Strandengene ved Dragør Sydstrand er et af de områder i Drag­ør, hvor der gælder særlige regler for hundeluftning. Foto: Thomas Mose.
Strandengene ved Dragør Sydstrand er et af de områder i Drag­ør, hvor der gælder særlige regler for hundeluftning. Foto: Thomas Mose.

Tag hensyn til mennesker og dyr

Fra den 1. april skal hunden i snor på stranden

Mange hunde elsker at komme på stranden, og stranden giver da også hunden mange forskellige muligheder for stimulering af dens snude og for opdagelser i vandet. 

Men her fra den 1. april – og frem til den 30. september skal hundeejere ifølge naturbeskyttelsesloven holde deres hunde i snor, når de luftes på de danske strande. Stranden skal nemlig være for alle, og derfor er det også vigtigt at respektere de badende gæster.

Ynglende fugle

Der er dog også en anden god grund til at holde hunden i snor i denne periode. 

»Efter den 1. april er det vigtigt at tage hensyn til de ynglende fugle rundt omkring på strandene. Vi kan ofte ikke selv se dem, men vores hundes snuder kan nemt finde dem. Det er derfor vigtigt at give fuglene fred til at passe sine unger uden at skulle frygte løse rovdyr som hunde,« forklarer Jens Jokumsen, der er familie-dyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

En af de vigtigste ting ved hundens daglige gåture er aktivering, og her kan stranden være helt fantastisk, for her får hunden som regel en masse uvante sanseindtryk.

»Selvom hunden skal i snor, så ødelægger det ikke hundens strandtur. Hunden vil nyde strandturen både med og uden snor, da den ikke bliver forhindret i at opleve alle strandens sanseindtryk selvom den har snor på,« lyder det fra Jens Jokumsen.

Hold øje med skiltningen

I Dragør Kommune er der strande, hvor der er særlige regler for luftning af hunde. Derfor skal man altid holde øje med skiltningen, uanset hvad tid på året, hunden bliver luftet.

På Sydstranden gælder særlige regler for færdsel med hunde, da området både omfatter naturbeskyttelsesområder og folde med afgræssende kvæg og får. 

På strandengen umiddelbart syd for byen tillades løse hunde hele året. 

Hundeejerne skal dog være opmærksom på og tage hensyn til fuglelivet omkring »andehusene« og Batterisbækken.

På Sydstranden i de naturbeskyttede områder skal hunde føres i snor i perioden fra den 1. april til den 15. juli på strandengene langs Søndre Strandvej Hunde må ikke medtages inden for de hegnede folde langs Sydstranden, hvor der går får og kvæg.

På Kofoeds Enge ved Sydvestpynten skal færdsel begrænses til »den tørre eng«. Her skal hunde i øvrigt føres i snor hele året.

Flere steder i Dragør Kommune gælder der særlige regler for luftning af hunde. Det er derfor vigtigt for hundeejere at holde øje med skiltningen. Foto: Thomas Mose.
Flere steder i Dragør Kommune gælder der særlige regler for luftning af hunde. Det er derfor vigtigt for hundeejere at holde øje med skiltningen. Foto: Thomas Mose.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk