Vi har modtaget:

Dragør Kulturnat 2024

Fredag den 13. september løber Dragør Kulturnat atter af stablen. Vi glæder os endnu en gang til dér at kunne præsentere en masse interessante arrangementer 

Mange vil sikkert stadig kunne huske den helt fantastiske sensommeraften, hvor kulturnatten sidste år blev krydret med dejlig musik på Neels Torv, og masser af borgere hyggede sig med et glas kold hvidvin eller andet og bare nød livet, samværet og den pragtfulde stemning. 

Hvordan vejret arter sig er altid uforudsigeligt. Til gengæld er det forudsigeligt, at der igen i år er masser af opbakning fra erhvervsliv, kultur-institutioner og frivillige til at skabe endnu en uforglemmelig oplevelse i vores dejlige by. 

Masser af engagement

Vi er så ualmindelige heldige at bo i en by, der er præget af en stor grad af engagement, frivillighed og herlige initiativer fra vores butikker og caféer. 

Ydermere har vi de helt perfekte rammer til at skabe events og oplevelser. Vi borgere behøver ikke at sidde med hænderne i skødet og vente på, at kommunen skal arrangere og ordne alt for os. Vi kan selv ... og de private initiativer, der kommer fra borgerne selv – og bæres af borgerne, er ofte uendelig meget stærkere. 

Dragør er fyldt med borgere – unge, som ældre, erfarne – der har idéer og et helt unikt drive. Når engagementet, erfaringerne og lysten smelter sammen, skabes en helt fantastisk lokal kultur. 

Kulturen – det, der binder os sammen

I tider, hvor man ikke altid finder, at kulturen værdsættes fra politisk hold, er det værd at huske på, at det netop er vores fælles lokale kultur, der binder os sammen. Det, der gør os til dem, vi er, og det, der gør os stolte over at sige, hvor vi bor, og hvor vi kommer fra. 

Men vi skal huske, at den stolthed kommer ikke af sig selv. Den kommer af alt det, byen og dermed os borgere er rundet af – af vores bys historie, af naturen, der omgiver os, af vandet og af det specielle lys. Men også af vores nærvær og omsorgen for hinanden, for børnene og for seniorerne – af hjælpsomheden og af oveskuddet. 

Ved mange forskellige lejligheder igennem året bindes vi sammen af usynlige, men stærke tråde. Julemarkeder, Levende Låger, fastelavsryttere, havnefesten, musik på fortet og mange andre små og store begiveheder er med til at forstærke følelsen af, at vi bor ikke bare hvor som helst – nej, vi bor i Dragør. 

Det er ikke bare en by, et geografisk område – det er en livsstil og en kultur, vi har valgt at være en del af, og som er en del af os som individer.

Kulturnatten er en fejring

Det er alt dette, som er formålet med Dragør Kulturnat. Det var det bærende element i mit ønske om i sin tid at etablere en lokal kulturnat; en fejring af alt det vi er, alt det vi kan – sammen! 

Derfor håber jeg, så mange som muligt og i skøn forening igen vil bakke op – erhvervslivet, foreningerne, kulturinstitutioner, som f.eks. museet og biblioteket – og de helt private initiativer. 

Intet er for stort, intet er for småt. Lad alle idéer pible frem. Der sidder ingen smagsdommere og siger: »Dur ikke!« 

Kultur er så uendelig meget, og netop diversiteten er jo det uendelig smukke ved disse aftener. Magien opstår jo netop i forskelligheden i de mange arrangementer – og som vi hver især tilvælger præcis efter, hvad vi har lyst til. Men det sker i samværet med andre mennesker, nogle vi kender, og nogle nye vi møder. 

Vi har det til fælles, at her bor vi, det er vores aften, og det er vores lokale kultur, vi fejrer. 

Med venlig hilsen
Kim Dupont
Initiativtager – Dragør Kulturnat
kimdupont62@gmail.com 

Der er musik og hygge på Neels Torv under sidste års Kulturnat i Dragør. Arkivfoto: TorbenStender.
Der er musik og hygge på Neels Torv under sidste års Kulturnat i Dragør. Arkivfoto: TorbenStender.

Vi har modtaget: Bliver filmen om Ellen Nielsen nu til noget?

Morten Dreyer har indsendt et indlæg om filmatiseringen af Ellen Nielsens liv. Læs mere

Vi har modtaget: Værftsgrunden kommer endelig i udbud

Flemming Blønd fra Sydamagerlisen har skrevet et debatindlæg om udbuddet af det forhenværende værft på Dragør Havn.

Vi har modtaget: Købstilbud vedr. biografbygningen

Jørn S. Larsen og Flemming Aunel har på vegne af Dragør Borgerforening indsendt et debatsvar om salget af biografbygningen....

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk