Vi har modtaget:

Erhvervsudvikling på Nord

Baggrund, forløb og aktuel status

Der er aktuel en debat om udviklingen af erhvervsarealet på Dragør Nordstrand. En debat, der ikke i alle indlæg sker på baggrund af sagens fakta.

Vi har selv et politisk ansvar for, at det ikke er sket, selvom vi har forsøgt at gøre os umage med kommunikation.

Men det er en kompliceret sag, og derfor vil vi her forsøge at lave et oprids af, hvad der er sket, de politiske intentioner, og hvad der kommer til at ske.

Forhistorie

I Dragør Kommune har vi hverken administrativt eller politisk meget erfaring i at udvikle erhvervsområder.

Det har derfor været vigtigt for os som politikere, at der har været god tid til behandling af sagen, samt at vi løbende gør os erfaringer, som vi bliver klogere på, inden vi træffer den endelige politiske beslutning.

Derfor har der også siden 2021 været en proces for udviklingen af dette område, og den har været følgende:

December 2021. Nyt landsplansdirektiv godkendes i Folketinget, hvor Dragør og Tårnby kommuner får ekstraordinær tilladelse til at etablere erhverv på et område, der ikke tidligere har været muligt.

Området i Dragør har i tidligere år været udlagt i kommuneplanen som et perspektivområde, hvilket betyder, at tidligere kommunalbestyrelser har truffet beslutning om, at området er anvendeligt til erhvervsudvikling.

2022. I 2022 foretager forvaltningen administrative vurderinger af områdets udviklingsmuligheder samt foretager en trafikanalyse.

8. marts 2023. Klima-, By- og Erhvervsudvalget vedtager at sende sagen i offentlig forhøring med henblik på at indkalde forslag til udvikling af området.

2. november 2023. Kommunalbestyrelsen behandler høringssvar fra den offentlige forhøring. Der er i perioden kommet seks bidrag til foroffentligheden fra bl.a. grundejere og Danmarks Naturfredningsforening Dragør.

Bidragene indeholder flere idéer og opmærksomhedspunkter, som kan inddrages i det videre arbejde med planforslagene. Nogle af ideerne er, at den nye plan lader sig inspirere af det eksisterende erhvervsområde ved A. P. Møllers Allé, at planen skal indeholde bæredygtighedstiltag, krav om maksimale højder, beskyttelse af det eksisterende vandhul og ét forslag om, at grundstørrelserne bliver større end dem, oplægget indeholder.

Kommunalbestyrelsen beslutter, at:

  1. planlægning af området fortsætter,
  2. udvikle godkendte principper for den videre proces,
  3. kommunen ikke er forpligtet til at købe arealet.

Juni 2024. På baggrund af, at processen er tilrettelagt, så ejerne af arealerne skal præsentere investor og forslag til projekt, før der træffes videre beslutning, præsenteres en investor – Mileway. Dette projekt indeholder to store haller. Klima-, By-, og Erhvervsudvalget træffer en beslutning om, at man ikke ønsker at arbejde videre med dette projekt. Der stilles et antal krav til byggeri på området, som er, at:

  • der på arealet, som udgangspunkt, kan opføres bygninger med et fodaftryk på maksimalt 5.000 m2, hvilket svarer til den største bygning i erhvervsområdet på A. P. Møllers Allé,
  • arkitekturen afspejler det øvrige erhvervsbyggeri på A. P Møllers Allé i form af materialer, farver og tagform,
  • der i planlægningen indtænkes grønne arealer, som f.eks. regnvandsbassiner, der også kan håndtere skybrudssikring, beplantningsbælter og ubebyggede grønne flader samt stiforbindelser for bløde trafikanter,
  • der stilles krav om energi, miljøvenlige og bæredygtige byggerier.

På kommunalbestyrelsens møde den 20. juni 2024 besluttes det, at Klima-, By- og Erhvervsudvalget efter sommerferien skal vurdere, om der skal stilles yderligere krav til byggeriet – og dermed de endelige krav til byggeriet.

Den offentlige debat

Kommunalbestyrelsen vedtog, at vi ønskede forslag fra investorer, før vi forholdt os yderligere til området.

Det havde den fordel, at vi ikke skulle bruge forvaltningens ressourcer til en masse planlægning, hvis der ikke var potentielle investorer. Derudover ville vi få et blik for markedet, hvem der har interesse, og dermed bedre kunne træffe beslutninger om regulering og krav, så vi får et erhvervsområde, som vi ønsker.

Der skal være fuld gennemsigtighed i politiske beslutninger. Men i den offentlige debat – særligt på sociale medier – er der tegnet et billede af, at det udkast, som investoren er kommet med, vil blive gennemført. Og at der kommer store og tunge logistikhaller med tung trafik. Det er forkert. Der er truffet en beslutning om at afvise det forslag, som investor er kommet med.

Politiske intentioner og ønsker for udviklingen

Dragør Kommune har for et antal år siden truffet en beslutning om, at området kan erhvervsudvikles. Det har vi nu fået mulighederne for. Men vi skal tænke os godt om i forhold til, hvordan vi laver erhvervsudvikling.

I den lovgivning, der er lavet for arealet, er stillet krav om, at erhvervet ikke må være støjfølsomt, hvilket afskærer f.eks. butikker, lægehus, almindelige kontorer med videre.

Vores intention har fra start været, at vi ønsker at have et erhvervsområde, der afspejler det eksisterende byggeri på A. P. Møllers Allé.

Endvidere ønsker vi erhvervsudvikling til de virksomheder, der f.eks. er ved at vokse ud af A. P. Møllers Allé, og vi ønsker at give håndværkervirksomheder og iværksættervirksomheder muligheder for at bosætte sig.

Fra et politisk perspektiv arbejder vi med udviklingen, fordi det dels giver lokale arbejdspladser til byen og et bredere funderet privat erhvervsliv i kommunen. Det vil på den lange bane være til gavn for kommunens udvikling generelt og medvirke til at understøtte en solid kommunal økonomi.

Samtidig er det vores ønske at sikre en trafikafvikling, hvor trafikken kan fortsætte fra kystvejen hen ad Ryvej (nuværende grusvej) og køre ind i erhvervsområdet derfra. På denne måde ledes trafikken ikke ind i Dragør.

Det er hverken kommunen eller lufthavnen, der beslutter, om vi må dette, men da lufthavnen har tilkendegivet, at de også synes, det er en god idé, afventer vi nu det videre arbejde for at få ministeriets tilladelse.

Den administrative anbefaling

Som man kan se af ovenstående tidsforløb er sagen netop behandlet i etaper for, at vi hele tiden kan blive klogere på sagen, før vi til sidst træffer den endelige beslutning og iværksætter udarbejdelsen af en lokalplan.

Alt byggeri, der skal indeholde erhverv, er inddelt i syv miljøklasser, hvor miljøklasse 1 er forretninger og miljøklasse 7 er medicinal og pesticidproduktion, samt stålvalseværker.

I Dragør er miljøklasse 6 og 7 fravalgt på forhånd, og det har hidtil været vores opfattelse, at klasse 1 og 2 ikke kan lade sig gøre i forhold til lovgivningen. Derfor har klasse 3 med håndværksvirksomheder været en mulighed, og ved fornyet drøftelse af sagen har det vist sig, at der formentlig også kan etableres miljøklasse 2-virksomheder, som er i kategori med elektronikvirksomheder.

Hvad sker der fremadrettet

Med andre ord ser det ud til, at vi med stor sandsynlighed kan etablere mindre virksomheder, f.eks. håndværk og lignende på arealet. Alt sammen virksomheder, som der allerede ligger flere af på A. P. Møllers Allé. Dermed kan den oprindelige politiske intention blive indfriet.

Derfor har Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne på mødet i Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 13. august besluttet følgende:

  1. Forvaltningen fremlægger et notat for, der belyser hvilke muligheder Dragør Kommune har for at etablere en erhvervsudvikling med virksomheder inden for miljøklasse 2 og 3, således at der kan etableres mindre håndværkervirksomheder og lettere produktion i lighed med flere af de virksomheder som allerede er beliggende på A. P. Møllers Allé.
  2. Forvaltningen fortsætter arbejdet med at ansøge om tilladelse til at omdanne lufthavnens privatvej, Ryvej, til indkørselsvej til området. Når denne foreligger, tages der stilling til de konkrete bygnings og miljømæssige krav til lokalplanen.
  3. De politiske drøftelser om rammerne for området, som har fundet sted på Økonomiudvalgets møde i juni, vil blive genoptaget når sagen er yderligere belyst.

Med andre ord fortsættes planlægningen og undersøgelsen af, hvordan vi kan lave erhvervsudvikling til gavn for Dragør.

En endelig beslutning træffes først, når vi har de nye forvaltningsmæssige og juridiske vurderinger.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester, Mia Tang, Martin Wood Petersen, Jan Madsen, Theis Guldbech og Trine Søe, Det Konservative Folkeparti.
Nicolaj Bertel Riber og Ole Hansen, Socialdemokratiet.
Helle Barth og Henrik Kjærsvold-Nichlasen, Venstre.
Lisbeth Dam Larsen, Moderaterne

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?