Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev:

Nyt fra Dragør Rådhus

Det nye år er godt i gang, og jeg håber alle er kommet godt ind i det. 

Vinteren har også fået sit tag i Dragør, og i vinterdagene med frost og klart vejr viser Dragør sig fra sin smukke side. 

Det politiske arbejdsår er også i fuld gang, og i dette nyhedsbrev er en opdatering på et udvalg af de sager, der har rørt på sig siden sidste nyhedsbrev.

Kommunaløkonomisk forum

Januar har også budt på Kommunernes Landsforenings årlige økonomiske møde i Ålborg imellem alle kommuners økonomiudvalg. 

Fra Dragør var jeg afsted med mine gode kolleger fra Venstre, Socialdemokratiet og liste T. 

Budskaberne var klare: Kommunerne har for få penge til de ønsker, borgerne har til velfærden. Da der ikke kommer flere midler til kommunerne, er det politikernes opgave at komme ind i en prioritering af fremtidens velfærdsydelser. Hvad skal borgerne selv sørge for, og hvad er kommunale ydelser? Den debat kommer vi også til at tage i Dragør i årene frem. 

Det stiller store krav til os alle. Vi skal som politikere turde tage beslutningerne og være tydelige om, hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Vi skal alle som borgere være åbne for den debat, der handler om, at der i fremtiden ikke vil være de samme velfærdsydelser, som vi har været vant til gennem mange år.

Kystsikring

I januar og februar måned har jeg inviteret mig selv til møde med miljø- og transportordførerne fra de forskellige partier på Christiansborg. 

Jeg har bedt om dette møde for at fremlægge Dragørs udfordringer med kystsikring og derigennem forsøge at sikre mig, at ordførerne er forberedt på Dragørs situation, når resultaterne af den statslige forundersøgelse skal behandles i transportudvalget og miljøudvalget. 

I sidste uge var borgmestrene fra de kommuner, der blev ramt af stormfloden i oktober måned, inviteret til møde med miljøministeren. 

Mine budskaber til ministeren var:

  • Få nu skabt nogle muligheder for, at vi kan lave kystbeskyttelse, selvom vi berører et område, som er udpeget til naturbeskyttelse efter EU’s Natura 2000-direktiv. Der er noget dobbelthed i at beskytte natur, der alligevel forsvinder ved oversvømmelse, og Natura 2000-direktivet kan være en stor hindring for, at vi i Dragør kan realisere vores vedtagne projekt.
  • Få genbesøgt og ændret finansieringsmodellen, så der samlet på landsplan findes anden finansiering. I Dragør er vi få til at betale for en meget lang kyststrækning.
  • Find fælles løsninger for de fire hovedstadskommuner, der indgår i den statslige forundersøgelse af kystsikringen, og efterlad ikke Dragør foran et dige på tværs over Amager. Ikke mindst fordi vi i de fire kommuner er interesseret i at finde fælles løsninger, der skaber mere rekreativ natur, som jo netop er indholdet i Dragørs projekt.
  • Og sidst, men ikke mindst, skal der handling til, og processen om lovgivning skal speedes op.

HOFOR

I slutningen af november fik vi et massivt regnskyl. 64 mm på et døgn. Det svarer til, hvad der normalt falder i hele november måned. 

Vi så flere steder oversvømmelser, da ledningsnettet ikke kan håndtere de store vandmasser. 

Dimensioneringen af ledningsnettet i kommunerne er nationalt bestemt, men klimaforandringerne er bekymrende, og den seneste hændelse viser, at vi ikke kan håndtere så store regnmængder. Jeg har derfor inviteret HOFORs ledelse til møde om sagen for at få klarhed over, hvor store vores udfordringer reelt er, samt hvilke handlemuligheder der er. Ikke mindst om HOFOR har tilstrækkelig fokus på problemstillingen. 

Tandlæge

I Danmark er der generelt mangel på tandlæger, og kommunerne har svært ved at få besat deres stillinger i den kommunale børnetandpleje. Det gælder også i Dragør, og det er et meget alvorligt og stort problem. 

Aktuelt er vores klinikchef fratrådt, og vi har svært ved at få besat stillingen. Det stiller os i en svær situation. Derfor er det besluttet, at vi arbejder med flere løsninger. Vi forsøger yderligere rekruttering med ekstern bistand. Og samtidig undersøger vi mulighederne for et samarbejde med Tårnby Kommune eller mulighederne for, at vi udlicitere vores tandpleje til private tandlæger. 

Allerede nu har vi private tandlæger til at hjælpe os. Alle børn med akutte tandproblemer bliver stadig behandlet med det samme, men der kan være ventetider på anden behandling. 

Det er ikke tilfredsstillende, og vi gør alt, vi kan, for at finde en permanent løsning. 

Specialklasserække og behandlingsskole

Sidste år etablerede Dragør Kommune en specialklasserække til 10 elever, og den fik til huse på Elisenborg. Nu udvider den til 20 elever, og den vil fremover få til huse på Blushøj. Det betyder også, at SFO-lokalerne til 3. klasserne flytter til Engvej i det gamle klubhus, som boldklubben havde. 

Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde børn den hjælp og støtte til specialundervisning i Dragør, så færre børn skal gå i skole uden for Dragør. 

I budgettet for 2023 satte vi en proces i gang om at undersøge, om vi kan etablere en behandlingsskole. 

Vi har haft dialog med flere private aktører om dette, og flere har interesse i at gå i samarbejde med Dragør. Desværre har vi ikke egnede, ledige lokaler, der kan anvendes. Derfor har vi besluttet, at vi ikke pt. etablerer en behandlingsskole i Dragør, men vi er i stedet gået i dialog med Tårnby Kommune, om vi på tværs af de to kommuner kan lave et samarbejde om dette. 

Svømmehal

I forbindelse med reorganiseringen af Hollænderhallen, der bl.a. har som målsætning at have øget åbningstid, er der igangsat en brugerundersøgelse. Det handler om, hvornår vi som borgere ønsker, svømmehallen skal have åbent. 

Der er kommet i alt 334 svar, og vi er rigtig glade for de mange besvarelser, der er kommet. De vil alle nu indgå i de videre drøftelser, der skal være om, hvornår svømmehallen skal have åbent for offentligheden i 2024/2025-sæsonen. 

Byjubilæum

2024 bliver året, hvor vi skal fejre sammenlægningen mellem Dragør og Store Magleby. Det er 50 år siden, at de to kommuner blev sammenlagt. 

Der vil blive nedsat et festudvalg, hvor foreninger og virksomheder inviteres til at planlægge fejringen, som både vil finde sted i Dragør og i Store Magleby. 

Nabovenner

Sidste år indgik kommunalbestyrelsen en partnerskabsaftale med politiet og TrygFonden om projektet »Nabovenner«. Det er et tiltag, der skal medvirke til at gøre vores by endnu tryggere. 

I Dragør havde vi sidste år 31 indbrud. Det er sammenlignet med andre kommuner meget lavt. Men derfor skal vi alligevel have et fokus på at forebygge. 

I starten af januar blev der inviterede til et opstartsmøde i projektet »Nabovenner«. Mødet blev desværre aflyst grundet sygdom og afbud. Der var desværre også nogle tekniske fejl i vores e-mailsystem, så nogle borgere ikke fik aflysningen og mødte forgæves frem. Det beklager jeg og håber på forståelse. 

Vi kommer med endnu en invitation til et møde i løbet af de kommende måneder. Og jeg håber allerede nu, at de grundejerforeninger og borgere, der ikke fik tilmeldt sig første gang, har lyst til at deltage.

H. M. Dronningen og H. M. Kongen

Nytårsaften blev mange af os overraskede og rørte. H. M, Dronningen meddelte, at hun abdicerede – og 14 dage efter fik vi en ny konge. 

Kommunalbestyrelsen har sendt en hilsen til både H. M. Dronningen og takket for den store indsats for Danmark og besøgene i Dragør samt til H. M. Kongen med lykønskning om tronskiftet. 

Jeg fik søndag den 21. januar fornøjelsen at repræsentere Dragør i festgudstjeneste i Århus Domkirke, hvor kongehuset var repræsenteret. Det var for mig en særlig dag, hvor jeg blev berørt over at se H. M. Kongen og den kongelige familie i en ny rolle. 

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk