Vi har modtaget:

Vil lufthavnen betale for sin PFAS-forurening?

Efter årelang venten har borgerne stadig ikke fået svar på, hvordan Københavns Lufthavne A/S forholder sig til sit erstatningsansvar for PFAS-forureningen af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør.

Eksempelvis er der ikke foretaget nogen tiltag med henblik på oprensning af kanalen Hovedgrøften, der afvander store dele af lufthavnens område, og som i 2021 blev konstateret PFAS-forurenet. 

Kommunal syltekrukke

For over et år siden, nærmere bestemt marts 2022, besluttede Dragørs kommunalbestyrelse enstemmigt at undersøge muligheden for at rejse erstatningskrav mod lufthavnen for den vidtfavnende miljøforurening. 

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober 2022 mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Meningen var at indgå en »frivillig aftale« med virksomheden Københavns Lufthavne A/S om etablering af afværgeforanstaltninger samt at holde Dragør Kommune »skadefri« af den omfattende PFAS-forurening, der er forårsaget af lufthavnen.

Efter det afholdte møde i december 2022 vides det dog stadigvæk ikke, om lufthavnen vil vedkende sig sit erstatningsansvar for den sundhedsskadelige PFAS-forurening eller ej?

Lufthavnsdirektør Thomas Woldbye har nu sagt sit job op efter 12 år og forlader posten i slutningen af september måned til fordel for en topstilling i Heathrow Airport.

PFAS-forureningssagen plasker dermed stadig hvileløst rundt i den kommunale syltekrukke.

Undersøgelse af kanal

I begyndelsen af 2022 blev der udtaget vand-, jord- og planteprøver fra kanalen Hovedgrøften, der viste indhold af PFAS-stoffer, som ligger væsentligt over grænseværdierne for PFAS i vandløb.

Dragør Kommune har i august 2022 fået foretaget endnu en undersøgelse af Hovedgrøften. Undersøgelsen er udført af rådgivningsfirmaet WSP, der afleverede sin rapport til kommunen i oktober 2022. Rapporten blev i al stilhed offentliggjort på kommunens hjemmeside i juli 2023 – altså hele otte måneder efter modtagelsen.

To gange om året foretager Dragør Kommune »grødebeskæring«, det vil sige beskæring af planter i vandløbet, hvorefter grøden lægges til tørring på brinkerne langs grøften.

Hovedgrøften har sit udløb i Øresund. Foto: Kenneth Olsen.
Hovedgrøften har sit udløb i Øresund. Foto: Kenneth Olsen.

WSP vurderer, at der er risiko for kontaminering af kvæg og får ved oplægning af grøden til græsning: »Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har pr. e-mail fremsendt en opgørelse over et for dem acceptabelt indhold af PFOS i foder til kvæg og får, hvor kødet efterfølgende sælges til humant konsum, på henholdsvis 0,03 µg/kg for kvæg og 0,04 µg/kg for får, mens det accepterede indhold af summen af fire PFAS-stoffer og summen af 22 PFAS-stoffer er på henholdsvis 0,08 og 0,12 for kvæg og får. I grøden fra Hovedgrøften er der påvist et indhold af PFOS op til 2,6 µg/kg, svarende til en faktor ca. 87 i forhold til det af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri accepterede indhold i foder til kvæg.« (WSP – PFAS i grøde oplagt langs Hovedgrøften – den 25. oktober 2022 – side 9).

WSP anbefaler derfor, at grøden ikke indgår som foder til dyr, og at grøden oplægges på brinker uden for hegn, eller på modsat brink, hvor græssende kvæg, får og heste ikke har adgang til den.

Dette foruroligende undersøgelsesresultat har lufthavnens kommunikationsafdeling fået vendt til en artikel i Amager Netavis med titlen »Ingen pfas-alarm, oprensning af grøde i Hovedgrøften kan genoptages«, og på lufthavnens egen facebookside Kære Nabo til Københavns Lufthavn er der lavet et opslag med titlen »Positive miljønyheder fra Hovedgrøften i Dragør«.

Spin er kendetegnet ved, at man forsøger at sælge den dårlige historie som en god historie. Fakta kan dog ikke »snurres rundt«. Undersøgelserne viser, at vand, planter og jord i og omkring Hovedgrøften indeholder PFAS-stoffer, der ligger væsentligt over de tilladte grænseværdier for vandløb.

Miljøministeriet beskriver stofferne således: »PFAS-forbindelserne er uønskede, fordi de er svært nedbrydelige i naturen, ophobes i fødekæden, er giftige over for mennesker og dyr og kan transporteres over lange afstande.«

Der er endnu ingen, som ved, hvor meget de svært nedbrydelige stoffer har bredt sig i fødekæden.

Er Øresund sundt? 

På Sydstranden har Hovedgrøften sit udløb i Søvangsbugten blot 150 meter fra en velbesøgt badebro ved Søvangsbakkerne. Hvad med de mange andre udløb fra lufthavnen til Øresund og helbredseffekterne af de giftige »evighedskemikalier«? 

Ved Nordstrandsbugten bekymrer beboerne sig med rette for, hvad der allerede er blevet udledt, og hvad der i disse dage udledes fra lufthavnen til havmiljøet i lokalområdet, som rummer otte badebroer på den korte kyststrækning.

Udløbet fra lufthavnen til Nordstrandsbugten kaldes »U8«. Lufthavnens egenkontrol konstaterede i 2022 indhold af PFAS-stoffer på 380 ng/l i vandet. Det er 2.923 gange for højt set i forhold til grænseværdien i havvand på 0,13 ng/l. 

I et åbent brev til Københavns Lufthavne A/S, Dragør Kommune og Tårnby Kommune stiller Nordstrandsforeningen fem spørgsmål:

  1. Der er børn, der bader og leger tæt på udløbet, og der er en garnfisker, der fisker ganske tæt på udløbet. Er dette forsvarligt – eller skal der advares på skilte? 
  2. Udledes der også kemiske stoffer i de mange tons vand fra flyenes afisning, såsom for eksempel trotyl triazol, gennem U8? 
  3. Er der andre udløb til Nordstrandsbugten eller Øresund med lignende problemer? 
  4. Kan udløbet U8 flyttes til tårnbysiden eller ud mod Øresund? 
  5. Er der planer om en snarlig rensning af det vand, der løber ud i Nordstrandsbugten?

(Nordstrandsforeningen – Er det farligt at bade på Nordstranden? – Dragør Nyt nr. 31 – den 2. august 2023 – læs indlægget her).

Beboerne på Nordstranden er på rette spor. Der udledes cirka 185.000 m3 vand årligt fra lufthavnsområdet via udløbet U8 til Øresund. Blot 400 meter længere oppe ad Kystvejen findes udløbet U7, hvorfra der udledes cirka 250.000 m3 vand årligt, som også stammer fra arealer i lufthavnen, hvor der er påvist PFAS-stoffer. 

Det bliver meget interessant at høre de opklarende svar fra lufthavnen og kommunerne.

Ødelagt drikkevand

Dragørs grundvand er ødelagt, og vandforsyningsselskabet HOFOR A/S har peget på forskellige løsningsmodeller, hvoraf det billigste forslag om en ny rørledning til Dragør koster 75 mio. kr. 

Hertil kommer udgifter til oprensning af PFAS-forurening af Hovedgrøften, mark-områder, fredede naturområder, private vandboringer, vandløb, mundinger ud til Øresund osv.

Inden for miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag samt for genopretning efter miljøskader. 

Men lufthavnen vil ikke »frivilligt« vedkende sig sit erstatningsansvar, og det er på trods af, at Københavns Lufthavne A/S omsatte for intet mindre end 3,5 mia. kr. sidste år.

Krav til skadevolder

Alt imens det overvejes at tørre regningen af på skatteborgerne, spreder PFAS-stofferne sig uhindret i vores natur og miljø fra nord til syd.

Det kan vel ikke være rigtigt, at det er borgerne, der skal betale, fordi Københavns Lufthavne A/S har forurenet vores vand og jord?

Forsamlingen af folkevalgte politikere har som bekendt det overordnede ansvar i Dragør Kommune. Måske er det på høje tid, at kommunalbestyrelsens 15 medlemmer fokuserer på miljøet og folkesundheden og træder i karakter over for skadevolder.

Der bør stilles krav til Københavns Lufthavne A/S – en profitorienteret og storforurenende virksomhed, der bærer ansvaret for egenforureningen såvel som for den forurening, der bevæger sig om på den anden side af trådhegnet til os.

Svar udbedes

Man må forholde sig til gældende lovgivning og »forureneren betaler-princippet«, herunder lufthavnens betaling for oprydning af den vidtfavnende PFAS-forurening i Dragør Kommune og Tårnby Kommune.

Det er naturligvis ikke borgerne, der skal bære de store omkostninger og skadevirkninger, som forureningen fra lufthavnen medfører. PFAS-forureningen forsvinder ikke af sig selv, den spredes tværtimod mere og mere. 

Lufthavnen bør som skadevolder tage ansvar og betale for oprydningen efter sig selv, uden yderligere ophold.

Der afventes stadig svar på det simple spørgsmål – vil Københavns Lufthavne A/S vedkende sig sit erstatningsansvar for PFAS-forureningen eller ej?

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk