Vi har modtaget:

UNESCO-projektet

Den lokale proces 

I november 2015 dannede 13 Dragør-borgere en frivillig UNESCO-arbejdsgruppe for at undersøge muligheden for at styrke bevaring af Dragør gamle by og havn gennem en optagelse på UNESCOs verdensarvsliste.

I april 2018 etableres Dragør UNESCO Komite bestående af repræsentanter fra arbejdsgruppen, fra de politiske partier, forvaltningen og de lokale foreninger med interesse i bevaring samt Museum Amager. Borgmesteren er formand for denne styregruppe, som rådgiver kommunalbestyrelsen. Komiteens navn ændredes i 2020 til Dragør Verdensarvsråd. Rådet har nedsat et sekretariat med tre repræsentanter fra de frivillige og flere repræsentanter fra kommunens forvaltning.

Kommunalbestyrelsen besluttede i juni 2017 at ansøge Slots- og Kulturstyrelsen om at komme på den danske tentativliste med henblik på senere at blive optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Sekretariatet er nu ved at færdiggøre det materiale, der er nødvendigt, for at UNESCO i Paris kan vurdere og godkende Dragørs nominering.

Senest har kommunalbestyrelsen den 19. november 2020 besluttet, at nomineringsmaterialet færdiggøres, samt at der skal gennemføres en nærmere konsekvensanalyse og en bred borgerinvolvering, før indsendelse af materiale til Slots- og Kulturstyrelsen, som så sender videre til UNESCO.

Formålet

De frivillige er primært gået ind i arbejdet i den overbevisning, at man bør styrke bevaringen af Dragør gamle by og havn, fordi det er et enestående eksempel på en autentisk skipperby fra de store sejlskibes tid i 1700- og 1800-tallet. 

En UNESCO-status vil motivere og støtte kommune og borgere i bevaringsarbejdet. Og Dragørs velbevarede historiske bymiljø er og bliver kommunens stærkeste brand og udviklingspotentiale. 

Målet for de frivillige i UNESCO-arbejdet har været at bevare Dragør som et levende historisk miljø med oprindeligt præg til glæde for kommunens egne borgere og for gæster udefra. 

Samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen

Dragør blev optaget på den danske stats tentativliste i juni 2018. Siden er der løbende foregået et tæt samarbejde imellem frivillige og forvaltningens medarbejdere i sekretariatet samt Slots- og Kulturstyrelsen om at færdiggøre nomineringsmaterialet. Styrelsens skal alene sikre, at materialet har troværdighed for UNESCO og kan ikke diktere noget hen over hovedet på Dragør.

UNESCO

UNESCO er verdens mest betydningsfulde bevaringsorgan, som har til opgave at udpege steder af værdi for hele menneskeheden og kommende generationer. 

UNESCO optager kun kulturarv af enestående universel værdi på sin verdensarvsliste. 

UNESCO kan ikke bestemme over Dragør Kommunes beslutninger. 

UNESCO har kun kompetence til at udpege et sted eller tage det af listen, hvis det ikke længere opfylder kriterierne for en udpegning. 

Det eneste formelle krav fra UNESCO er, at der er knyttes en såkaldt sitemanager-funktion til hvert verdensarvssted. Det vil sige, der skal være en officiel kontakt, som blandt andet skal afrapportere om udviklingen hvert sjette år.

Rapporten »Dragør – på vej mod verdensarven.«
Rapporten »Dragør – på vej mod verdensarven.«

Offentlighed

Gruppen af frivillige har flere gange under processen siden 2015 fremlagt indholdet af sit arbejde for offentligheden. Der har været afholdt to borgermøder i Dragør Borgerforening med fri adgang for alle. Hele det omfangsrige projekt har været præsenteret i sin fulde længde i Dragør Nyt, og de lokale bevaringsforeninger har formidlet det videre til deres medlemmer. 

Der var planlagt et større offentligt møde her i efteråret, men det måtte aflyses på grund af coronapandemien. En ny høringsfase og dialog med borgerne vil blive arrangeret.

Udfordringer

Dragør er stillet over nogle væsentlige udfordringer vedrørende bevaring, klima, turisme og trafik, som vil påvirke byen og havnen, uanset om Dragør bliver udpeget som verdensarv af UNESCO eller ej.

Bevaring af den historiske bebyggelse bør være et must for Dragør. Lokalplanen for den gamle by er fremragende, men den er over 30 år gammel og trænger til at blive justeret, blandt andet for at tage højde for nye typer installationsanlæg og dermed sikre planen som et godt værktøj for kommunens administration. 

Håndhævelse af bestemmelserne i den bevarende lokalplan er helt afgørende for byens autentiske miljø og beboernes tillid til planen. Dragør kan suverænt styre bevaringsindsatsen gennem sin kommune- og lokalplanlægning. Hvis Dragør opnår UNESCO-status på grund af et særligt velbevaret bymiljø, vil det blive mere tiltrækkende for fonde at yde økonomisk støtte, der sikrer byens og havnens fortsatte bevaring og eksistens.

Klimaændring vil betyde, at vi ifølge de ansvarlige overordnede myndigheder skal planlægge for en havstigning på 0,75 m i 2050 og 1,5 m i 2100. Heri er ikke medregnet påvirkning fra eventuel stormflod. Det er afgørende, at byen og havnen beskyttes mod oversvømmelse, men det bør ske på en måde, så man bevarer byen og havnen som en sammenhængende helhed og ikke adskiller de to dele fra hinanden med en barriere. 

Det er Dragør, der beslutter den fremtidige kystbeskyttelse. Kommunen er i fuld gang med en omfattende planlægnings- og offentlighedsproces og har allerede fået støtte fra fonden Realdania.

Turisme skal være bæredygtig – det vil sige til gavn for både kulturarv, erhvervsliv og den lokale befolkning. Drag-ør oplever allerede og vil fremover opleve en voksende turisme, uanset UNESCO eller ej. Imidlertid skal man turistmæssigt ikke sammenligne Drag-ør med større byer såsom Venedig, Barcelona, Dubrovnik og Brügge, men mere med andre mindre verdensarvssteder i Danmark (Kronborg, Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Christiansfeld). Ingen kan med sikkerhed forudsige omfanget af fremtidig turisme alene på grund af UNESCO-status, men Dragør skal forberede sig på at skulle styre turismen, hvis det bliver nødvendigt. Kommunen har allerede besluttet at udarbejde en turismestrategi med konkrete tiltag.

Trafik er allerede en udfordring for Dragørs gamle bydel, især om sommeren. Belastningen af veje og parkeringspladser vil uden tvivl øges, hvis turiststrømmen øges. Hvad parkering for turister angår, er byen dog umiddelbart godt stillet med den store parkeringsplads på havnen og gruspladsen – til vinteropbevaring af både – ved fortet. Også med hensyn til trafik gælder det, at kommunen har mulighed for at regulere og styre udviklingen. Dette kan ske som led i arbejdet i det kommunalt nedsatte §17 stk. 4-udvalg om infrastruktur.

Med venlig hilsen
Axel Bendtsen, Niels-Knud Liebgott og Jan Engell
(Frivillige i sekretariatet for Dragør Verdensarvsråd)

Christian Aagaard fortæller om Dragørs historie til en gruppe DIS-studerende fra USA. Foto: Museum Amager.

Internationalt besøg

Der er stor interesse for Dragørs historie blandt unge amerikanere Læs mere

Foto: TorbenStender.

Trippeludstilling

Udstilling med Yvonne Wiese, Bettina Fellov og Pia Sharah i Dragør Havnegalleri. Læs mere

DB-keeper Mads Glæsner i kamp om bolden.

Nederlag til bundhold på udebane

Der er sket ting og sager i Rødovre i vinterpausen Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk