Jubilæum i Dragør Menighedsbørnehave:

Børnerig 75-årig fejrede sin store dag

Fredag markerede Dragør Menighedsbørnehave 75-året for sin grundlæggelse på Kirkevej, hvor den har holdt til siden begyndelsen
Det flotte jubilæum fejres på børnehavens legeplads. Foto: Tim Panduro.
Det flotte jubilæum fejres på børnehavens legeplads. Foto: Tim Panduro.

Fredag den 30. august var ikke en helt almindelig dag for ungerne i Dragør Menighedsbørnehave på Kirkevej i Dragør. Dagen var blevet gjort ekstra festlig med fællesfrokost og teater med indbygget historiefortælling. Og det var ikke helt uden grund – det skulle nemlig fejres, at det i år er 75 år siden, at børnehaven åbnede som en privat institution i en gammel rødstensvilla ved siden af Dragør Kirke.

Først fra klokken 14 fik de voksne lov til at komme med til fejringen under sensommersolen. Nogle benyttede lejligheden til at kigge forbi deres gamle børnehave, og en del forældre og bedsteforældre gav sig ekstra god tid og tog del i festen, inden de smuttede hjem til weekenden med deres børn.

De voksnes ankomst betød ikke, at det var slut med børneløjerne. Slushicemaskinen blev flittigt brugt, popcornene blev fyldt i papkegler og fordelt ligeligt mellem børnemunde og legepladsens fliser, og bordet med hjemmebagte kager og rabarbertrifli stod heller ikke uberørt hen.

Havana Bøtkjær Mortensen og lillebroren Buster går begge i børnehaven – og de var svært tilfredse med dagen, fik de fortalt mellem bidder af kage og slurke af slushice.

»Ham, der lavede teater, fortalte nogle sjove historier,« konstaterede Havana Bøtkjær Mortensen, mens lillebror erklærede sig enig i, at aftensmaden nok nærmest var dækket ind med popcorn og kage.

»Det må man kun til fødselsdage,« forklarede han som repræsentant for den yngste af tre generationer, der var samlet.

Også hans forældre og mormor Janni Gøtterup var med – og for sidstnævnte var der tale om et helt særligt gensyn med børnehaven.

»Jeg arbejdede her fra 1981 til 1984. Det er et hyggeligt sted, der har traditionerne med sig,« lød det fra hende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Havana og Buster Bøtkjær Mortensen har inviteret både mor, Marie-Louise Bøtkjær Gøtterup, og mormor, Irene Gøtterup, med til fest i børnehaven. Det er langt fra første gang, Irene Gøtterup var på besøg – faktisk arbejdede hun i børnehaven fra 1981 til 1984. Foto: Tim Panduro.
Havana og Buster Bøtkjær Mortensen har inviteret både mor, Marie-Louise Bøtkjær Gøtterup, og mormor, Irene Gøtterup, med til fest i børnehaven. Det er langt fra første gang, Irene Gøtterup var på besøg – faktisk arbejdede hun i børnehaven fra 1981 til 1984. Foto: Tim Panduro.

At menighedsbørnehaven overhovedet kan holde 75 års-fejringen er i sig selv lidt af en bedrift. For fem år siden mistede børnehaven sin driftsaftale med kommunen på grund af den kommunale økonomi. En kreds af forældre trådte til i stedet for – og børnehaven er siden blevet drevet i rent privat regi, men ud fra det kommunale princip om, at pengene følger barnet.

Selv om navnet kan antyde det, har børnehaven ikke noget at gøre med menighedsrådet. Den tætteste kobling til kirken er, at en præst fra Dragør Kirke altid skal sidde i børnehavens bestyrelse.

Fik du læst?