Dragørs 5.-klasser tog forrige uge turen til Fælledvej, hvor de besøgte Seerupgaard.
Dragørs 5.-klasser tog forrige uge turen til Fælledvej, hvor de besøgte Seerupgaard.

Undervisning i økologisk landbrug 

I uge 37 havde Seerupgaard og Dragør Ungdomsskole inviteret samtlige 5.-klasser på Dragørs skoler på besøg på Seerupgaard, der ligger på Fælledvej. 

Eleverne holdt gættekonkurrence og fik mulighed for at smage på grøntsager direkte fra marken, inden de selv fik lov at være med til at høste. 

»Det har været en rigtig sjov og god oplevelse at have alle børnene med ude at smage på marken,« fortæller Neel Seerup Hansen, der sammen med Marc Seerup Hansen driver Seerupgaard. Hun fortsætter: »De har smagt på virkelig mange forskellige ting, de selv plukkede.« 

Turene på marken med Neel Seerup Hansen handlede først og fremmest om at opleve, hvor mange forskellige smagsindtryk, der kan være fra planter, der gror her i den flade Amagerjord. Eleverne fik lov at smage først – og gættede derefter på, hvad det var. En af de helt store overraskelser var krydderurten bronzefennikel.

»Det var ret sjovt, hvordan de blev forbavsede, og mange af dem blev begejstrede, fordi frøstandene smagte af lakrids,« fortæller Neel Seerup Hansen om de unges reaktion.

De unge lærte også, hvad der skal til for, at planterne gror, hvordan man kan høste af dem, og hvad de kan bruges til i køkkenet. Elevernes besøg på gården gik også forbi bistaderne og hønsene. 

Økologi i børnehøjde 

Økologien er bærende for arbejdet på Seerupgaard, og eleverne fik en forståelse for, hvorfor der også dyrkes blomster på marken til insekterne, de vilde bier og honningbierne. 

»De hørte om, hvordan økologien passer på biodiversiteten, at det er vigtigt, at vores insekter ikke forsvinder. De er nødvendige for, at vores planter kan blive bestøvet, og de er vigtige for fødekæden. Derfor vil vi ikke bruge sprøjtemidler mod insekter eller ukrudt på vores marker. Så må vi leve med, at der nogle gange er huller i palmekålen,«  lyder det fra Neel Seerup Hansen.

Efter undervisning og smagsprøver fik eleverne selv syn for palmekålen og jord under neglene, da de skulle være med til at høste i det økologiske landbrug.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at børnene forstår, hvordan fødevarer produceres. Det er vigtigt, at de lærer, at der er fantastisk mange forskellige grøntsager og krydderurter, og at de lærer at værdsætte de madoplevelser, markerne kan frembringe – om det så er grønt foder til høns, så vi får gode æg – eller om det er urter, der smager af lakrids eller sødmen i små gule minitomater,« afslutter Neel Seerup Hanse. 

Samarbejde med lokale aktører 

Besøgene på Seerupgaard er det nyeste skud på stammen i Friluftsskolen, der drives af Dragør Ungdomsskole. 

Friluftsskolen er af måderne, hvorpå Dragør-skolerne lever op til folkeskolereformens krav om åben skole, hvor skolerne skal samarbejde med lokalsamfundets kultur-, fritids- og erhvervsliv. 

Blomsterne er mad til bier og andre insekter, som medvirker til at bestøve andre afgrøder og at holde fødekæden i gang.
Blomsterne er mad til bier og andre insekter, som medvirker til at bestøve andre afgrøder og at holde fødekæden i gang.
Neel Seerup Hansen underviser.
Neel Seerup Hansen underviser.
Dragørs 5.-klasser tog forrige uge turen til Fælledvej, hvor de besøgte Seerupgaard.
Dragørs 5.-klasser tog forrige uge turen til Fælledvej, hvor de besøgte Seerupgaard.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk