Nyt fra Dragør Boldklub:

Slutspilsplads sikret

Dragør Boldklubs (DB) 1. seniorhold spillede tirsdag aften den næstsidste kamp i københavnsserien – mod Fremad Amagers divisionsreserver. På grund af Dragør Nyts deadline og tryktid kan resultatet ikke bringes i denne udgave af avisen.

Fremad Amager 2 har deres at tænke på – for nedrykning kan være på tale.

Som omtalt i forrige nummer af Dragør Nyt er forårets københavnsserieturnering »amputeret«. Det er således kun de kampe, som ikke blev afsluttet i efteråret, der spilles.

Turneringen bliver efter den 1. maj delt op i to grupper: En oprykningsturnering til danmarksserien for de seks bedstplacerede hold samt en turnering for de hold, som ligger på 7.- til 15.-pladsen, der skal spille for at undgå nedrykning.

Selvom DB-holdet kun har været på banen en enkelt gang, har resultaterne af modstanderholdenes kampe været gunstige for DB. Holdet har således inden gårsdagens (tirsdag den 27. april) kamp allerede sikret sig en plads i oprykningsspillet.

Med sejre eller point i de to resterende kampe – mod Fremad Amager 2 og Kastrup – kan DB bevare en mulighed for oprykning til danmarksserien.

Holdene B1903 og BK Skjold ligger i skrivende stund foran DB. Og Hvidovres divisionsreserver og BK Vigerslev ligger lige efter DB på henholdsvis 4.- og 5.-pladsen.

Kastrup, som DB møder i den sidste kamp inden slutspillet, tabte i lørdags 3–1 til BK Skjold og kan nu med en kamp tilbage kun sikre sig en plads i oprykningsspillet ved at vinde over DB. Men samtidig er Kastrup-spillerne stadig afhængig af de andre holds resultater.

HR

Kommende kamp:

Københavnsserien mod

Kastrup på Kastrup Idrætsanlæg
lørdag den 1. maj
kl. 14.00.

Seriefodbold er fortsat underlagt restriktioner.
I skrivende stund er udmelding om antal af tilskuere til kampen derfor ikke mulig.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk