Mindeord:

Mindeord: Bent »Snipper« Pedersen

Henrik Rosschou har på vegne af Dragør Boldklub skrevet et mindeord om Bent »Snipper« Pedersen.
Mindeord:

Bent »Snipper« Pedersen

Et af de sidste koryfæer, spiller, holdleder, speaker og statistiker Bent »Snipper« Pedersen, er desværre ikke længere hos os.

Snipper var aktiv i Dragør Boldklub hele vejen rundt. Snipper spillede på 1.-holdet i mange år. 1.-seniorkarrieren startede i midten af 1950’erne, som 18-årig, og de sidste kampe blev spillet, da han var sidst i tresserne. Præcist hvor mange kampe – og mål, Snipper scorede, er ikke helt klarlagt. 

Tilbage i 1962 var DB tæt på nedrykning fra Mellemrækken, det vi i dag kender som serie 1. Men med tilførsel af tre ynglingespillere, overlevede DB. Snipper var dengang en del af holdet.

Snipper var en »hård hund« på banen og sjældent skadet. Uden for den kridtoptegnede bane var han en venlig, glad og yderst behagelig mand med masser af DB-historier, som han yndede at fortælle om. Alle i den gamle boldklub vidste, hvem Snipper var. 

Efter at have lagt støvlerne på hylden var Snipper en meget værdsat holdleder for 1. senior. Han var spillerens mand og havde styr på, at spillerne havde deres støvler og andet udstyr i orden, så intet blev glemt. 

Som ægte klubmand tog Snipper også stadionspeakerjobbet på »opviseren« nede på Engvej. Det var dengang DB spillede hjemmekampe for flere hundrede tilskuere.

Ikke nok med at være spiller, holdleder og alle de andre opgaver, der er i frivilligt arbejde i en boldklub, var Snipper også statistikfører for 1. seniors spillere. Kampe og mål blev sirligt noteret efter hver kamp. Dette værk føres videre den dag i dag.

I den nye boldklub mødte Snipper op, når der var hjemmekampe – endda ikke kun til 1. senior, men også til ungdomskampe. Og i et vist omfang tog han også udekampe med.

Snipper, der i øvrigt på terrassen fik tildelt egen P-plads til rollatoren, var æresmedlem af Dragør Boldklub.

Æret være Bent »Snipper« Pedersens minde. 

Henrik Rosschou
for Dragør Boldklub

Fik du læst?