En del tilskuere følger løbet i det flotte vejr. Foto: TorbenStender.
En del tilskuere følger løbet i det flotte vejr. Foto: TorbenStender.

Vellykket cykelløb

Amager Cykle Rings årlige cykelløb faldt i år sammen med påsken og blev afviklet skærtorsdag. 

Det ofte lunefulde påskevejr bød i år på sol – så de mest friske drenge og piger i cykelfeltet var trukket i korte busker og trøjer. 

Tour de France-veteran

458 ryttere fra hele landet deltog i løbet, heriblandt den tidligere professionelle cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm, som er æresmedlem i klubben. 

Brian Holm gjorde comeback på landevejen efter 25 års pause – og han gjorde det med stil. Den tidligere professionelle vandt løbet for ryttere over 60 år efter hjælp i spurten fra sin mangeårige cykelkammerat og træningsmakker Jens Veggerby.

Brian Holm, som også har et klubmesterskab på samvittigheden, nåede lige at komme på podiet, hvor han havde fundet sin 40 år gamle Amager-trøje frem, inden han hastede videre for at kommentere cykelløb på Eurosport.

Langt udbrud

I A-klassen var der sejr til den unge københavner Gustav Wang, som er tidligere juniorverdensmester i enkeltstart.

Gustav Wang, der kører for Restaurant Suri-Carl Ras, fik brug for alle sine evner som enkeltstartsrytter, da han efter et langt udbrud pludselig sad alene, efter at den professionelle World Tour-rytter Johan Price-Pejtersen punkterede.

Gustav Wang sejrede med 15 sekunder til feltet, hvor Mikkel Øritsland fra Amagers eget hold Co:Play Giant Store vandt foran Joshua Amos Gudnitz fra ærkerivalerne fra Team ColoQuick i Skive.

Det stolte jyske hold, som altid kører efter sejren, havde trods tredjepladsen ros til løbet.

»Kæmpe ros til Amager Cykel Ring for deres cykelløb i dag. Det var bare det. Dejligt man stadig kan komme til gode og sikre cykelløb, med masser af frivillige, der arbejder en vis del ud af bukserne på sådan en højhellig dag,« skrev sportsdirektøren Christian Moberg fra Skive-holdet efter løbet.

Amager Cykle Rings årlige løb skulle være kørt i juni, men der kunne ikke gives tilladelse til ruten på grund af blandt andet Dragør Marked på samme tidspunkt.

Den tidligere professionelle rytter Brian Holm er tilbage i sadlen – og det med succes. Foto: TorbenStender.
Den tidligere professionelle rytter Brian Holm er tilbage i sadlen – og det med succes. Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk