Vi har modtaget:

Hvalsafari på Sydvestpynten

Hvis du har slået vejen forbi Sydvestpynten indenfor den seneste uges tid, så har du fået dig et billigt grin.

Humoristisk kunstværk

Med glimt i øjet har en drag-ørborger kommenteret på den manglende handlekraft i sagen om den vedvarende oversvømmelse af Sydvestpynten, der tog sin begyndelse med »Oktoberstormfloden« for fire måneder siden.

På de sociale medier kan man læse følgende: »Breaking News! Hvaler spottet ved Sydvestpynten. I dag er der observeret to hvaler, der boltrer sig i vandet på de oversvømmede arealer ved Kalvebodvej.«

De to blå hvaler, hvalsafari-skiltet og vandmasserne tæt på beboelse har sat sagen i relief og fået de helt store smil frem på folks læber. 

Midt i det våde miljø er humoren åbenbart den knap, der forhindrer, at man går ud af flippen – når man som husejer på fjerde måned skal døje med vandskader, opstigende kloakvand og strømafbrydelser.

Efterlysning af kystsikring

I kølvandet på stormfloden i oktober 2023 er Sydvestpyntens beboere tillige blevet ramt af rekordstore mængder regn henover efteråret og vinteren.

På markerne, hvor de oppustelige hvaler boltrer sig, står vandet i disse dage tolv centimeter højere end nabohusenes sokler. Dertil er også grøfterne fyldt til randen. 

Havvand og regnvand kan simpelthen ikke komme væk, eftersom jorden og sandet er mættet med vand.

Indtil vandet er ledt væk, skal beboerne på Sydvestpynten leve med en daglig bekymring for flere oversvømmelser og nye vandskader – og det giver langvarige problemer både personligt, familiemæssigt og økonomisk.

Kongelundens Grundejerforening har i årevis kæmpet for at få et dige på de gamle strandvolde. En sådan digeløsning kunne være igangsat for mange år siden, men processen plasker stadigvæk hvileløst rundt i den kommunale syltekrukke.

Slut med tomgangssnak

Mon ikke det muntre og tankevækkende kunstværk på Kalvebodvej kan minde administrationen, direktionen og kommunalbestyrelsen på Dragør Rådhus om, at der skal handles i sagen om kystsikring i Dragør.

Der er blevet snakket nok ... nu bør der sørges for afvanding på Sydvestpynten og gennemførelse af kystbeskyttelsen, som er blevet efterlyst i årtier. 

Godt gjort er meget bedre, end godt sagt!

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Et par hvaler boltrer sig sammen med svanerne i vandet på marken. Foto: Kenneth Olsen.
Et par hvaler boltrer sig sammen med svanerne i vandet på marken. Foto: Kenneth Olsen.

Vi har modtaget: Et grønnere Dragør

Nicolaj Bertel Riber (A), viceborgmester, har indsendt et debatindlæg om et grønnere Dragør. Læs mere

Vi har modtaget: Hvem kontrollerer kontrollanterne?

Morten Dreyer har indsendt et indlæg i klimadebatten og om Kystdirektoratets og DMI's beregninger af den værst tænkelige stormflod....

Vi har modtaget: Dragørs værdier trues af infrastruktur-projekt

Søren Hvalsø har indsendt et debatindlæg om det kommende digeprojekts påvirkning af Dragørs værdier. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk