hvor der var tid til en vandretur. Onsdag kom gasterne for alvor på prøve, da de på Kattegat for fulde sejl var mange med sø-syge. Og torsdag satte de forventningsfulde elever kursen mod turens højdepunkt – Aalborg Havn, hvor de skulle opleve arrangementet Tall Ship Race, der havde deltagelse af hele 42 af verdens største sejlskibe. 

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Elever i masten. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Elever i masten. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Forventningsfuld ankomst til Aalborg Havn. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Forventningsfuld ankomst til Aalborg Havn. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Fultons skipper, Jakob Jensen. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Fultons skipper, Jakob Jensen. Foto: Dragør Ungdomsskole.

Undervejs blev traditionerne fra de tidligere togter holdt i hævd. Der var tovtrækning og historiefortælling i køjerne, hvor alle gasterne sov skulder ved skulder. Og på vej mod Aalborg blev sørøver-flaget hævet for at give tegn til, at turens piratdag var i gang.

Fem dage uden telefoner

På alle togter med Fulton er eleverne med i alle tjanser om bord – lige fra madlavning til rengøring. De er med til at sætte sejl om dagen og med til at holde vagt om natten.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Der kræves samarbejde for at sejle Fulton. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Der kræves samarbejde for at sejle Fulton. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Foto: Dragør Ungdomsskole.
Foto: Dragør Ungdomsskole.
Sørøverflaget giver tegn til, at piratdagen er i gang. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Sørøverflaget giver tegn til, at piratdagen er i gang. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Ungdomsskoleeleverne fester i Aalborg. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Ungdomsskoleeleverne fester i Aalborg. Foto: Dragør Ungdomsskole.
Foto: Dragør Ungdomsskole.
Foto: Dragør Ungdomsskole.

Ifølge ungdomsskoleleder Christoffer Søe, der selv var med om bord, er det netop det hårde arbejde, der skaber gode fællesskaber.

Han forklarer, at alle bliver inkluderet, når de skal løse opgaverne sammen. En nattevagt er for eksempel et godt sted at knytte bånd. Her hjælper de unge hinanden med at holde sig vågne og får god tid til at tale sammen, mens de samtidig har ansvaret for alle dem, der ligger og sover i køjerne under dækket. Det knytter de unge tættere sammen, fortæller han.

En anden forklaring på det stærke sammenhold kan ifølge ungdomsskolelederen være, at de unge skal slukke deres telefoner, når de går om bord på skibet, og at det er forbudt at tænde dem igen, før de er på vej hjemad igen  – i år var det, da de steg ind i toget, der tog dem fra Aalborg til København. Den regel er de unge med på, ligesom de er med på, at alle ungdomsskolens ture foregår uden alkohol, rygning og energidrikke. Og netop om dette oplever Christoffer Søe en tendens, hvor flere og flere unge benytter ungdomsskolens tilbud, fordi de savner fællesskaber, der ikke er båret af alkohol.

Stor byfest i Aalborg

Torsdag aften gik de unge fra borde til den helt store byfest på havnefronten i Aalborg. Aftenens hit var udendørskoncerterne med blandt andre de populære sangere Tobias Rahim og Ericka Jane.

Det var første gang, at Dragør Ungdomsskole var om bord på Fulton under Tall Ship Race – men det ligger fint i tråd med ungdomsskolens mission, fortæller Christoffer Søe. Formålet med Tall Ship Race er at bevare kulturarven og kendskabet til de gamle sejlskibe. 

»Vi ønsker også, at de unge i Dragør bevarer kendskabet til den maritime historie og kulturarv, de er en del af. Derfor arbejder vi på at udvide tilbuddene på havnen omkring Det Maritime Hus, så endnu flere kan blive inspirerede til at tage del i kulturlivet omkring havnen,« lyder det fra Christoffer Søe.

Flere af de unge skriver i deres evalueringer, at det var spændende at være på vandet og lære at sejle for sejl, fortæller Christoffer Søe, og et overblik over de samlede evalueringer afslører, at Fultons fællesskab atter er gået lige i hjertet på en ny generation af ungdomsskoleelever.

Der var højt humør i togkupeen på den lange køretur hjem fra Aalborg. Og vanen tro blev der både krammet og fældet tårer ved afskeden. 

Tilmeldingen til næste års togt åbner allerede på mandag, den 15. august. 

CL

Fotos: Dragør Ungdomsskole.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk