Vi har modtaget:

Cargokage – nu med flødeskum

En kritisk kommentar til Dragør Kommunes industriplaner gemt under metaforisk flødeskum
En kage kan deles i flere stykker og sågar dækkes med pynt, men mængden og indholdet forbliver det samme. Ill.: Tommas Brogaard.
En kage kan deles i flere stykker og sågar dækkes med pynt, men mængden og indholdet forbliver det samme. Ill.: Tommas Brogaard.

Som bekendt kan cargokagen skæres op i mange stykker, men kagen bliver ikke mindre af det.

Cargokagen kan også dækkes med et lag flødeskum – så vi ikke kan se, hvad der venter os under det lækre skum.

Manglende behovsanalyse

I sidste uges udgave af lokalavisen – Dragør Nyt den 21. august – kunne man læse et indlæg med overskriften »Erhvervsudvikling på Nord« (nr. 34 – side 8, red.).

Indlægget havde borgmester Kenneth Gøtterup, Mia Tang, Martin Wood Petersen, Jan Madsen, Theis Guldbech og Trine Søe (Det Konservative Folkeparti), Nicolaj Bertel Riber og Ole Hansen (Socialdemokratiet), Helle Barth og Henrik Kjærsvold-Nichlasen (Venstre) samt Lisbeth Dam Larsen (Moderaterne) som afsendere.

De skriver følgende til borgerne i Dragør:

»Derfor har Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne på mødet i Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 13. august besluttet følgende:

1. Forvaltningen fremlægger et notat for, der belyser hvilke muligheder Dragør Kommune har for at etablere en erhvervsudvikling med virksomheder inden for miljøklasse 2 og 3, således at der kan etableres mindre håndværkervirksomheder og lettere produktion i lighed med flere af de virksomheder, som allerede er beliggende på A. P. Møllers Allé.«

Det er jo ren flødeskum for øregangene med en håndsrækning til de lokale og ikke-lokale selvstændige, da de er vigtige for de fleste af os, som bor i kommunen.

Spørgsmålet er blot, om de mindre selvstændige har det beskrevne behov, der kræver et nyt 170.000 m2 industriområde. Altså tre gange så meget, som det der allerede ligger på A. P. Møllers Allé?

Jeg ved det ikke. Er der i det hele taget nogen, der ved, om lokale mindre selvstændige har brug for mere plads? For den behovsanalyse, der burde ligge til grund for beslutningen i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, er ikke foretaget.

Set med mine briller, som formand for Sydamagerlisten, er svaret på spørgsmålet om et behov »nej«.

Det seneste udspil fra Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne er et tykt lag flødeskum, der er bredt ud over cargokagen – så vi ikke skal se det underlæggende.

Industri og transport

Vi skal alle sammen huske på, at politikerne i Dragør Kommune igennem 19 år har forsøgt at få udlagt arealet i nord til industri, og efter to årtier giver staten pludselig Dragør Kommune muligheden.

Når Staten, der for øvrigt ejer 39,2% af Københavns Lufthavn, kommer med denne »industrigave« til os alle, der bor i Dragør, er der måske nogle bagvedliggende betingelser, som følger med.

I referatet af Klima-, By- og Erhvervsudvalgets møde den 14. august, under punkt 1 i dagsordenen »Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord« er der et bilag med titlen »Oplæg til foroffentligheden«, hvori følgende kan læses:

»Fra ministeriets side er det en betingelse, at området kun udlægges til erhverv, som ikke er støjfølsomt, og dermed ikke begrænser lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder.

Ifølge landsplandirektivet er det erhverv som f.eks. industri- og produktionserhverv, transport- og logistikvirksomheder og lagerfaciliteter. Arealerne kan derimod ikke udlægges til andre mere støjfølsomme erhverv såsom kontorer, institutioner, liberale erhverv, hotel, restauration mv. Der vil således overvejende være tale om virksomheder med relativ stor andel af tung trafik, som dels vil stille krav til den overordnede trafikbetjening af området, og dels vil stille krav til udformningen af områdets nye veje.«

Måske skal en stor del af forklaringen på, at liste T og Sydamagerlisten ikke har kunnet få opbakning hos Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet til at få taget ejendomsselskabet Mileways lagerhaller af tegnebrættet, findes i teksten ovenfor.

Tung trafik

Spørgsmålet er så, hvorfor vi skal have serveret lækker flødeskum a la mindre selvstændige oven på cargokagen, når staten, der har givet muligheden, ønsker noget helt andet?

Altså transport- og logistikvirksomheder med tilhørende lagerfaciliteter – virksomheder der per definition har en stor andel af tung trafik til lands, til vands og i luften.

Projekt »Dragør Industriby« vil påvirke alle Dragør Kommunes borgere negativt i en eller anden udstrækning, for eksempel er lufthavnens mål at tredoble sin luftfragt henover hovedet på os dag og nat.

Vi ønsker ikke mere tung fragtfly- og lastvognstrafik i vores lille by. Derfor er det vigtigt, at visionen om industriområdet på Nord stoppes totalt.

Hellere i dag end i morgen – så der ikke spildes flere ressourcer og skattepenge på projektet.

Med venlig hilsen
Tommas Brogaard
Formand for Sydamagerlisten

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?