Vi har modtaget:

Sofie springer op og starter ...

Hvem mon skriver den reelt første bog om Store Magleby?

For et par uger siden spurgte en facebookbruger om, hvor Store Magleby Kro havde ligget. Hun var på et loppemarked faldet over et serveringsfad med navnet på og havde ingen idé om, hvor i alverden kroen havde ligget.

Det fik mig til at tænke på, at der vel i grunden ingen rigtig bog er skrevet om Store Magleby. 

Der er en hel del om hollænderne og deres indflydelse på kulturen og om museet. Men ikke rigtig noget om byen. 

Intet om den ældre stenalderby, eller de to bronzealderhøje, som er blevet pløjet ned gennem århundrederne. 

Store Magleby Kirke minder i dag mest om en kirke fra hollændertiden i Christian IV’s tid (ca. 1630). Men den første kirke blev bygget i sten omkring 1150 under Kong Valdemar den Store – som den ældste kirke på Amager. 

Få hundrede meter mod Dragør, ved Glistrup Gård, fandt et stort rytterslag sted i oktober 1658, hvor Kong Frederik III i spidsen kæmpede imod Karl X Gustav. 

Og under opvisningsbanen ved boldklubben ligger en ret stor stenalderboplads, så byens historie går mere end 5.000 år tilbage.

Man har i dag helt glemt, at der indtil 1960 var et bredt udvalg af forretninger. Tre købmænd, en slagter og en Tatol-forretning m.m.

Men ingen landsby uden sin kro. Den lå ved det sydøstlige hjørne af gadekæret. Som alle, der har set TV-serien Matador, vil vide, var dette gadekæret, hvor Rødes søn næsten druknede. Og i byrådssalen blev nogle frække filmscener optaget til en stjernetegns-film.

Kroen havde blandt andet flypersonale overnattende, og den lagde lokaler til familiefester og til foreningernes generalforsamlinger. En sen aften i 60’erne fandt man overraskende borgmesterens gyldne kæde skjult bag en sofa.

I slut-60’erne skulle kroen også afprøve at sætte omsætningen op ved at arrangere topløse gogos, hvilket jo var en nyskabelse herude. Rygterne gik helt til Dragør, hvor John Mogensen fik inspiration til sangen »Fut i Fejemøget« – om Sofie og hendes weekendjobs som femme fatale.

En måske lidt ordinær lille landsby. Men der er rigtig mange historier, hvis man ser lidt efter.

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti

Christian Aagaard fortæller om Dragørs historie til en gruppe DIS-studerende fra USA. Foto: Museum Amager.

Internationalt besøg

Der er stor interesse for Dragørs historie blandt unge amerikanere Læs mere

Vi har modtaget: Filmen Naboerne og Dragør

Morten Dreyer fra Dansk Folkeparti har indsendt et indlæg om Leif Panduros film Naboerne – samt tilknytningen til Dragør....

Vi har modtaget: Bliver filmen om Ellen Nielsen nu til noget?

Morten Dreyer har indsendt et indlæg om filmatiseringen af Ellen Nielsens liv. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk