Den lokale tegner Per Juel har designet denne illustration til podcasten Det Store Klasselokale, der skal udbrede kendskab til udeskoling.
Den lokale tegner Per Juel har designet denne illustration til podcasten Det Store Klasselokale, der skal udbrede kendskab til udeskoling.

Udbredelse af udeskoleprojekt

Ny podcast skal formidle Dragørs udeskoleprojekt til resten af landet

I 2021 igangsatte Dragør Kommune et stort udeskoleprojekt, hvor eleverne fra alle tre skoler skulle ud af klasseværelserne og modtage endnu mere undervisning uden for skolens mure. 

Nu skal en ny podcast sørge for, at de mange gode erfaringer bliver delt med lærere og pædagoger i resten af landet.

Podcasten Det Store Klasselokale er tiltænkt fagfolk, der underviser børn og unge, men den er tilgængelig for alle, der er nysgerrige på, hvad Drag-ørs skoleelever render og laver i bybilledet midt i skoletiden. 

I de første episoder møder lytteren blandt andet centerchef Rasmus Johnsen, der fortæller om de politiske visioner for udeskolen, samt borgmester Kenneth Gøtterup, der fortæller om sin egen skoletid i Dragør, og får opskriften på en måde at gøre skolen endnu mere relevant og levende for de kommende generationer.

Mathilde Brandstrup og Camilla Lærkesen fra Dragør Ungdomsskole er værter og producenter på serien, som også får besøg af en række forskere og eksperter, der indvier lytteren i de nyeste undersøgelser af trivsel og læring i skolen. 

Fra universitet til skolehave

Podcasten har desuden et samarbejde med Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor en række forskere deler deres viden om den nyeste forskning i biologifaget. Formålet er at få forskningen direkte fra Københavns Universitet ud til folkeskolen, så eleverne bliver undervist i den nyeste viden på området.

Undervisningsmaterialet bruges i Dragørs skolehaver, som åbnede officielt i april måned. Her undervises 2.- og 3.-klasserne i at så og høste grøntsager, og undervejs lærer de om planternes vandtransport og rodsystem, biernes bestøvning og om vigtigheden af vilde blomster.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk