Så er tennissæsonen skudt i gang.
Så er tennissæsonen skudt i gang.
Nyt fra Dragør Tennis:

Standerhejsning

I strålende solskin var der søndag standerhejsning i Dragør Tennis, og sæsonen blev officielt skudt i gang.

Det var klubbens formand, Joakim Thörring, der hejste standeren med hjælp fra en af klubbens juniorspillere – og straks herefter kunne klubbens medlemmer gå i gang med at spille på banerne.

Da det ikke har været mulighed for at spille indendørs under nedlukningen, har Dragør Tennis i år haft lukket op for spil på flere af klubbens baner før tid. Men fra standerhejsningen er samtlige 12 baner på Engvej altså tilgængelige, og på dagen, der bød på perfekt tennisvejr, blev anlægget hurtigt fyldt godt op.

Standerhejsningen markerer også genåbningen af klubbens klubhus, som i den seneste tid er blevet renoveret af frivillige medlemmer. Et af deres projekter var et tiltrængt nyt køkken.

Skulle man være interesseret i selv at spille tennis, forlyder det, at der stadig er ledige pladser i sommertræningskalenderen, som i øvrigt kan ses på Dragør Tennis’ hjemmeside.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk