Skal ungdomsklubben lukke fredag aften?

UngDragør vil gerne ændre i åbningstiderne for ungdomsklubben, men de har endnu ikke fået lov af politikerne

Hvor skal unge spille bordfodbold og hænge ud med vennerne på en fredag aften?

Fremover vil ungdomsklubberne i Krudthuset og Elisenborg ikke være en mulighed, hvis det står til ledelsen i UngDragør.

Forklaringen er den simple, at de unge i forvejen ikke bruger klubben så meget om fredagen, og derfor mener ledelsen, at det vil være bedre at bruge pengene anderledes.

I et referat fra Børne-, Fritids- og Kulturudvalgets møde i juni fremgår UngDragørs ønske, fordi det er politikerne, der skal vende tommelfingeren op eller ned.

Her beskriver administrationen, at forslaget om at lukke klubben om fredagen er stillet med henblik på at sikre en højere kvalitet i UngDragørs tilbud.

Beslutning udskudt

Begrundelsen er, at der generelt er et lavt aktivitetsniveau på disse aftener, og at en reduceret åbningstid vil give personalet bedre muligheder for at planlægge og forberede aktiviteter og arrangementer af høj kvalitet.

Den reducerede åbningstid vil i stedet for give mulighed for, at personalet kan afholde særlige aktiviteter en til to gange om måneden på fredage eller lørdage.

Ved at skabe en større variation i aktiviteterne vil man kunne tiltrække flere unge til klubben på de dage, hvor de normalt måske ikke ville komme, lyder argumentet.

Børne-, Fritids- og Kulturudvalget har valgt at udskyde beslutningen til udvalgets møde i september måned. Det har man, fordi udvalget til den tid ønsker at have et bedre datagrundlag – herunder besøgsstatistikker – at træffe deres beslutning ud fra.

Beslutningen på mødet i juni måned blev truffet enstemmigt, og forvaltningen blev bedt om at skaffe de krævede data.

UngDragør vil hellere bruge ressourcer på særlig aktiviteter som denne her, hvor Jimilian gæstede Elisenborg. Arkivfoto.
UngDragør vil hellere bruge ressourcer på særlig aktiviteter som denne her, hvor Jimilian gæstede Elisenborg. Arkivfoto.

Fik du læst?