Foto: HAS.
Foto: HAS.

Voldsom eksplosion ved Dragør Centret

Natten til mandag blev en hel del Dragør-borgere vækket brat kl. 00.27, da en sprængning indtraf ved Dragør Centret på Maglebytorv.

Der er ifølge politiet tale om en bevidst handling. 

Det var bagsiden af butikken Drop’n’Fix, der var målet for forbrydelsen, som blev udført på en måde, der kunne antyde en forbindelse til en tilsvarende hændelse i Ballerup, der fandt sted natten forinden. Politiet kan dog i skrivende stund ikke hverken be- eller afkræfte en sådan forbindelse.

Eksplosionen ved Dragør Centret var så voldsom, at dele af bygningens konstruktion blev flået fra hinanden med blandt andet et stort hul i taget til følge. Dele af bygningen havnede på Kirkevej – samt ved ejendommene på den anden side af denne. Og ruder blev trykket ind i naboejendommen samt på bagsiden af butikker længere nede i centeret.

Politiet fik afspærret området med henblik på at sikre sig tekniske beviser og var også i mandagens løb til stede ved Drag-ør Centret. Den mobile politistation var i flere perioder på Maglebytorv med lokale betjente, som borgere, der måtte have spørgsmål, kunne henvende sig til. Imidlertid kunne betjentene blot berette, at man p.t. ikke vidste mere end de sparsomme oplysninger, der var blevet meldt officielt ud.

På spørgsmål om evt. forbindelse til sagen i Ballerup eller til drabet på Dragør Fort var svaret, at man ikke havde nogen oplysninger, der kunne deles.

Fra myndighedernes side vil man fortsat gerne i kontakt med eventuelle vidner, der måtte have gjort observationer omkring gerningsstedet og -tidspunktet. Københavns Politi kan herom kontaktes på 1-1-4.

Butikkens ejer måtte mandag tømme selve butikslokalet for indhold, og butikken vil indtil videre være lukket. Håndværkere blev straks sat i gang med at sikre bygningen, ikke mindst med tanke på det uvejr, som DMI havde varslet ville ramme landet i starten af indeværende uge.

HAS

En del af tagrenden havner langt oppe i et træ. Foto: HAS.
En del af tagrenden havner langt oppe i et træ. Foto: HAS.
Eksplosionen forsager massive ødelæggelser på butikkens bagside. Foto: HAS.
Eksplosionen forsager massive ødelæggelser på butikkens bagside. Foto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk