Vi har modtaget:

Valgplakater – ja eller nej!

Søndag den 9. juni skal vi igen til valgurnerne og sætte vores kryds ved et utroligt vigtigt valg. Denne gang skal vi vælge vores repræsentanter til EU-Parlamentet.

Vi er som befolkning en forbunden del af EU – uanset om vi er tilhængere af fællesskabet eller ej.

Vi har desuden, synes jeg, hver især en forpligtelse til at bruge vores demokratiske stemme og påvirke, hvilken politisk retning vores samfund skal tage, også i EU.

Der er masser af vigtige politiske temaer, der presser sig på, og vi har nok af kriser og krige at tage fra, hvor vores demokratisk valgte repræsentanter skal ind og skabe nogle holdbare politiske resultater.

Men historisk set er der ikke en høj valgdeltagelse til EU-valg, hverken i de øvrige EU-lande eller herhjemme – desværre!

Jeg er af den holdning, at de udfordringer, vi alle har som borgere i EU, løser vi bedst i fællesskab og i dialog, og inden for et stærkt og åbent folkestyre. Derfor håber jeg, at vi i Dragør kan hjælpe hinanden og få så mange med til at sætte kryds søndag den 9. juni til EU-valget.

Valg uden plakater

Grunden til, at jeg skriver dette indlæg, er ikke et politisk sigte.

Derimod vil jeg gerne før valget til EU – men også fremtidige folketingsvalg og kommunalvalget i efteråret 2025 – spørge borgerne og de lokale politikere, om vi i Dragør Kommune kunne afholde valg uden valgplakater i lygtepælene, træer og andre offentlige steder i gadebilledet.

Jeg ved godt, at det har en lang tradition, men måske skal vi følge andre hensyn, som også andre kommuner har valgt.

Det helt åbenlyse ved ikke at hænge valgplakater op er det æstetiske hensyn.

Det er selvfølgelig smag og behag, om vi synes, det er pænt med valgplakaterne, men et andet åbenlyst hensyn er spild af ressourcer og miljøhensynet.

En beslutning om ikke at hænge valgplakater op kræver sandsynligvis en enighed hos den nuværende kommunalbestyrelse, hvilket nok er svær at opnå i Dragør.

Jeg har stillet op til kommunalvalget siden 2009 – i 2013 for Radikale Venstre. Det var sidste gang, jeg var på valgplakater. Men i 2017 og 2021, hvor jeg stillede op på min egen uafhængige liste – Anne Grønlund – fravalgte jeg valgplakater og begrænsede mit trykte valgmateriale – delvis på grund af manglende midler, men også af hensyn til miljøet og tiden.

Til kommunalvalget i 2025 i Dragør forventer jeg igen at stille op som uafhængig kandidat på Liste Anne Grønlund.

Derfor vil jeg gerne høre vores lokale politikeres holdning til valgplakater – men også vælgernes.

Til de valg, der kommer, vil jeg personligt indrykke flere annoncer, især i Dragør Nyt, og bruge vores lokale presse til at skabe debat og politisk dialog. Hvad tænker du?

Med venlig hilsen
Anne Grønlund

Valgplakater er en del af bybilledet ved kommunalvalget i 2021. Arkivfoto: TorbenStender.
Valgplakater er en del af bybilledet ved kommunalvalget i 2021. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk