Der er igen gang i A27’s træning.
Der er igen gang i A27’s træning.
Nyt fra A27:

Talenterne er på banen igen

Mandag den 1. marts efter næsten tre, frustrerende måneder i coronahi kunne fodboldtalenterne i A27 atter få lov til at træne, så nu handler det om hurtigst muligt at komme i form til en sæsonstart, som forhåbentlig bliver i begyndelsen af april.

Det har været en rigtig lang vinter for fodbolddrengene i A27 – talentoverbygningen mellem AB Tårnby, Kastrup Boldklub og Dragør Boldklub – som på grund af coronarestriktionerne ikke har måttet træne normalt siden begyndelsen af december. Men mandag den 1. marts kunne drengene endelig samles til træning igen. 

Talentchef Søren Karlsen var næsten lige så glad, som drengene, over, at træningen endelig kunne komme i gang igen.

»Vi har forsøgt at holde drengene mest muligt i gang med selvtræningsprogrammer og online-træning i løbet af vinteren, men det kan aldrig blive det samme – hverken socialt eller sportsligt – som når vi kan træne sammen på banerne. Men nu er foråret kommet til A27, og vi har haft nogle rigtig gode træninger, siden vi startede igen. Alle hold fra U/13 til U/19 har trænet stærkt og været meget motiverede,« siger Søren Karlsen.

Sæsonstart udskudt 

Drengene træner nu så normalt, som det er muligt med de fortsatte restriktioner med blandt andet forsamlingsforbud på 25 personer inklusive trænere. 

Nogle af trupperne har også nogle prøvespillere med, som prøver at spille sig ind i A27 inden sæsonstart. Alle hold træner fire gange om ugen, men de enkelte træningssessioner er nogle gange lidt kortere end normalt.

»Nu handler det først og fremmest om, at spillerne hurtigst muligt kommer i en fornuftig form både fysisk og fodboldmæssigt. Vi ved endnu ikke, hvornår turneringen begynder, men vi har under alle omstændigheder betydeligt kortere tid til opstarten, end vi plejer at have. Og samtidig skal trænerne jo finde en balance, hvor spillerne kommer hurtigt i form, men ikke bliver ramt af overbelastningsskader,« siger Søren Karlsen.

Lige nu kan holdene stadig ikke spille rigtige kampe, fordi forsamlingsforbuddet ikke levner plads til udskiftere. Turneringsstarten skulle for de fleste holds vedkommende have været i weekenden den 20.–21. marts, men det er nu i første omgang udsat til efter påske.

Træning på tværs

På længere sigt, når corona-restriktionerne tillader det, vil A27 igen arbejde med såkaldt »bio-banding« i nogle af ugens træninger. Det begyndte så småt i efteråret og indebærer kort sagt, at drengene træner på tværs af årgange og i stedet for i grupper inddelt efter størrelse og kompetencer.

»Vi vil gerne sætte den enkelte spiller endnu mere i centrum og samtidig bygge en A27-familie, hvor drengene kender hinanden på tværs af årgangene. Dermed bliver det heller ikke så farligt at spille kampe med årgangen over eller under,« fortæller Søren Karlsen.

Uden for banerne har træner- og lederstaben i A27 blandt andet brugt den ufrivillige træningspause til at nedskrive A27’s værdier ud fra de fire nøgleord udvikling, holdånd, respekt og engagement. Derudover er A27-spillestilen blevet forfinet og gennemskrevet, så alle A27-trænere taler samme fodboldsprog, og man kan genkende et A27-hold, når det spiller kamp.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk