Nyt fra Dragør Boldklub:

Videre i »pokalen«

Med en 2–1-sejr over CIS går DB videre til tredje runde af pokalturneringen

Sidste onsdag aften, den 19. maj, spillede 1.-seniorholdet fra Drag-ør Boldklub (DB) sæsonens første pokalkamp på Kløvermarken. 

DB indtrådte i 2.-runde af pokalturneringen, hvorimod modstanderne, Christianshavn Idræts Klub (CIK), der til dagligt spiller i serie 2, havde spillet sig til runden ved at besejre Hajduk SPuL i første runde.  

DB-holdet stillede op til kampen med flere nye og unge spillere, som dog havde opbakning af et par af de »gamle«, rutinerede kræfter.

DB’s førstehold er p.t. plaget af mange skader, så stamspillernes ømme lemmer havde brug for en pause. 

Den nye garde viste sig fra den gode side, og de fik vist, at der er kommende talenter til truppen.

På Kløvermarkens langhårede bane gik der noget tid, før DB-holdet fandt sammen. 

CIK ville en masse, men DB’s midtbane stod godt og fik afvist. 

1. halvlegs mest dramatiske situation var, da DB’s Sigurd Thomsen fik gult kort for noget, der lignede en »nødbremse«. En CIK-spiller var ved at få frit løb mod DB-målet, men unge Thomsen fik med en lang fod prikket til CIK-spilleren. Dommeren så det som en forseelse til et gult kort. 

Efter advarslen fik CIK et lille overtag – dog uden at blive farlige foran mål

Træner Mark Hemmingsen fik justeret taktikken i pausen. 

Til 2. halvleg kom Marcus Braager på banen i stedet for Jonathan Tamstrup Christensen. Fem minutter inde i halvlegen blev Andreas Steffensen skiftet ud – ind kom Tobias Oppermann. Og midt i halvlegen kom Julius Krüger på banen.

DB bragte sig foran 1–0 efter 65 min. spil på scoring af den gamle målræv Jamie Carter. CIK’s målmand gav retur på en afslutning fra Mikkel Merser – og det skal man ikke, når Carter står tæt på situationen.

Efter scoringen var det DB, som havde bolden mest. Og CIK havde kun få afslutninger på Mads Glæsner i DB-målet. Et enkelt farligt CIK-forsøg blev det dog til, men heldigvis ramte det overliggeren. Returbolden blev sendt mod mål, men Glæsner var på plads.

I kampens sidste minutter scorede Jamie Carter et meget spektakulært mål til 2–0. En CIK-spiller forsøgte at sparke bolden op ad banen, men da han ramte den forkert, blev den i stedet for sendt op i luften og videre til en fri Jamie Carter. På ægte Zlatan-facon trykkede Carter af og ramte bolden »lige i røven«, så den i en flot bue strøg over målmanden, der stod langt ude, og videre ind i målet. Et drømmehug, som videooperatøren i benovelse glemte at filme!

CIK fik reduceret på et straffespark til 2–1. Ulovligheden var et højt løftet ben med knopperne forrest og var sikkert korrekt dømt.

Med sejren er DB nu videre i Sydbank Pokalen.

HR

Næste kamp i københavnsserien spilles på hjemmebane på
lørdag, den 29. maj, kl. 12.00 mod B1903

Onsdag den 2. juni, spilles næste runde af Sydbank Pokalen
mod Kløvermarkens Forenede Boldklubber.
Det sker kl. 18.30 på Kløvermarken

I skrivende stund er seriefodbold fortsat underlagt restriktioner,
der regulerer antallet af tilskuere, der tillades til kampene

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk