Vi har modtaget – åbent brev til kulturminister Jacob Engel-Schmidt:

Affredninger i Dragør Gamle By

Dragør Bevaringsnævn, der er nedsat af Dragør Kommune, har eksisteret siden 1934. 

Vi har fulgt den tid, hvor store dele af Dragør Gamle Bys ejendomme blev bygningsfredet. Og vi oplever så i disse år, at der gennemføres en del affredninger.

I forbindelse med høringerne for et par år siden omkring affredningerne udtalte Dragør Bevaringsnævn, at dette ville kunne skade bevaringsarbejdet i Dragør. 

Efter gennemførelsen af affredningerne må vi konstatere, at vi desværre havde ret. 

Vi ved, at ejerne af de affredede ejendomme har værnet om og været stolte over fredningerne og skuffede over Kulturministeriets afgørelse om affredning. 

Samtidig er der stor vrede over, at bygningsarbejder, der gennem de seneste 30 til 40 år er godkendt af Kulturministeriet, nu af samme ministerium bruges som begrundelse for affredning. Hvorfor godkendte ministeriet så disse bygningsarbejder, spørger man sig selv.

Dragør Bevaringsnævn, der har fulgt affredningsforløbet nøje, er bekendt med, at Kulturministeriet ikke mener, at de nu affredede ejendomme opfylder den nuværende bygningsfredningslovs kriterier for at være bygningsfredet. 

Da de pågældende ejendomme i sin tid blev fredet, gjaldt andre kriterier med såkaldte A- og B-fredninger, hvor A-fredningerne vedrørte både bygningernes indre og ydre, mens B-fredningerne alene vedrørte bygningernes ydre, og hvor bygningerne typisk blev vurderet i sammenhæng med deres omgivelser. 

En stor del af Dragørs fredede bygninger blev netop bygningsfredet som B-fredninger, da det i høj grad er det samlede autentiske kultur-miljø i den gamle by, der er enestående, mere end det er den enkelte ejendom. 

Dragør Kommune gør gennem en bevarende lokalplan en stor indsats for at sikre kulturarven i den gamle by. Men en fredning er et langt stærkere styringsredskab, end en lokalplan. En lokalplan kan laves om, og der kan dispenseres. 

Det kan ikke være rigtigt, at mens enkeltbygninger kan bygningsfredes og dermed får særlig national bevågenhed, så har samlede kulturmiljøer det ikke – men må alene takles lokalt. 

Dragør Bevaringsnævn har ved forskellige lejligheder over for ministeriet bemærket, at der efter vores opfattelse er tale om et decideret »hul« i lovgivningen med en for svag beskyttelse af samlede kulturmiljøer.

Kulturministeriet har i flere sammenhænge udtrykt, at Dragør Gamle By som kulturarv har national – ja, endog international – betydning. Senest gjorde man det i forbindelse med Kulturministeriets udpegning af Dragør Gamle By og Havn på tentativlisten til at komme på UNESCO’s verdensarvsliste. Vi er derfor uforstående over for, at man samtidig fratager en række af byens ejendomme sin status som national kulturarv ved at affrede disse. 

Affredning er bestemt ikke, hvad byen – og bevaringssagen – har brug for.

Nævnet har fulgt med i de seneste fredninger, for eksempel fredningen af Nyboder, hvor man netop tager bebyggelsens omgivelser med i fredningen. Også fredningssagen om Aarhus Universitet omfatter det samlede kulturmiljø. 

Vi ser det som en særdeles positiv udvikling. Og i den forbindelse skal vi opfordre Kulturministeriet til også at se Dragør Gamle By som et sådant samlet kulturmiljø, der i sin helhed – eller mht. enkelte dele af byen – burde bygningsfredes. 

Dragør Bevaringsnævn håber, at Kulturministeriet vil vurdere situationen i Dragør nærmere. I det omfang Drag-ør Bevaringsnævn kan være behjælpelig, er vi meget indstillet herpå.

Med venlig hilsen
Martin Hans Borg
Formand for Dragør Bevaringsnævn

Vi har modtaget: Krudthus skal sælges

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om kommunens planlagte salg af det gamle krudthus på Bachersmindevej. Læs...

Vi har modtaget: Borgmesteren vil sælge Krudthus 2

Ann Harnek, Annette Nyvang og Peter Læssøe – allt fra liste T – har indsendt et debatindlæg om det...

Vi har modtaget: Lokalplanen i den gamle by

Morten Dreyer, Dansk Folkeparti i Dragør, har indsendt et debatindlæg om Normals og den restiktive Lokalplan 3 for den...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk