Udbygger føring 

Racerkøreren Christian Rasmussen fastholder trods et skuffende resultat den samlede førsteplads

Christian Rasmussen fra Dragør skulle på Indianapolis Motor Speedway-banen i Indiana lørdag den 13. maj forsvare sin samlede 1.-plads i Indy NXT-serien.

Allerede da bilerne kom på banen dagen før løbet, kunne man fornemme, at det ville blive et tæt løb. Ved træningen var der mindre end et sekunds forskel i de 16 hurtigste bilers bedste tider. Danskeren var her den 6. hurtigste – blot 0,3318 sekunder efter Kyffin Simpson, der satte bedste tid.

Christian Rasmussen holder klar på Indianapolis Motor Speedway.
Christian Rasmussen holder klar på Indianapolis Motor Speedway.

En lignende tendens viste sig, da der senere på dagen blev kørt kvalifikation til lørdagens løb. Denne gang var det dog den italienske kører Matteo Nannini, der var hurtigst og vandt sin første poleposition.

Christian Rasmussen blev igen nummer seks, mens Nolan Siegel, der inden løbet var nummer to i den samlede stilling, havde en slem dag og var blot 16. hurtigste, og Danial Frost, der vandt sæsonens første løb, måtte nøjes med en 12.-plads.

Den hurtigste ved dagens træning, Kyffin Simpson, kvalificerede sig som nummer fire.

Første sejr til italiener

Matteo Nannini har i årets Indy NXT-serie kun opnået to 15.-pladser, og han var da også kun samlet på en delt 17.-plads af de 20 kører, der har været på banen i sæsonen. Dette kunne dog slet ikke ses under løbet. Italieneren lå nemlig forrest fra start til slut og vandt dermed sin første Indy NXT-sejr.

Stilliningen i Indy NXT

1Christian Rasmussen116
2Nolan Siegel98
3Danial Frost90
4Matteo Nannini84
5Hunter McElrea79
6Josh Green76
7Louis Foster74
8Jacob Abel74
9James Roe69
10Kyffin Simpson67
11Colin Kaminsky65
12Enaam Ahmed63
13Christian Bogle56
14Ernie Francis Jr52
15Jamie Chadwick51
16Reece Gold51
17Jagger Jones46
18Rasmus Lindh46
19Toby Sowery35
20Josh Pierson27

Stillingen i Indy NXT-serien efter tre løb.

Christian Rasmussen var godt med i store dele af løbet, og han lå efter tre omgang oppe på 3.-pladsen – lige bag Louis Foster. Bag danskeren lå Kyffin Simpson og Hunter McElrea.

Simpson overhalede efter nogle få omgange Christian Rasmussen, der i resten af løbet blev presset bagfra af Hunter McElrea.

Med fem omgange tilbage gik den ikke længere for danskeren; McElrea forviste ham til 5.-pladsen, som også blev hans slutplacering.

Louis Foster blev nummer to, mens Kyffin Simpson og Hunter McElrea blev henholdsvis nummer tre og fire.

Positivt fremsyn

Trods den lidt skuffende 5.-plads til Christian Rasmussen, der havde sat næsen op efter mere, udbyggede han alligevel sit forspring til 18 point. Rasmussen fik 30 point for sin slutplacering, mens de to nærmeste konkurrenter i topstriden, Danial Frost og Nolan Siegel, sluttede som henholdsvis nummer 11 og 13.

Matteo Nannini er nu pludselig blevet et navn i mesterskabsserien. Med sin sejr byttede han sin samlede 17.-plads ud med 4.-pladsen og er nu blot 32 point efter danskeren.

»5.-pladsen var ikke det resultat, vi ville have, men vi forbliver positive og fokuserer på mesterskabet,« skriver Christian Rasmussen på sociale medier efter løbet.

Indy NXT-feltet skal tilbage på banen allerede dem kommende weekend, hvor der køres løb både lørdag den 3. og søndag den 4. juni på gadebanen til Detroit Grand Prix i Michigan.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk