Flaget er hejst i private flagstænger på Kongevejen. Foto: TorbenStender.
Flaget er hejst i private flagstænger på Kongevejen. Foto: TorbenStender.

Tronskifte i Dragør

Dronning Margrethe 2.s abdikation har siden den historiske nytårstale, hvori den blev bekendtgjort, været den helt store nyhed.

I søndags, den 14. januar, oprandt så dagen, hvor Kong Frederik 10. overtog tronen. Og pladser og gader i København var fyldt med tilskuere under den store begivenhed. 

Selvom de kongelige ikke på deres tur fra og retur til Amalienborg lagde vejen forbi Dragør, så blev dagen alligevel også markeret her. Mange havde i deres private flagstænger valgt at flage for at hylde de kongelige, lige som butiksindehavere havde valgt at markere dagen med forskellige former for udsmykninger.

Desforuden har også Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, på vegne af kommunen sendt hilsener til Kongehuset – det skete med en tak til den aftrædende dronning og med en lykønskning til den tiltrædende konge.

I Sydstrands Centeret har Christina Sidal i anledning af tronskiftet ladet sit vindue i Butik Donna dekorere med kongekroner i varieret størrelser. Foto: TorbenStender.
I Sydstrands Centeret har Christina Sidal i anledning af tronskiftet ladet sit vindue i Butik Donna dekorere med kongekroner i varieret størrelser. Foto: TorbenStender.
I forretningen Lille Væl på Badstuevælen står butiksindehaver Julie Thit Kjærsvold-Niclasen klar med et sæt garderfigurer. Foto: TorbenStender.
I forretningen Lille Væl på Badstuevælen står butiksindehaver Julie Thit Kjærsvold-Niclasen klar med et sæt garderfigurer. Foto: TorbenStender.
Et Dannebrog har fundet plads på disken i Dragør Optik. Foto: TorbenStender.
Et Dannebrog har fundet plads på disken i Dragør Optik. Foto: TorbenStender.
Kommandørgården er ornamenteret med en smuk krone over døren til Barbara Maria. Foto: TorbenStender.
Kommandørgården er ornamenteret med en smuk krone over døren til Barbara Maria. Foto: TorbenStender.
Også indenfor i guldsmedeforretningen bliver en krone brugt som udsmykning. Foto: TorbenStender.
Også indenfor i guldsmedeforretningen bliver en krone brugt som udsmykning. Foto: TorbenStender.

Hendes Majestæt Dronning Margrethes sidste besøg i Dragør som regent sker i forbindelse med fejringen af Store Maglebys 500-års-jubilæum. Arkivfotos: Thomas Mose.

Frederik X Konge af Danmark

En ny æra tager sin begyndelse. Forbundne, forpligtet,
for kongeriget Danmark.

På vegne af Dragør Kommune og Kommunalbestyrelse er det mig en stor ære at ønske Dem hjertelig tillykke -med tronskiftet. Fra den 14. januar 2024 er De udråbt til Danmarks Konge efter, at Deres mor H. M. Dronning Margrethe II er abdiceret.

De har vidst det hele livet og måske ikke altid været helt tryg og glad for den rolle, som har været Dem bestemt.
Nu har De taget arven på Dem med respekt, stolthed – og med glæde. De er klar!

Og det bakker rigsfællesskabet og landets borgere op om – også i Dragør.

En tung arv, men De er ikke alene

Det er en tung arv, som De har påtaget Dem. Dét ved De om nogen.

Det bliver heller ikke let at følge efter Deres yderst erfarne og livskloge mor, som gennem mere end et halvt århundrede har regeret landet og været et grundfæstet holde-punkt for danskerne i en ellers flygtig verden. Men De er ikke alene.

Tronskiftedagen var en fejende, flot fejring. En smuk -afsked med Deres mor som regent og en historisk proklamation af Dem og H. M. Dronning Mary som nyt kongepar. Og naturligvis Deres søn Christian, som H. K. H. Kronprins.

Det har rigtig, rigtig mange bevidnet og festligholdt i vores hovedstad, rundt om i hele Danmark og i Rigsfællesskabet. De er ikke alene.

Som kongepar har De sammen med Deres hustru et værdifuldt makkerskab. Sammen skal De finde Deres vej og Deres måde at være regentpar – med Dem i rollen som samlende konge af i morgen.

De skal vænne Dem til at gå forrest og tage teten.

Men Deres nære familie er lige bagved – her tænker jeg også på Deres bror H. K. H. Prins Joachim og Deres moster H. K. H. Prinsesse Benedikte. Som rigsforstandere vil de fortsat støtte Dem og kongehuset og varetage deres rolle med respekt og omhu til rigets bedste, når De måtte have forfald.

Velkommen i Dragør

Som nyt kongepar får De i den kommende tid rigtig travlt. De skal bl.a. rundt i riget og besøge forskellige steder og knytte bånd. De skal have mulighed for at møde borgerne, og omvendt borgerne skal have mulighed for at møde Dem i deres vante omgivelser, hvor de bor og har deres hverdag.

De skal derfor vide, at De, kongeparret og øvrige -familie altid er yderst velkommen her i vores skønne kystnære kommune på sydspidsen af Amager. Som borgmester vil jeg kalde det en stående invitation.

Gennem generationer har siddende regenter gæstet vores kommune. Dragør-borgerne har fx haft meget stor glæde af et mindeværdigt besøg af det forrige regentpar – Deres forældre – for knapt 30 år siden. De gæstede Dragør med kongeskibet Dannebrog i anledning af sommertogtet i -september 1996.

Før da har både Deres morfar H. M. Kong Frederik 9. og Deres oldefar H. M. Kong Christian 10. med jævne mellem-rum lagt vejen forbi og fx overværet det traditionsrige -fastelavnsridt, hvor ryttere højt til hest slår katten af tønden. Fornemmelsen kan De få ved at se forsiden af dette lykønskningsbrev.

Endvidere har vi – også gennem kongehuset – en stærk historisk forbindelse til Holland. I 2021 var det 500 år siden, at H. M. Kong Christian 2. inviterede hollandske bønder til Store Magleby. Det har det hollandske og danske kongehus sammen med os haft stor interesse for og glæde ved at markere gennem tiden.

I dag fremstår Dragør som et veludviklet lokalsamfund tæt på København, hvor borgerne – store som små – nyder glæde af det aktive liv, som vores natur og omgivelser i den grad inviterer til.

Med disse ord vil jeg endnu en gang ønske hjertelig tillykke med tronskiftet.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Borgmester Kenneth Gøtterups lykønskning til Kong Frederik.
Borgmester Kenneth Gøtterups lykønskning til Kong Frederik.

Danmarks Dronning Margrethe II

Det kom som en overraskelse, da De på årets sidste dag valgte at fortælle os alle, at tiden nu var inde for Dem at trække Dem tilbage som regent for Kongeriget Danmark
og Rigsfællesskabet.

På vegne af Dragør Kommune og Kommunalbestyrelse er det mig en ære at takke Dem for de 52 år, som De med flid, interesse og omhu har udfyldt Deres rolle som vores monark.

Beslutningen om at abdicere kan ikke have været let, og vi efterlades da heller ikke med nogen tvivl om, at Deres beslutning er truffet på baggrund af grundige og personlige overvejelser.

Og dét, tror jeg, hjælper mange af landets borgere – også i Dragør Kommune – med at komme overens, når vi den 14. januar 2024 siger farvel til Dem som landets regent. For rigtig mange borgere har ikke kendt til andre end Dem som landets overhoved, hvor De gennem mere end et halvt århundrede har formået at være et grundfæstet holdepunkt i en ellers flygtig verden og en hverdag fuld af forandringer – store som små.

Lykkeligvis har Deres Majestæt ikke været alene. Og jeg ved, at det glæder mange, at De igennem et langt liv og virke har haft en god og kærlig støtte i Deres ægtemand H. K. H. Prins Henrik. Der skal derfor også lyde en respektfuld og varm tak til Prins Henrik.

Besøg i Dragør gennem generationer

Gennem generationer har siddende regenter gæstet Dragør Kommune. Det har gennem tiderne givet borgerne en stor glæde at møde kongehuset og -familien i de vante omgivelser, hvor de bor og har deres hverdag.

Senest havde jeg i maj 2022 den store fornøjelse at modtage Dem og H. K. H. Prinsesse Beatrix af Nederlandene på Dragør Rådhus. Det skete som bekendt i anledning af vores markering af 500-året for den hollandske indvandring til Store Magleby. Derfra ved jeg, at glæden er gensidig. De kan måske genkalde Dem dagen ved forsidens foto.

Jeg ved også, at De tidligere har haft glæde af at -besøge Amagermuseet i Store Magleby, hvor de fantastiske hollænder-dragter er udstillet.

I 1996 gæstede De sammen med H. K. H. Prins Henrik kommunen i forbindelse med sommertogtet. Kongeskibet Dannebrog var et fantastisk skue, da det lagde til kaj i Drag-ør Havn, hvor både notabiliteter og borgerne tog festligt imod. Et mindeværdigt besøg.

Før det har også Deres kære far, Kong Frederik 9., gæstet vores skønne kystnære omgivelser og haft fornøjelse af bl.a. »fastelavnsrytternes« traditionelle ridt med at slå katten af tønden højt til hest. Ligesom hans far, Kong Christian 10., før ham red tur til Store Magleby for at overvære den morsomme tøndeslagning.

Tradition og udvikling går hånd i hånd

Båndet til Dem, kongehuset og -familien betyder rigtig -meget for landets borgere bl.a. gennem overleverede -normer, værdier og skikke – kort sagt traditioner. Men De har også gennem årene sat Deres eget præg på det danske monarki og fulgt med tiden.

De har valgt – så at sige – at give stafetten videre til Deres søn H. K. H. Kronprins Frederik, som sammen med H. K. H. Kronprinsesse Mary nu skal føre kongehuset og de bærende traditioner videre ind i fremtiden på deres måde. De kan være i tryg forvisning om, at vi vil byde Kongeparret velkommen – også i Dragør.

Med disse ord vil jeg på vegne af Dragør Kommune og Kommunalbestyrelse endnu en gang sige Dem af hjertet tak. Må De nyde Deres otium blandt mennesker, de holder af og med sysler, som gør Dem glad helt ind i hjertet.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Borgmester Kenneth Gøtterups hilsen til Dronning Margrethe i forbindelse med tronskiftet.
Borgmester Kenneth Gøtterups hilsen til Dronning Margrethe i forbindelse med tronskiftet.

 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk