Mange borgere besøger mandag gerningsstedet for at mindes det 54-årige offer. Foto: HAS.
Mange borgere besøger mandag gerningsstedet for at mindes det 54-årige offer. Foto: HAS.

Voldsomt overfald med tragisk udgang i Dragør

Søndag aften blev en 54-årig mand brutalt stukket ihjel ved Dragør Fort

Klokken 18.29 søndag den 22, januar modtog Københavns Politi anmeldelse om, at der skulle være sket et overfald ved Dragør Fort. Man rykkede massivt ud til fortet, hvor politiet fandt en svært såret 54-årig mand. Han var blevet stukket flere gange med kniv, og hans liv stod ikke til at redde. 

En omfattende efterforskning blev straks indledt, og den resulterede i løbet af aftenen og natten i anholdelsen af to mænd på hhv. 31 og 28 år.

I et grundlovsforhør mandag eftermiddag blev de begge sigtet, den 28-årige for selve drabet og den 31-årige for medvirken til drab (politiet har ham mistænkt for at stå bag planlægningen af drabet).

Ved samme lejlighed blev der nedlagt navneforbud både for de to sigtede og for offeret for forbrydelsen, hvilket betyder, at pressen – og herunder altså også Dragør Nyt – ikke må omtale personerne ved navns nævnelse.

Københavns Politi havde mandag ad to omgange deres mobile politistation opsat ved adgangsvejen til fortet. Her kunne borgerne henvende sig med spørgsmål om situationen og tale med betjentene, der kom fra nærpolitiet på Amager.

Også borgmester Kenneth Gøtterup lagde vejen forbi og udtrykte sin sorg over den tragiske begivenhed og sin medfølelse til de efterladte. For såvel ordensmagten som borgmesteren var det vigtigt at få forklaret, at den voldsomme begivenhed ikke skulle give anledning til frygt for borgerne i Dragør.

Mange borgere lagde i mandagens løb vejen forbi området ved Dragør Fort og fik sendt tanker til den afdøde, ligesom der blev sat lys og blomster, hvor offeret blev fundet.

Igen og igen har det i de seneste dage lydt fra borgere i Dragør, at det er helt uvirkeligt, at den dræbte, som havde en stor berøringsflade i lokalsamfundet via et aktivt liv, ikke længere er blandt os.

Fortets ejer, Torben Bødtker, har i tiden efter drabet modtaget utallige varme ord fra nær og fjern – både over telefonen og på selve fortet.

Han er forfærdet og temmelig rystet over begivenheden, som han har svært ved helt at forstå. Lige som politiet vil han imidlertid gerne orientere om, at der ikke er nogen risiko forbundet med at gæste Dragør Fort og omgivelserne – stedet er ikke en del af årsagen til den tragiske hændelse, og der er således fortsat åbent for fortets aktiviteter.

Hvad der ligger bag det voldelige optrin, som fik så voldsom en konsekvens, er endnu uklart.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og som nævnt blev såvel offer som mistænkte omfattet af navneforbud, men i en række medier oplyses det, at de to anholdte skulle have rocker-relationer.

Ifølge sigtelsen mod de to anholdte, der blev fremsat af politiets specialanklager Laura Birch, deltog et ukendt antal medgerningsmænd i planlægningen af drabet.

Hvorledes de to anholdte forholder sig til anklagen om hhv. drab og medvirken til drab vides ikke, da dette ikke var afklaret, førend dørene til retslokalet blev lukket. Men sigtelsen af dem medførte varetægtsfængsling i foreløbig 24 dage – frem til den 16. februar.

HAS

Der flages på halv på Dragør Fort mandag. Foto: HAS.
Der flages på halv på Dragør Fort mandag. Foto: HAS.
Københavns Politi tager imod borgere mandag på Prins Knuds Dæmning ved indkørslen til Dragør Fort. Foto: HAS.
Københavns Politi tager imod borgere mandag på Prins Knuds Dæmning ved indkørslen til Dragør Fort. Foto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2023 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk