Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev:

Sommerferien går på hæld

Her i starten af årets sidste sommermåned giver borgmester Kenneth Gøtterup en status på både nærtforestående, kommende og tidligere projekter og forhandlinger

Sommerferien er for mange ved at være overstået, og jeg håber, at alle har nydt sommeren. Vi har stadig en dejlig sommermåned tilbage med masser af arrangementer i Dragør.

I kommunalbestyrelsen tager vi hul på 2. halvår af 2024, og derfor vil jeg i dette nyhedsbrev beskrive, hvilke sager der primært kommer til at fylde meget i det politiske arbejde og en status på de enkelte områder.

Erhvervsareal

I august måned skal Klima, By- og Erhvervsudvalget fortsætte de politiske drøftelser om etableringen af erhvervsområde på Dragør Nord.

Som jeg skrev i mit nyhedsbrev inden sommerferien, er der allerede indgået en politisk aftale om at stille krav til byggeriets udformning, så det afspejler udviklingen af A. P. Møllers Allé.

I august skal vi tage stilling til, hvorvidt vi vil skærpe kravene yderligere, og samtidig skal der arbejdes videre med at få tilladelse til at lade trafik til området ske via Ryvej.

Som jeg skrev i mit nyhedsbrev før sommerferien, er alle velkommen til at kontakte mig, hvis de har opmærksomheder omkring dette område.

Dragør Kommune kan sætte rammerne for, hvordan byggeriet kommer til at se ud, miljøkrav til området, og hvordan udearealer m.v. skal beplantes. Men vi kan ikke bestemme, hvem de fire ejere sælger deres arealer til. Så erhvervsudviklingen kan kommunen kun styre gennem krav til byggeriet, og derfor er det meget vigtigt, at vi politisk har et stort fokus på, hvordan et byggeri skal være.

Erhvervspolitik

Tirsdag den 13. august udløber høringsfristen på udkastet til en ny erhvervsstrategi. Det betyder, at vi i efteråret skal vedtage den endelige erhvervsstrategi på baggrund af høringssvarene.

Det har været en rigtig god proces, at erhvervslivet i Dragør har udviklet og beskrevet udkastet til erhvervsstrategi, og det bliver en vigtig opgave at sikre, at den sammen med erhvervslivet i Dragør omsættes i praktiske handlinger.

Kystsikring

Den statslige arbejdsgruppe, der vurderer modeller for kystsikring for Dragør, Tårnby, Hvidovre og Københavns Kommuner, er i fuld gang med sit arbejde.

I foråret blev første rapport om anbefalinger til sikringsniveauer udgivet, og i løbet af sensommeren forventes næste rapport om forventet udgifter og finansiering. Herefter følger de næste rapporter om tekniske og miljømæssige vurderinger, hvorefter det forventes, at der træffes en regerings- eller folketingsbeslutning i starten af 2025.

Indtil da fortsætter vi selv udviklingen og planlægningen af etablering af kystsikring på Sydvestpynten og afventer den statslige beslutning om, hvorvidt der kan gives tilladelse til, at Dragør Kommune kan gennemføre vores påtænkte kystsikring med fremskudte diger.

Fjernvarme

I oktober 2023 tog jeg initiativ til, at borgmestre og formænd for fjernvarmeselskaber fra 15 kommuner skrev til ministeren med bekymring over den måde, staten fordelte tilskudsmidler på – en model, der blandt andet havde medført, at Dragør Kommune ikke havde fået tilskud.

I marts 2024 fulgte jeg igen op med en henvendelse til ministeren med en fortsat bekymring for det manglende tilskud og opfordrede samtidig til at se på mulighederne for at ændre finansieringsmodellerne for fjernvarme, således at lån til fjernvarme kan afskrives over for eksempel 40 år i stedet for 30 år.

Det var derfor med meget stor glæde, at jeg i juli måned kunne konstatere, at Dragør Kommune dels vil modtage. 71,4 millioner kroner i støtte til udrulning af fjernvarmen i Dragør Kommune, og samtidigt at afskrivningsperioden på lån ændres til 45 år. Det har en stor betydning for prisen på fjernvarme.

Næste skridt er nu, at Dragør Fjernvarme A/S skal i gang med udbud af opgaven, og det forventes fortsat, at de første kunder er på fjernvarme i 2025. Når resultatet af udbud er kendt, vil vi kende den mere præcise tidsplan.

Skovrejsning

Tidligere på året orienterede jeg om, at jeg havde haft et møde med Naturstyrelsen, idet de var ved afsøge hvilke kommuner, der havde interesse i at indgå i et samarbejde om rejsning af skov i bynære områder. Det har resulteret i, at Dragør Kommune er valgt som samarbejdskommune.

Der er peget på flere områder i Dragør. Dels ved kælkebakken på Ndr. Dragør/Køjevænget, ved marken på Halvejen mod Hartkornsvej og endelig på arealet lige syd for genbrugspladsen på Fælledvej.

I kommunalbestyrelsen har vi godkendt, at områderne på Dragør Nord og Halvejen kan anvendes, og at vi efter sommerferien tager stilling til arealet ved Fælledvej.

Næste skridt bliver en forhandling om salg af arealerne til Naturstyrelsen. Jeg er utrolig stolt og glad over, at Dragør Kommune kan indgå i en aftale med Naturstyrelsen om at skabe bynær skov til gavn for både borgere og miljøet.

Det er i øvrigt et fokusområde, som har været drøftet i flere år – blandt andet på initiativ af liste T.

Udbud

Der er også flere udbud i gang, hvor fristen for tilbud udløber i juli og august måned. Først og fremmest skal vi tage stilling til anvendelse af det gamle bådeværft, hvor fristen for tilbud udløb i juli måned. I september måned påbegynder vi de politiske drøftelser om de tilbud, der er kommet.

Skiftende kommunalbestyrelser har ikke prioriteret tilstrækkelig vedligeholdelse af Krudthus 2 på Krudttårnsvej. Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at sælge huset, med mulighed for at der på samme grund kan opføres tre rækkehuse i lighed med Kålmarken. Fristen for at byde på denne grund er i august måned.

Endelig skal vi have en ny forpagter af cafeteriet i Hollænderhallen. Her udløber fristen for at søge om at blive den nye forpagter også i august måned.

Kommunalbestyrelsen har
besluttet, at det vil være muligt for den nye forpagter at lave cafeteria på 1.-salen for at skabe bedre mulighed for at udvikle sin forretning. Cafeteriaet kan derfor blive lavet, som vi kender det fra »gamle dage«.

Til de foreninger, der i dag bruger 1.-salen, og som måske kan blive bekymret, når de læser dette, er det vigtigt for mig at understrege, at der også i fremtiden vil være lokaler til alle foreninger, hvis vi ender med at have cafeteria på 1.-salen.

Budget 2025

Sensommeren og efteråret står også i budgetforhandlingernes tegn.

Sidste år lykkedes det for første gang nogensinde i Dragør at lave et toårigt budget. Det betyder, at budgetforhandlingerne bliver anderledes i år, idet der som udgangspunkt ikke skal være egentlige forhandlinger. Der foreligger allerede en aftale, og der bliver derfor alene tale om reguleringer af teknisk karakter.

Der er dog forbehold for udgangspunktet. Resultatet af økonomiaftalen mellem KL og regeringen kan nemlig ændre det hele, hvis det viser sig, at aftalegrundlaget får meget negative konsekvenser for Dragør Kommune. Det ved vi helt præcist i løbet af august måned, og der vil også her være en inddragelse og høring af foreninger samt bestyrelser m.v.

Fremtidens skole

Børne-, Fritids- og Kulturudvalget påbegynder også processen om fremtidens skole. Det går rigtigt godt på skolerne med trivsel og læring. Lærere, pædagoger og ledelse gør hver dag en kæmpe indsats og skaber tre rigtig gode skoler i Dragør.

Derfor har vi også afsat midler til en udviklingsproces, hvor lærere, pædagoger, ledelse, forældre og børn sammen kan komme med bud på, hvordan skolerne skal udvikle sig i årene fremover, så der tages højde for de krav, der stilles til os i dag som kommuner.

Børnenes behov og samtidig spørgsmålet om, hvordan lokaler m.v. anvendes bedst muligt i årene fremover, indgår også i den spændende proces, som udvalget og alle parter omkring skolen nu skal i gang med.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Fik du læst?