Stor omsætning

Dragør Rotary Klub havde succes ved sidste års julemarked

Dragør Rotary havde sidste år – som i de foregående syv år – en bod med på Dragør Julemarked på Badstuevælen.

Ved Dragør Rotary Klubs seneste møde, torsdag den 25. januar, blev regnskabet for sidste års julebod fremlagt. 

Og det var godt nyt for klubben: pr. dag havde der været den hidtil højeste omsætning. 

 

Rotarys julebod giver i 2023 et flot overskud til klubbens ungdomsudveksling. Arkivfoto: Thomas Mose.
Rotarys julebod giver i 2023 et flot overskud til klubbens ungdomsudveksling. Arkivfoto: Thomas Mose.

Overskuddet slog dog ikke rekorden fra 2019 – men dengang havde julemarkedet også haft åbent en ekstra weekend, og derfor havde man haft hele ti salgsdage.

»Vi meget tilfredse med, at vores medlemmer kan deltage i de otte åbningsdage i november og december, hvor julemarkedet holder åbent – og vi er naturligvis også meget glade for indtægten fra boden,« fortæller Peter Bothmann fra Dragør Rotary Klub.

Boden hedder »Rotary for Børn«. Den består af en fiskedam, hvor børn og barnlige sjæle kan få gevinst ved at fange tre plastikænder, og et lotteri. 

»De gevinster, vi uddeler, er allesammen ydet af vore lokale sponsorer, som vi skylder stor tak,« tilføjer Peter Bothmann.

Ungdomsudveksling

Overskuddet fra juleboden går ubeskåret til Rotarys ungdomsudveksling. 

Hvert år sender Dragør Rotary en ung ud i verden, og samtidig modtager klubben en ung fra udlandet. Dennes ophold i Danmark og dennes skolegang, fritidsaktiviteter og oplevelser dækkes i et eller andet omfang af Rotary.

Prøvemedlemsskab

Peter Bothmann fortæller til Dragør Nyt, at hvis nogle af avisens læsere vil høre mere om Dragør Rotary, klubbens møder og sammenkomster eller eventuelt ønsker et gratis prøvemedlemsskab af klubben, kan Dragør Rotary Klub kontaktes på tlf. 60 62 12 76.

 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk