Sikkerhed til søs

Bådejerne har i øjeblikket travlt på havnen. Vejret bedres, og en sejlsæson med sejlads til nære og fjerne havne venter forude.

I Dragør Bådelaug mødtes medlemmerne i søndags, den 14. april, for at forberede sæsonen ved at få styr på sikkerheden. 

I samarbejde med Hjerteforeningen gennemgik mere end 20 medlemmer et hjerteredderkursus. Selvom ingen håber, at det nogensinde bliver aktuelt, så kan de alle nu træde til med livreddende førstehjælp, indtil professionel hjælp når frem.

Bue-Net orienterede om sikkerhedsforhold, som de fleste sejlere nok kendte til i forvejen, men som det er vigtigt at blive mindet om. Herunder blev der blandt andet fortalt om vedligeholdelse af redningsveste. Nyt for flere af deltagerne var det, at oppustelige veste har en begrænset levetid på 10–12 år.

Vhf-radioen er den sikre liveline til andre både samt kontakter på land. Medlemmerne blev præsenteret for klubbens vhf-tester – og kan nu selv teste antenne og radio, inden det årlige prøveopkald til Lyngby Radio.

MS

Bue-Net fortæller om brug og vedligeholdelse af sikkerhedsudstyr. Foto: TorbenStender.
Bue-Net fortæller om brug og vedligeholdelse af sikkerhedsudstyr. Foto: TorbenStender.
Hjerteforeningen demonstrerer brug af hjertestarter. Foto: TorbenStender.
Hjerteforeningen demonstrerer brug af hjertestarter. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk